Man kan ikke spille borgmester
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##264041##ContentBoxEnd##
Selvom tallet 25 og navnet Christina Krzyrosiak Hansen synes at hænge uløseligt sammen, efter hun i 2017 blev borgmester i Holbæk på sin 25-års fødselsdag og udråbt til valgets yngste borgmester, er Holbæk Kommunes borgmester altså rundet 28 år. Hun har også snart fire år på borgmester-cv’et, og til efteråret går hun til valg i håb om at generobre borgmesterposten. Og den første valgperiode som borgmester har med Christina Krzyrosiak Hansens (S) egne ord været ”fuldstændig fantastisk”.
– Jeg har virkelig skullet lære meget, og jeg har måske mest af alt skulle lære at bevare mig selv i den nye rolle, selvom mit arbejdsliv og på mange måder også resten af mit liv ændrede sig markant. Jeg har brugt rigtig meget energi på at bevare den, jeg er, og finde nogle rum, der er mine egne, hvor jeg ikke behøver at ligne alle andre borgmestre, siger Christina Krzyrosiak Hansen og tager kaffekoppen foran sig op med begge hænder, inden hun tager en tår.
Fra borgmesterkontoret har hun udsigt over Holbæk Havn, som denne dag ligger solbeskinnet hen, mens bølgerne på vandet afslører, at det blæser godt udenfor borgmesterens vindue. Men på kontoret ånder alt fred og ro. Og Christina Krzyrosiak Hansen har også fundet en indre ro i rollen som borgmester.
– Jeg synes faktisk, jeg er lykkedes med at bevare mig selv. Lige da jeg var nyvalgt, var der rigtig mange, der ville gøre sig kloge på, hvordan jeg skulle gøre tingene, og der var ret mange skeptikere. Dem brugte jeg meget tid på – også mentalt. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg faktisk havde bevist, at jeg fortjente pladsen, og hvor jeg kunne skrue lidt mere op for Christina og lytte lidt mindre til kritikerne, siger hun.
Det var regnskab nummer to om kommunens økonomi, der blev skelsættende for Christina Krzyrosiak Hansen. Da hun overtog borgmesterposten, var det med et ønske om at rette op på Holbæks økonomi, der havde sikret kommunen en tvivlsom førsteplads i lavest likviditet. Og da det andet regnskab i valgperioden landede på borgmesterens bord, mærkede landets yngste borgmester en ro i sig selv.
– Folk havde jo en fair pointe i at sige, at jeg var ung, for det var jeg, og det er helt reelt, men det at være ung er ikke det samme som, at man ikke kan træffe beslutninger. Da andet regnskab viste, at vi var i balance, fandt jeg en ro i, at vi var på rette vej. Der skete noget med mig der, siger hun og understreger, at Holbæk Kommune hverken har opfundet den dybe tallerken, eller at det er hendes fortjeneste alene.
– Vi har genoprettet økonomien i kombination med, at vi har prioriteret velfærdsområderne. Men det er ikke noget, jeg har gjort alene. Det har kommunalbestyrelsen gjort, og alle store aftaler, vi har vedtaget, har vi alle sammen stået bag. Det er en fælles bedrift. Vi har ganske enkelt hanket op og sagt, opdager vi et økonomisk problem i marts, skal der ligge en handleplan i april. Vi har fået styr på den økonomiske kultur.
Tidligere har Christina Krzyrosiak Hansen sammenlignet den økonomiske tilgang med en husmoderlig indstilling, hvor der ikke bruges en krone, før den er i hånden. Og borgmesteren er da også overbevist om, at respekten – om ikke direkte for økonomi, men så for fællesskabet – kommer fra forældrene og barndomshjemmet i Holbæk.
– Mine forældre har givet mig en grundrespekt for, at når man har ansvar for et fællesskab, som en kommune jo er, så er det ikke en selv, det går ud over, hvis man svigter det ansvar. Det er jo et ret stort pres at sætte sig selv under, det ved jeg godt, men det er det, de har lært mig, siger Christina Krzyrosiak Hansen og fortsætter:
– Nu er det valgår, og vi sidder og arbejder med budgettet, og hvis jeg kun skulle tænke på mig selv, så lavede jeg jo et fuldstændig vildt valgbudget, hvor vi bare delte ud til højre og venstre. Men det kan jeg ikke, hvis vi også skal leve godt om et, to og tre år. Så skal vi faktisk køre ret stabilt. Og det er det, der er for det fælles bedste.
