
Tidligere folketingsmedlem bliver spidskandidat i Herning
tekst Mads Brandsen
Efter at Det Konservative Folkepartis frontfigur i Herning Byråd, Rasmus Norup, har forladt politik, har partiet fundet en ny spidskandidat.
Valget er faldet på 50-årige Per Ørum Jørgensen, der var folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne 2005-2011. Det skriver Herning Folkeblad.
Efterfølgende forlod han politik og understregede over for Herning Folkeblad, at han aldrig skulle tilbage igen. Nu kunne han imidlertid ikke sige nej til den mulighed, der bød sig.
I en pressemeddelelse glæder formanden for Det Konservative Folkeparti i Herning Kommune, Jesper Schelander, sig over valget af spidskandidat.
– Per Ørum er kendt som en erfaren politiker, som har vist stærke politiske resultater i sin tid på Christiansborg. Vi har derudover fået samlet et utrolig stærkt kandidathold, som vi skylder at have en kompetent spidskandidat, og det får vi i Per. Vi har fuld tillid til, at vi med denne løsning ikke starter forfra, men fortsætter vores strategiske forløb som hidtil. Og vi er overbeviste om, at Per er den helt rigtige til at løse denne opgave og sammen med vores kandidathold arbejde videre for at fortsætte den positive udvikling i Herning Kommune, siger Jesper Schelander.
Det Konservative Folkeparti fik 4,2 procent af stemmerne ved KV17, hvilket rakte til to mandater. mdbr@kl.dk