Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
Ny kommunaldirektør i Frederikshavn
Frederikshavn Kommune henter sin næste kommunaldirektør i huset, idet byrådet har ansat den nuværende teknik- og kulturdirektør, Thomas Eriksen, til opgaven. Han er tidligere kommunaldirektør i Faxe, men rykkede 1. oktober sidste år til Frederikshavn som teknik- og kulturdirektør. Han overtager stillingen som kommunaldirektør den 1. september, når den nuværende, Mikael Jentsch, fratræder, idet hans ansættelseskontrakt udløber efter ni år i stillingen. Han er da fyldt 61 år.
Den nye kommunaldirektør, Thomas Eriksen, er 48 år, uddannet bygningsingeniør fra Odense Teknikum (Syddansk Universitet) 1995, har en Master (MPM) i offentlig ledelse fra samme universitet 2006 og en uddannelse i Strategisk Byledelse for Topledere fra Dansk Arkitektur Center 2018. Han blev i 1996 ansat som rådgivende ingeniør ved det rådgivende firma DAI Fredericia. I 2000 skiftede Thomas Eriksen til Christiansfeld Kommune, med start som afdelingsleder, og han var her teknisk chef, da en mindre del af Christiansfeld ved strukturreformen i 2007 indgik i dannelsen af den nye Haderslev Kommune. Thomas Eriksen blev stabs- og administrationschef i den nye kommunes tekniske forvaltning. Med udgangen af 2008 krydsede han havet og blev teknisk direktør og beredskabsdirektør i Faxe Kommune. Tre år senere blev hans ansvarsområde udvidet med økonomi og skolevæsen, og i juni 2013 blev han konstitueret kommunaldirektør – i august 2014 fast ansat stillingen. Han fratrådte i marts 2020 og blev et halvt år senere Frederikshavn Kommunes teknik- og kulturchef.
Borgmesterskifte i Dragør
Helle Barth (V) har den 1. juni overtaget borgmesterhvervet i Dragør Kommune efter partifællen Eik Dahl Bidstrup, der har trukket sig ud af kommunalbestyrelsen, fordi er han blevet valgt til ny landsformand for fagforeningen Krifa. Eik Dahl Bidstrup, 46 år, blev medlem af kommunalbestyrelsen i 2014 og blev samtidig borgmester.
Helle Barth blev valgt til borgmester med 11 stemmer, idet tre konservative undlod at stemme. Helle Barth er 58 år og har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 2014. Hun er bibliotekaruddannet og har siden 1998 været bibliotekar og underviser på Danmarks Mediehøjskoles afdeling i bydelen Emdrup i Københavns Kommune. Hun genopstiller ved efterårets kommunalvalg.
Eik Dahl Bidstrups plads i kommunalbestyrelsen er overtaget af Per Faldborg Olesen (V), der er 68 år. Han gik på pension for fire år siden og havde været ansat hos SAS siden 1971, senest jourhavende trafikchef. Han har tidligere været V-medlem af kommunalbestyrelsen i 1994-2001. Han var i en årrække formand for Venstre i Dragør.
Horsens’ kommunaldirektør til Silkeborg
Peter Sinding Poulsen, der er kommunaldirektør i Horsens, rykker til Silkeborg Kommune som koncerndirektør. Han efterfølger Hanne Ahrens, der som tidligere omtalt går på pension ved udgangen af juni måned.
Peter Sinding Poulsen, 47 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 2000 og har en master i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet 2013. Efter sin kandidateksamen blev han ansat i Skanderborg-afdelingen af Boligkontoret Danmark, der er fællesadministration for alment boligbyggeri, men skiftede året efter til Aarhus Kommune som økonom i børn- og ungeafdelingen, og i 2003 videre til borgmesterens afdeling som projektleder. Herfra kom han i 2007 til Skanderborg Kommune, først som sekretariatsleder på ældreområdet, to år senere ældrechef og i 2010 tilføjet handicapchef. I juli 2012 rykkede Peter Sinding Poulsen til Horsens Kommune som direktør for uddannelse og arbejdsmarked samt kultur og borgerservice. Og i juni 2017 overtog han stillingen som kommunaldirektør. Han tiltræder 1. august som koncerndirektør i Silkeborg Kommune, valgt blandt 22 ansøgere. Peter Sinding Poulsen bor i Ry (Skanderborg Kommune), men flytter til sommer til købt hus i Aarhus.