Et rullende borgmesterkontor
Med sin blomstrede jakke og det løsthængende blonde hår trukket let bag ørerne, ligner Christina Krzyrosiak Hansen ikke mange af landets øvrige borgmestre. Og hun er også en anderledes borgmester, erkender hun.
– Men det har ikke været et mål i sig selv at være det. En af grundene til det er jo nok det, som du kan se der, siger hun og peger på væggen for enden af mødebordet.
”Borgmesterkontor Christina” står der med barnlig skrift på en række farvestrålende stykker karton, der er tapet sammen og pyntet med udklippede blomster.
– Det er fra Svinninge Skole, hvor jeg på et tidspunkt flyttede borgmesterkontoret til, tilføjer Christina Krzyrosiak Hansen.
En gang i kvartalet flytter hun nemlig borgmesterkontoret til et lokalområde i Holbæk.
– Det begyndte jeg ikke på, fordi jeg ville være en anderledes borgmester, men fordi kommunen er geografisk kæmpestor, og jeg vidste godt, der var en folkestemning om, at man kun så sin borgmester, når vi var tæt på valg eller en gang i mellem. Og der havde jeg det bare sådan, at sådan ville jeg ikke være. Jeg vil gerne være til stede, fortæller hun.
Når borgmesterkontoret er flyttet ud, planlægger borgmesteren besøg på virksomheder, institutioner og foreninger, og så holder hun åbent kontor for borgerne. Hver tirsdag er hun også i praktik et sted i kommunen.
– Jeg lægger ret meget energi i at være ude af huset, hvilket betyder, at jeg har en ret god fornemmelse med, hvad der rører sig rundt omkring. Jeg har skullet lære meget, og selvom jeg ikke skal kunne bygge et hus, skal jeg vide, hvad der er vigtigt for den lokale tømrer. For mig er det et frirum, siger borgmesteren, der dog ikke mener, hun har opfundet opskriften på, hvordan man skal være som borgmester.
– Jeg tror, alle borgmestre skal stille sig spørgsmålet: Hvordan er jeg mest mig selv som borgmester? Hvis det er at være ude i praktik og flytte kontoret rundt, så skal man gøre det, men hvis det er det modsatte, skal man ikke gøre det. Man kan ikke spille borgmester. Man skal være det med den, man er, og det har været meget vigtigt for mig, at jeg er borgmester på en måde, hvor jeg kan genkende mig selv, for ellers bliver det for fremmed og for svært.
For nylig deltog Christina Krzyrosiak Hansen i et møde i Kommunaldirektørforeningen. Efterfølgende beskrev formand for foreningen og kommunaldirektør i Vejle, Niels Ågesen, hende som ”en ny type politiker, der kommunikerer uden meget papir og har masser af dialog med borgerne på sociale medier”. Om han har ret, tygger Christina Krzyrosiak Hansen lidt på, inden hun svarer:
– Ja. Men jeg kunne godt fristes lidt til at sige, at jeg ikke har opfundet noget af det her. Der har jo været borgmestre før mig, som hilste på alle deres borgere, når de mødte dem, og der har også været borgmestre før mig, som gav hånd til alle deres borgere, når de mødte dem. Det at være i øjenhøjde er ikke nyt. I virkeligheden er jeg en gammeldags politiker på de sociale medier.
Ifølge Christina Krzyrosiak Hansen havde hun og forvaltningen også i starten lange snakke om, hvorfor borgmesteren skulle bruge så meget tid udenfor rådhuset. Men hun mener selv, hun er lykkedes med at skabe en forståelse hos forvaltningen.
– I virkeligheden er jeg ret heldig, at min kommunaldirektør deler min opfattelse i forhold til, at skal du lede mennesket, så skal du også have mødt dem. Han går også selv i praktik. Jeg synes, forvaltningen har været forstående, men det har krævet nogle snakke. Og i virkeligheden har det nok også handlet om at få dem til at forstå, at det ikke bare er et valgstunt. I så fald ville det være et meget, meget langt valgstunt. For mig handler det om ledelsesstil, siger hun og maner også onde tunger, der måtte mene, at hun bruger for lidt tid på rådhuset, i jorden.
