
Albertslunds nye kommunaldirektør er fundet
tekst Mads Brandsen
Albertslund Kommune har nu sat navn på hvem der skal efterfølge kommunaldirektør Jette Runchel, der stopper efter 15 år i kommunens tjeneste.
Det bliver Henrik Harder, nuværende kommunaldirektør i Dragør, der skal være med til at udvikle vestegnskommunen, der i disse år har vokseværk med udviklingen af nye boligområder som Coop Byen og området omkring Vridsløselille Fængsel.
Det arbejde har Henrik Harder den rette profil til, understreger borgmester Steen Christiansen (S) i en pressemeddelelse.
– Jeg er glad for, at det er lykkedes os at rekruttere en med erfaring som kommunaldirektør og bred direktørerfaring indenfor en lang række kommunale områder. Og jeg ser meget frem til samarbejdet med Henrik om at fortsætte Albertslund Kommunes gode udvikling. Jeg er sikker på, at Henrik vil møde Albertslund med den åbenhed og nysgerrighed, som gør, at han kan finde en god vej ind i det stærke fællesskab, som Albertslund udgør, siger han.
Henrik Harder er oprindeligt læreruddannet, men har suppleret med en mastergrad i offentlig ledelse. Før topposten i Dragør var han 2018-2020 direktør i Greve Kommune med ansvar for en lang række velfærdsområder. mdbr@kl.dk