Ny viden
tekst Mads Brandsen
Argumenterne er ikke overbevisende
BØGER /// Bogen er en radikal og tilsyneladende overbevisende fortale for en bæredygtig, indbringende fremtid, hvor vi arbejder mindre, men samtidig er mere produktive, engagerede og tilfredse. Bogen lader dog én tilbage med megen tvivl, ikke mindst set i lyset af vores erfaringer med hjemmearbejdet under coronaen. Hvorfor kan de forslag, Barnes beskriver ikke foregå i en 5-dages arbejdsuge?
Der er mange af Barnes’ pointer, der er relevante, uanset om de er knyttet til en 4-dages uge eller ej. Det gælder ikke mindst ideerne til mere fleksible arbejdsmetoder. Overbevist om en 4-dages arbejdsuge blev jeg ikke, men jeg er til gengæld overbevist om værdien af nye organisationsformer og fleksible arbejdsmetoder med hjemmearbejde. •
Læs hele Per B. Christensens anmeldelse på danskekommuner.dk
Over 100.000 er ofre for psykisk vold
KRIMINALITET /// 6,8 procent af alle 16-74-årige danskere har været udsat for psykisk vold inden for de seneste fem år, og 2,5 procent har været ofre for det inden for det seneste år. Det viser nye tal fra Offerundersøgelsen, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag. Det svarer til, at 108.000 personer er ofre for psykisk vold. Det er første gang, den psykiske vold er taget med i opgørelsen. Siden 2019 har straffeloven ligestillet psykisk vold med fysisk vold. Der er siden lovændringen anmeldt 616 sager om psykisk vold, mens der er faldet dom i 38 sager.
Hvert fjerde indvandrerbarn har ikke været til lægen i et år
SUNDHED /// Selvom børn med anden etnisk oprindelse end dansk har flere sundhedsproblemer end etnisk danske børn, kommer de markant sjældnere til den alment praktiserende læge. 26 procent af alle indvandrere under 10 år var slet ikke til lægen i 2020. Det gælder kun 11 procent af etnisk danske børn og 13 procent af efterkommerne, viser en ny analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration. Forskellen i andelene ses flere år tilbage, men er blevet lidt større i 2020, hvilket formentlig skyldes coronapandemien.
Kriminaliteten dykker i København
KRIMINALITET /// Færre og færre københavnere udsættes for borgervendt kriminalitet såsom lommetyveri, indbrud og vold, viser nye tal fra Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse. Mens der i 2009 var 76 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere, var tallet sidste år dalet til 38. Selv om det lave niveau delvist skyldes corona-nedlukningen, har tendensen dog været tydelig de seneste fem år. Samtidig med faldet i den faktiske kriminalitet er københavnernes utryghed også faldet, så det blot er ni procent af københavnerne, der føler sig utrygge i deres nærområde. Det er blandt andet i bydele som Indre Nørrebro og Brønshøj-Husum, at flest føler sig utrygge.
Syv ud af ti privatansatte arbejder med service
ARBEJDSMARKED /// Langt størstedelen af de ansatte i den private sektor arbejder indenfor serviceerhvervene, og andelen har været støt stigende de seneste 50 år, viser en analyse fra Dansk Erhverv. I dag tegner service sig for 73 procent af de private arbejdspladser. 15 procent arbejder inden for industri, råstofudvinding eller forsyning, mens ni procent arbejder indenfor bygge- og anlægsbranchen. Blot tre procent arbejder med landbrug og fiskeri. De private serviceerhverv tegner sig for 68 procent af den samlede private værditilvækst, påpeger analysen.
God offentlig transport får flere til at droppe bilen
TRANSPORT /// Det betyder noget for anskaffelsen af bil, om der er god og højfrekvent offentlig transport i lokalområdet. Det viser en analyse fra Danmarks Statistik. I områder med det laveste serviceniveau i offentlig transport har mere end 80 procent af familierne bil, mens det gælder for blot 39 procent i områder med meget højt serviceniveau i den offentlige transport, hvilket vil sige mindst 10 afgange i timen samt flere typer offentlig transport inden for 500 meter. Analysen viser samtidig, at næsten en million danskere ikke har adgang til offentlig transport inden for 500 meter. •