– Det, de glemmer, er, at når jeg er en time ude i byen, så er jeg også en time på mit kontor. Jeg kan gøre det her, fordi jeg arbejder mere. Det kan kun lade sig gøre, når jeg lægger 60 timer og ikke 37, siger Christina Krzyrosiak Hansen og holder en kort pause, inden hun fortsætter:
– Der er ikke noget her, jeg overser, fordi jeg er ude. Det her er førsteprioritet. Det er at drive og drifte kommunen fra rådhuset. Men hvis man vil udvikle og have borgerne med på udvikling, så skal man også ud ad døren og ud af rådhuset.
##ContentBoxStart##264042##ContentBoxEnd##
Gøre politik tilgængeligt
De 60-70 timer lange arbejdsuger er der blevet færre af, siden Christina Krzyrosiak Hansen startede som borgmester. Det er stadig langt fra hver weekend, at borgmesteren har fri, men hun er begyndt at holde fri i weekenden. Og alt lige fra aftensmad til korte pauser er skrevet i kalenderen.
– Jeg arbejder markant anderledes end det første halvandet år, jeg var borgmester. Jeg er blevet klogere og har lært, at man er simpelthen ikke nogen god borgmester, hvis man arbejder så mange timer, for man er træt, når man møder ind dagen efter. Jeg prioriterer at have aftener, hvor jeg ser mine venner og min familie – og det er alt sammen lagt i min kalender. Der står, hvornår jeg skal spise aftensmad med min kæreste, hvornår jeg holder frokost, og hvornår jeg skal drikke kaffe med min mor. Der var engang en, der sagde til mig, at man altså har for travlt, hvis man skal kalenderplanlægge, hvornår man drikker kaffe med sin mor. Men hvis alternativet er, at jeg ikke drikker kaffe med hende, så vil jeg 100 procent hellere kalenderplanlægge et halvt år frem og vide, at jeg kommer til at se hende, fortæller hun.
Noget andet, Christina Krzyrosiak Hansen tager sig tid til, er at optræde i medier. Det er de færreste, for ikke at sige slet ingen, borgmestre i Danmark udover Christina Krzyrosiak Hansen, der har fået sin egen serie på DR3 om borgmestergerningen og er blevet portrætteret i alt fra Alt for Damerne til Djøfbladet. Men det er langt fra alt, den eftertragtede borgmester stiller op til. Det skal gavne Holbæk Kommune, give borgerne indsigt i, hvem hun er som menneske, gavne hendes parti eller være godt for at tiltrække unge og kvinder til politik, før borgmesteren siger ja til en medieoptræden. Derfor kommer hun heller ikke til at optræde på dansegulvet i Vild med Dans, hvis hun skulle blive spurgt, og hun har også sagt nej til at drøne rundt i et Zulu Djævleræs-lignende program.
– En af grundene, til jeg har sagt ja til både DR3-programmet og interviews med for eksempel Femina, er, at det har været vigtigt for mig at vise andre unge kvinder, at man på trods af kritik godt kan blive leder som ung, og man også godt kan bevare sig selv i det. Jeg har mødt så mange kvinder, som har holdt sig fra politik eller lederstillinger, fordi de har tænkt, de ikke var erfarne nok, eller de ikke har det, der skal til, men den eneste, der kan afgøre, om man er klar til at påtage sig det ansvar, det er en selv. Muligheden for at sige det højt, har jeg kun, så længe jeg sidder her. I det sekund, jeg ikke sidder her længere, er min platform jo væk, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Hun mener, politikere generelt har en opgave i at gøre politik tilgængeligt for mulige kandidater.
– Det, der kan irritere mig, er, at det tit bliver talt op på en måde, som om unge eller kvinder ikke har lyst til at stille op, men jeg har aldrig mødt et ungt menneske, hvor – hvis man borer lidt – de så egentlig ikke gerne vil eller synes, det er megaspændene. Men de tror, kommunalpolitik ikke er for dem. Og så er det jo os, der er i kommunalpolitik, der har en forbandet pligt til at vise: Jo, det er det.