Tilbage til centralforvaltningen
Efter små seks år som økonomidirektør i Københavns Kommune er Anders Bagger Jensen vendt tilbage til ministeriel lederstilling, idet han er tiltrådt som Forsvarsministeriets koncernøkonomidirektør.
Anders Bagger Jensen er 42 år og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 2006. Imens han læste, arbejdede han i godt to år som studentermedarbejder i Socialministeriet og blev efterfølgende fuldmægtig i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I 2007 skiftede han til Finansministeriet, hvor han 2009-2010 var ministersekretær, derefter personlig assistent for departementschefen. Han blev i februar 2012 souschef i ministeriets 4. kontor (uddannelses- og kulturpolitik) og i august året efter kontorchef for samme kontor. Det var fra denne stilling, at Anders Bagger Jensen i september 2015 kom til Københavns Kommune som økonomidirektør i kultur- og fritidsforvaltningen. Og i maj er han nu vendt tilbage til centraladministrationen som Forsvarsministeriets koncernøkonomidirektør.
Ny byggechef i København
Nanna Westerby Jensen, forud chef for Overborgmesterens Sekretariat, har overtaget stillingen som chef for Byggeri København, hvor hun efterfølger Kasper Graa Wulff, der er rykket til Lyngby-Taarbæk Kommune som direktør i koncerndirektionen. Hun efterfulgte i øvrigt også Kasper Graa Wulff, da denne i 2018 forlod Overborgmesterens sekretariat til fordel for ByggeSi København.
Nanna Westerby Jensen er 36 år og var i sine yngre dage meget aktiv i politik og var således 2003-2004 landsformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og i godt et år i 2007-2008 landsformand for SF Ungdom. Hun har også 2012-2016 været hovedbestyrelsesmedlem hos partiet SF, som hun 2007-2011 repræsenterede i Folketinget (og var her bl.a. partiets boligordfører og var formand for Folketingets boligudvalg). Nana Westerby Jensen er kandidat i socialvidenskab og arbejdslivsstudier fra Roskilde Universitet 2015. Hun var 2011-2013 daglig leder af Forum for Politisk Analyse og derefter i to år publikationschef hos tænketanken Cevea. Nanna Westerby Jensen har været ansat ved Københavns Kommune siden juni 2015 – med start som personlig assistent for daværende overborgmester, Frank Jensen, fra august 2015 souschef og fra året efter chef for Overborgmesterens Sekretariat. Hun tiltrådte 1. maj som chef for Byggeri København og er samtidg medlem af økonomiforvaltningens koncerndirektion. Hun i bor i bydelen Vanløse.
Bornholms direktion igen fuldtallig
Bornholms Regionskommune har ansat Lillian Rasch Madsen som ny direktør og tredje medlem af direktionen, der dermed er fuldtallig igen. Hun overtager pladsen efter Claus Stensgaard, der blev afskediget tidligere på året, og hun får blandt andet natur, erhverv og klima som ansvarsområde. Lillian Rasch Madsen, der er født og opvokset på Bornholm, har tidligere i en lang årrække været kommunalt ansat på øen. Hun blev valgt til direktørstillingen blandt 25 ansøgere.
Lillian Rasch Madsen er uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) 1993, har diplomuddannelse i offentlig ledelse fra Professionshøjskolen Metropol og en uddannelse i Strategisk Byledelse for Fagchefer fra Dansk Arkitektur Center. Efter sin eksamen fra DTU var hun konsulent ved DEMEX Rådgivende Ingeniører A/S i København og skiftede i december 1994 til en konsulentstilling ved rådgivningsvirksomheden COWI i Kgs. Lyngby. Det var herfra, at Lillian Rasch Madsen i 1999 rykkede til Rønne Kommune/Bornholms Regionskommune som chefkonsulent. Og hun blev i 2010 sekretariatschef ved regionskommunens Teknik & Miljø. I juni 2012 skiftede hun til Frederiksberg Kommune som leder af Byggeri og Arkitektur og har siden juni 2016 været afdelingschef for By, Byggeri og Ejendomme. Lillian Rasch Madsen tiltræder den 1. august som direktør i Bornholms Regionskommune.
