
Helle Hagemann er ny direktør i Hillerød
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Ansættelsen af den nye direktør for Job, Social og Sundhed i Hillerød blev besluttet af Hillerød Byråd mandag aften.
Helle Hagemann er cand.scient.pol. og har en lang erfaring inden for det direktørområde, hun nu skal overtage efter Vibeke Abel, der går på pension den 1. november.
I dag er Helle Hagemann direktør for Velfærd, Sundhed og Arbejdsmarked i Frederikssund, ligesom hun har haft en tilsvarende stilling i Halsnæs Kommune.
– Med Helle Hagemann får vi en erfaren og visionær leder på et område, som kan bidrage til udviklingen af vores kernevelfærd på både sundhedsområdet, det sociale område og arbejdsmarkedet. Helle Hagemann er godt bekendt med både Hillerød og Nordsjælland, er erfaren og har et stærkt netværk, som vil komme os til gavn. Jeg glæder mig til samarbejdet på så stort og vigtigt et område, siger borgmester Kirsten Jensen (S).
Helle Hagemann ser frem til de nye udfordringer.
– Der sker rigtig mange ting i Hillerød i disse år. Jeg ser frem til at være med i udviklingen og de mange spændende projekter, der er i kommunen i samarbejde med borgere, medarbejdere og byrådet, siger Helle Hagemann.
Helle Hagemann er 53 år og bosat i Birkerød. tkn@kl.dk