##ContentBoxStart##264043##ContentBoxEnd##
Lægge sig i selen
Der er ikke mange dårlige dage på borgmesterkontoret. Christina Krzyrosiak Hansen lægger ikke skjul på, at hun elsker jobbet som borgmester og den alsidighed, der følger med titlen. Det er heller ikke svære beslutninger eller fyringer af medarbejdere, der kan give borgmesteren ondt i maven.
– Det sværeste er ikke at stå ved de beslutninger, jeg har truffet. Det sværeste er at blive beskyldt for ting, man ikke har gjort, eller at have haft intentioner, man aldrig har haft. Hvis borgere skriver på Facebook, at borgmesteren ikke vil lytte til dem, kan det ødelægge hele min aften, for det går jeg virkelig meget op i. Jeg kan også nogle gange få lyst til at ringe til dem og tænke: ”Så må jeg jo snakke med dem”. Men det er altså også ret voldsomt for borgeren, når borgmesteren ringer. Det har jeg gjort nogle gange, og det skal man passe på med, siger Christina Krzyrosiak Hansen og griner.
I stedet har hun fundet metoder til at skåne sig selv. I pressede perioder, hvor hun er mere sårbar, sletter hun Facebook-app’en på sin telefon, når hun kommer hjem fra arbejde. Og så installerer hun den igen, når hun møder næste morgen.
– Nogle gange kan jeg tage mig selv i simpelthen at gå ind og lede efter kritik, og det er jo et usundt mønster. Så jeg finder nogle metoder, hvor jeg kan passe på mig selv. Jeg vil ikke bare være mere hårdhudet. Samfundet har nok hårdhudede politikere. Det har jeg ikke lyst til at være, konstaterer hun.
Snart tager Christina Krzyrosiak Hansen hul på sin første valgkamp som siddende borgmester. Hun tror ikke selv, hendes alder kommer til at fylde lige så meget i den kommende valgkamp. Og så alligevel. For når man nærmer sig de 30, er det så ikke snart tid til at få børn?
– Jeg er ikke bange for det spørgsmål, for selvfølgelig kan en borgmester få børn. Jeg vil gerne have børn, og jeg bliver 29 til november, så folk kan jo godt regne ud, at det er i løbet af de næste par år. Jeg vil da mega gerne være nogens mor. Men ikke lige i morgen, siger hun og mindes diskussionerne om hendes alder ved den seneste valgkamp.
– Det, der er mega hårdt ved alder, er, at du ikke kan gøre noget ved det. Når folk har taget en beslutning om, at du er for ung, er det eneste, du kan gøre, ikke at bruge for mange vågne timer på det, og gud, hvor ville jeg ønske, nogen havde sagt det til mig for år tilbage, for jeg har virkelig brugt mange timer på at forsvare min alder. Den eneste måde, man kan komme ud af det på, er ved at levere resultater. Det er det eneste, de har respekt for.
Selvom Christina Krzyrosiak Hansen af flere er blevet udråbt til lidt af en politisk superstjerne, er det ikke en karriere på Christiansborg, der trækker. Selv hvis statsministeren ringede med tilbud om en ministerpost, ville hun sige nej. Hun er nemlig ikke i tvivl om, at hun vil gå benhårdt efter også at kunne kalde sig borgmester i Holbæk efter næste valg.
– Jeg elsker det, jeg laver, og man kan virkelig gøre en forskel, hvis man lægger sig i selen. Det synes jeg også, vi har vist de seneste fire år. Jeg havde fire af mine allerbedste venner på besøg for nylig, hvor de spurgte: ”Hvad er det værste, der kan ske, hvis du ikke bliver genvalgt?”. Og det er, at jeg har fundet mit drømmejob, så tanken, om at nogen skulle tage det fra mig, er jo ikke særlig sjov. Jeg ville blive ulykkelig, hvis jeg ikke blev borgmester, og jeg har lovet mig selv at være i det, jeg er i, så meget som jeg overhovedet kan, fordi jeg elsker det. • antj@kl.dk