Områdechef fra København til lærerforeningen
Anders Andersen, hidtil områdechef i Københavns Kommunes børne- ungdomsforvaltning, er rykket til Danmarks Lærerforening, hvor han er blevet uddannelsespolitisk chef.
Anders Andersen er 58 år, læreruddannet fra Blaagaard Seminarium 1987 og har diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Forvaltningshøjskole 2004. Som nyudklækket lærer blev han ansat på Hanna-Skolen (Bagsværd Friskole) og skiftede to år senere til den københavnske folkeskole Korsager Skole i Brønshøj-Husum. I 1992 vendte han tilbage til friskolen og blev i 1997 skolens leder. I 2004-2011 var han pædagogisk konsulent/chefkonsulent i forskellige styrelser under Undervisningsministeriet, derpå igen skoleleder, nu i Ballerup Kommune. I juli 2013 blev Anders Andersen kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og skiftede i marts 2019 til Københavns Kommune som områdechef for Brønshøj-Værløse i børne- og ungdomsforvaltningen. Det er herfra, at han 1. juni kom til Danmarks Lærerforening som uddannelsespolitisk chef.
Ny centerchef for sundhed og omsorg i Lyngby-Taarbæk
Charlotte Aagaard, hidtil institutionschef i Kriminalforsorgen, er blevet chef for Center for Sundhed og Omsorg i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hun efterfølger her Tina Mørk, der som tidligere omtalt fratrådte med udgangen af maj måned.
Charlotte Aagaard, 59 år, er bl.a. cand.phil. i audiologopædi fra Københavns Universitet i 1993, cand.merc. fra Copenhagen Business School (CBS) 2003 og har diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun kom som nævnt til Lyngby-Taarbæk fra Kriminalforsorgen og var forud 2012-2019 chef for Center for Særlig Social Indsats i Helsingør Kommune og i 2009-2012 centerleder for tre bo- og døgntilbud i Hillerød Kommune. Før da var hun i halvandet år direktør for eget firma i Hillerød og har haft en række andre stillinger på det sociale område og med universitetsundervisning.
Ny leder af Hernings byrådssekretariat
Flemming Laurits Pedersen, forud specialkonsulent i Færdselsstyrelsen, er blevet leder af Herning Kommunes byrådssekretariat, og han efterfølger i denne stilling Signe Maibom Krøjgaard, der fratrådte ved årets begyndelse og har herefter etableret sig som selvstændig konsulent.
Den 63-årige Flemming Laurits Pedersen er læreruddannet fra Odense Seminarium 1984 og gennemførte efterfølgende en juridisk uddannelse ved Aarhus Universitet i 1990. Og han fik derpå sit første arbejdsmæssige bekendtskab med Herning, idet han blev advokatfuldmægtig ved et lokalt advokatfirma. Herfra rykkede han i 1993-1997 til et advokatfirma i Kolding, først som fuldmægtig og senere advokat. Efterfølgende var han et lille år ved et advokatfirma i Fredericia, inden han i 1998 kom til den kommunale sektor som juridisk fuldmægtig på juridisk kontor i Odense Kommune. Og blev fem år senere chef for Egtved Kommunes borgmesterkontor. I 2006 skiftede Flemming Laurits Pedersen til Vejle Kommune, først små fire år som chef for byrådssekretariatet og derpå otte år som administrationschef i Erhverv og Kultur. Fra 2017 var han afdelingschef ved Region Syddanmark og kom så i december 2020 til Færdselsstyrelsen som specialkonsulent. Og i maj overtog han stillingen som leder af Herning Kommunes byrådssekretariat.
Ny natur- og miljøchef i Lemvig
Lemvig Kommunes Teknik og Miljø har ansat Morten Corneliusen, hidtil gruppeleder og projektleder ved ingeniørfirmaet Niras i Aarhus, som ny natur- og miljøchef. Han har overtaget stillingen efter Thomas Damgaard, der er tiltrådt en tilsvarende, men nyoprettet stilling i Viborg Kommune.
