
Kommunerne skal være aksen for udtagning af landbrugsjord
Udtagning af landbrugsjord og jordfordeling er udpeget som en del af den værktøjskasse, der skal løse klima-, miljø- og naturudfordringerne i Danmark.
For kommunerne er det ikke nyt. Arbejdet med at udtage og vådlægge landbrugsjord for at reducere udledning af CO2 og kvælstof er foregået i mange år. Kommunerne har samtænkt projekterne med egnsudvikling, klimasikring og naturgenopretning og dermed leveret på flere bundlinjer.
Regeringen har lanceret et udspil til en grøn omstilling af landbruget, som forhandles i skrivende stund. Her lægges op til, at der skal udtages eller braklægges mindst 88.500 hektar lavbundsjorder og randarealer inden 2030, at niveauet af kvælstof skal reduceres markant, og at der skal være plads til natur og biodiversitet.
Der er lang vej til mål. Siden 2014 er der udtaget ca. 1.500 hektar lavbundsjorder. Danmark er langt fra EU-forpligtelsen om god økologisk tilstand i vandmiljøet senest i 2027, og naturen er under pres. Der er derfor behov for at sætte turbo på udtagningen af landbrugsjord.
I dag er der flere ordninger og flere aktører, som kunne spille meget bedre sammen. I det landskab er kommunerne centrale for at eskalere indsatsen. Både i forhold til at planlægge og gennemføre de større projekter og i forhold til myndighedsarbejde med projekterne.
KL har netop lanceret et fælles forslag med Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer om, hvordan vi kan sætte turbo på indsatsen. Vi foreslår fire tiltag: For det første stærkere koordinering og dialog mellem de centrale aktører på tværs af myndigheder og landbrug. For det andet en styrkelse af kommunernes rolle, så kommunerne får flere ressourcer til at planlægge fremtidige projekter og koordinere den lokale udtagningsindsats samt sikre hurtig kommunal sagsbehandling af udtagningsprojekterne. For det tredje skal den opsøgende indsats over for lodsejerne øges med et nyt korps af udtagningskonsulenter. Og for det fjerde skal der ske en større samtænkning af de forskellige ordninger, og værktøjerne i ordningerne skal være ens, så kommunerne får adgang til jordfordeling og køb og salg af projektjord i alle ordninger.
KL arbejder på, at forslaget tages med i de igangværende landbrugsfor-handlinger. Så kommunerne kan bidrage til, at vi når klima- og kvælstof-mål hurtigst muligt og bedst muligt – med udtagning af både små og store arealer og blik for helhedsorienteret arealanvendelse, hvor der kan opnås flere gevinster på én gang.