Kort nyt
tekst Mads Brandsen
Kolding først med budgettet
BUDGET ’22 /// Mens de fleste først forhandler budget efter sommerferien, er Kolding tidligt på færde. Byrådet er blevet enigt om en budgetaftale for 2022.
Det er særligt socialområdet, en coronapulje og byggeriet af et nyt plejehjem, der er afsat penge til i den nye budgetaftale. Kolding har desuden et rekordstort anlægsbudget på over 900 millioner kroner, hvor investeringer i ringvej og byggerier spreder sig over flere år. På den konto har byrådet derfor holdt lidt igen. • antj
Vejle står til stor data-bøde
DATA /// Vejle Kommune er blevet meldt til politiet og indstillet til en bøde på 200.000 kroner for lemfældig omgang med forældreadresser i den kommunale tandpleje, oplyser Datatilsynet. Den kommunale tandpleje har haft en fast praksis med, at begge indehavere af forældremyndigheden har fået et velkomstbrev, der automatisk også indeholdt den anden forældres adresse. Dermed blev en eventuel navne- og adressebeskyttelse ikke respekteret. Og det er ikke godt nok, fastslår tilsynet.
– Når man opsætter en automatisk proces til fremsendelse af breve med personoplysninger, f.eks. adresser, skal man tage højde for, at videregivelse af oplysningerne i hvert enkelt tilfælde ikke må udsætte borgeres, herunder børns, rettigheder for en risiko. Man skal i øvrigt altid vurdere, om det overhovedet er nødvendigt, at oplysningerne fremgår af brevene, siger chefkonsulent i Datatilsynet, Eva Volfing, i en pressemeddelelse. Det var kommunen selv, der anmeldte bruddet på persondatasikkerheden. •
Fredericia rokerer om i toppen
FORVALTNING /// Topledelsen i Fredericia Kommune skal fra august se anderledes ud. Direktionen i kommunen vil vende tilbage til en klassisk model med en kommunaldirektør og tre forvaltningsdirektører, hvor ansvarsområderne er tydeligt fordelt.
Det skriver Fredericia Dagblad på baggrund af en intern orientering fra direktionen til medarbejderne. I forbindelse med fastlæggelsen af den nye struktur er en række direktørstillinger blevet midlertidigt besat med konstituerede direktører. •
16
procent færre ældre fik i 2020 et forebyggende hjemmebesøg. Det er 93.100 færre end året før.
Kilde: Danmarks Statistik
Taber afstemning – men bliver alligevel spidskandidat
KV21 /// Det kom nok som en overraskelse for medlemmerne af Radikale Venstre i Odder, at partiets byrådsmedlem Kresten Bjerre ikke blev spidskandidat til KV21. Ikke desto mindre trak hans udfordrer Katja Ivesøe det længste strå, da der som følge af stemmelighed mellem de to på et opstillingsmøde 3. juni måtte en lodtrækning til for at afgøre valget. Bestyrelsen mente dog ikke, at det var hensigtsmæssigt at afgøre et så vigtigt valg ved en lodtrækning, og derfor har den nu omstødt beslutningen og er sammen med kandidaterne nået til enighed om en ny rækkefølge, skriver Århus Stiftstidende. Det betyder, at Kresten Bjerre alligevel er spidskandidat. Hvorfor bestyrelsen har valgt at ændre rækkefølgen, vil formand Kasper Tomshøj ikke kommentere, men beslutningen er godkendt af partiets landsorganisation. – Vi har fået bekræftet, at medlemmerne ikke behøvede at stemme igen, siger han til avisen. •
Chefjob tvinger politiker ud af økonomiudvalget
JURA /// Byrådsmedlem Bente Faurholt (løsg.) kan ikke både arbejde som økonomi- og administrationschef for Læsøfærgen, der er en del af Læsøs økonomiforvaltning, og samtidig have sæde i økonomiudvalget. Det fastslår både det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen og KL’s juridiske kontor. Vurderingen fra KL’s jurister lyder, at hun ”er afskåret fra at være medlem af Læsø Kommunes økonomiudvalg” med henvisning til paragraf 29, stk. 3 i den kommunale styrelseslov, som fastslår, at et udvalgsmedlem ikke må arbejde for den gren af kommunens forvaltning, som udvalget har ansvaret for. Ankestyrelsen læner sig op ad KL’s notat og skriver, at det vil være i strid med loven at lade Bente Faurholt fortsætte som medlem af økonomiudvalget. Bente Faurholt har nu taget bestik af sagen og overladt sin plads i økonomiudvalget til Lars Vilsen fra Læsø Listen, som hun oprindelig blev valgt for. •
Anmelder forsyningsselskab til politiet
KRIMINALITET /// Et mandligt unavngivet medlem af bestyrelsen for det kommunalt ejede Hillerød Forsyning skal på en generalforsamling i forrige uge have fortalt, at en navngiven person har makuleret nogle dokumenter. Det får nu byrådsmedlem Nikolaj Frederiksen (K) til at politianmelde forsyningsvirksomheden. Det fortæller han i et interview med podcasten Visbys Verden, som den lokale Hillerød-borger Rasmus Visby står bag. Flere byrådsmedlemmer, der var til stede, bestrider Nikolaj Frederiksens udlægning. •
Ny aftale skal sikre flere sosu’er
UDDANNELSE /// Der skal uddannes flere social- og sundhedsmedarbejdere. Det er målsætningen i en ny lærepladsaftale, som KL, S-regeringen og fagforbundet FOA står bag.
Aftalen giver alle elever en garanti for en læreplads, når de har afsluttet grundforløbet, og har desuden fokus på at sikre fleksibilitet i tilrettelæggelsen af uddannelserne.
Aftalen gælder de næste fire år og indebærer, at der årligt vil være mindst 6.000 lærepladser til sosu-assistentelever og 3.000 pladser til sosu-hjælperelever. •
Fritstillet efter rod i bilagene
Det har tilsyneladende været svært for Greves kommunaldirektør, Claus Thykjær, at kende forskel på sit eget private og kommunens kreditkort.
I hvert fald har han forklaret, at han i flere tilfælde har taget fejl af kortene og derfor har brugt Greve Kommunes kreditkort til ishockeybilletter, MobilePay-betalinger, indkøb i Rema 1000, Irma og Circle K. Derudover har kommunen betalt en billet til en konference i USA til hans hustru. I alt mangler der bilag for over 10.000 kroner, skriver DR.
Derfor er han blevet fritstillet med omgående virkning, mens kommunen indleder en afskedigelsessag mod ham. Samtlige private udgifter er tilbagebetalt, men ifølge flere eksperter er der basis for at indlede en straffesag. •