Morten Corneliusen er 55 år og bl.a. uddannet miljøteknikker fra Frederikshavn Tekniske Skole 1989 og har lederuddannelse fra Silkeborg Kommune. Han var 1990-1995 miljømedarbejder ved daværende Holmsland Kommune og efterfølgende i 10 år ved daværende Kjellerup Kommune, hvor han senest var indsatsleder og beredskabschef. I 2005-2015 var Morten Corneliusen leder af forebyggende afdeling ved Silkeborg Brand & Redning og drev samtidig de sidste fire år egen virksomhed med brandrådgivning. Fra 2015 var han ansat ved ingeniørfirmaet Niras A/S i Aarhus, indtil han pr. 1. juni i år tiltrådte som Lemvig Kommunes natur- og miljøchef.
Glostrup henter centerchef i huset
Dorte Lohmann Jarratt, forud funktionsleder i Glostrup Kommunes Center for Borger og Arbejdsmarked, er pr. 1. juni blevet samme centers chef. Hun efterfølger Nicolai Drøschler, der som tidligere omtalt er blevet centerchef for Job & Social i Lejre Kommune.
Dorte Lohmann Jarratt, 47 år, er uddannet socialrådgiver fra Professionshøjskolen UCL i Odense 1997 og har senere gennemført en diplomuddannelse i ledelse. Som nyuddannet socialrådgiver blev hun ansat på integrationsområdet i Odense Kommune og rykkede året efter til Aalborg Kommunes beskæftigelsesafdeling. Og herfra kom hun i 1999 til jobcentret i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor hun i 2008-2015 var teamleder og derefter afdelingschef for jobcentrets beskæftigelserehabilitering. I sommeren 2018 kom Dorte Lohmann Jarratt til Glostrup Kommunes Center for Borger og Arbejdsmarked som funktionsleder og overtog forleden stillingen som centrets chef.
Ny chef for Odders digitalisering og indkøb
Odder Kommune har ansat Kim Malchau, der efter 10 år i den private sektor er vendt tilbage til det kommunale og tiltrådt som chef for digitalisering og indkøb i Odder Kommune. Han overtog stillingen efter Jan Møller, der er gået på pension.
Kim Malchau er 50 år og cand.oecon. fra Syddansk Universitet i 2000. Kort efter blev han ansat ved Odense Kommune som system- og organisationskonsulent i børne- og ungeforvaltningens ledelsessekretariat. Han var ved Odense Kommune i 11 år og var projektleder i it-afdelingen, da han 2011 skiftede til CSC Scandihealth A/S i Aarhus som projektleder for implementering af it-løsninger til danske kommuner. Og i 2016 rykkede han til virksomheden IntraNote a/s i Silkeborg, hvor han arbejdede med at professionalisere projektledelse. Det var herfra, at Kim Malchau kom til Odder Kommune den 1. juni, valgt blandt 19 ansøgere. Han bor i Solbjerg i den sydlige del af Aarhus Kommune.
/// Runde år
70
Karen Jeppesen (SF), pædagog og medlem af Fanø Kommunalbestyrelse, fylder 70 år den 20. juni. Hun har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 2016, hvor hun rykkede ind som suppleant. Hun er i øjeblikket næstformand for erhvervs-, natur- og teknikudvalget samt medlem af social- og sundhedsudvalget og af et § 17, stk. 4-udvalg med forskellige planlægningsopgaver. Karen Jeppesen er uddannet pædagog og tidligere leder af Fanø Børnehave. Hun har været pensionist siden 2015, og hun genopstiller ved efterårets kommunalvalg.
Anne Marie Lyduch (V), lærer og medlem af Greve Byråd siden 2002, fylder 70 år den 17. juni. Hun er i byrådet formand for kultur- og fritidsudvalget og medlem af skole- og børneudvalget. Anne Marie Lyduch er læreruddannet fra Københavns Dag- og Aftenseminarium i 1978, og hun har siden da været ansat ved Greve Kommune, bortset fra perioden 1996-2005, hvor hun var idrætskonsulent i Badminton Danmark. Før konsulentstillingen var hun lærer ved Strandskolen, og siden 2005 har hun været ansat ved Hedelyskolen. Anne Marie Lyduch genopstiller ved efterårets byrådsvalg.
Bent Jacobsen (V), virksomhedsejer og medlem af Skanderborg Byråd, fylder 70 år den 23. juni. Han har været medlem af Skanderborg Byråd siden 2014 og var medlem af Odder Byråd 1986-1989. Han er i indeværende byrådsperiode medlem af økonomiudvalget og af undervisnings- og børneudvalget. Bent Jacobsen er oprindelig landbrugsuddannet, senere læreruddannet ved Nr. Nissum Seminarium. Han og ægtefællen var i 24 år forstanderpar på Gylling Efterskole, men flyttede, og siden 2013 har han været virksomhedsejer og direktør for KFO – Konferencecenter for Ordblinde. Bent Jacobsen genopstiller ved efterårets byrådsvalg.
Walter Christophersen (DF), selvstændig og medlem af Halsnæs Byråd, fylder 70 år den 12. juni. Han er født og opvokset i Liseleje og har hele livet boet i, hvad der nu er Halsnæs Kommune. Walter Christophersen har været kommunalpolitiker siden 2002, bortset fra 2005-2007, hvor han var medlem af Folketinget. Forud havde han været medlem af Frederiksværk Byråd, men Frederiksværk indgik i 2007 i dannelsen af Halsnæs Kommune, og Walter Christophersen blev medlem af den nye kommunes byråd. Her er han i indeværende periode medlem af udvalget for skole, uddannelse og dagtilbud og af udvalget for miljø og plan. Han var i foregående valgperiode 1. viceborgmester. Walter Christophersen er selvstændig erhvervsdrivende og er bl.a. medejer af et firma, der dyrker og handler med juletræer, desuden medhjælper på hustruens campingplads.
50
Kristian Nørgaard Jensen (V), selvstændig og medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse, fylder 50 år den 13. juni. Han har været medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse siden 1. januar 2018 og er medlem af børne- og skoleudvalget og af erhvervs- og beskæftigelsesudvalget. Kristian N. Jensen er cand. merc. fra Aarhus Universitet 1996 og har siden 2014 været selvstændig indehaver og direktør for AIM Create, der udfører markedsanalyser.
40
Martin Stenmann (S), lærer og medlem af Nyborg Byråd, fylder 40 år den 12. juni. Han har været medlem af byrådet siden 2014 og er i denne valgperiode bl.a. medlem af økonomiudvalget, af kultur- og fritidsudvalget, af sundheds- og forebyggelsesudvalget af folkeoplysningsudvalget og af handicaprådet. Han er desuden formand for børn- og ungevalget (tvangsfjernelser) samt næstformand i erhvervs- og udviklingsudvalget og i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Og er i bestyrelsen for Fonden for Nyborg Fæstning. Martin Stenmann er læreruddannet fra Odense Lærerseminarium 2007 og har siden 2008 undervist på Birkhovedskolen i Nyborg. Han var 2012-2020 medlem af kredsbestyrelsen i Danmarks Lærerforening. Han har siden 2015 været medlem af bestyrelsen for Nyborg Teaterforening. Er desuden domsmand.
/// Farvel til
Hillerød-direktør går på pension
Vibeke Abel, direktør for Job, Social og Sundhed i Hillerød Kommune, går på pension ved udgangen af oktober måned. Hillerød Kommune er i gang med ansættelsen af sin efterfølger, som forventes at tiltræde i midten af september.
Vibeke Abel er fyldt 67 år ved sin fratræden. Hun er cand. mag. i dansk og kulturgeografi fra Roskilde Universitet 1985, har desuden kursus i systemisk ledelse samt korte uddannelser i USA og England. Efter sin eksamen fra Roskilde Universitet blev Vibeke Abel ansat ved Storstrøms Amt som analysemedarbejder i beskæftigelsessekretariatet. Og blev året efter fuldmægtig ved Ligestillingsrådets sekretariat og arbejdede her det første år på et projekt om EU’s ligestillingspolitik. I 1990 blev hun ligestillingskonsulent ved HK og blev i 1997 leder af HK’s politisk/økonomiske sekretariat. I 2000 blev hun chef for en nyoprettet ligestillingsafdeling under By- og Boligministeriet. Vibeke Abel fortsatte i samme stilling, da afdelingen i 2002 flyttede til Socialministeriet, efterfølgende til det nyoprettede Velfærdsministerium. Vibeke Abel blev i 2009 direktør for ligestillingsområdet i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det var herfra, at hun i februar 2010 kom til Hillerød Kommune som job-, social- og sundhedsdirektør. I slutningen af sin karriere i Hillerød er hun vikarierende kommunaldirektør fra 20. september til 17. oktober, hvor kommunaldirektør Erik Nygreen har orlov. •