
Norddjurs indgår fratrædelsesaftale med direktør
tekst Mads Brandsen
Fællesforvaltningsdirektør Lars Kirkegaard var ganske tæt på at fejre to års jubilæum i stillingen, men sådan kommer det ikke til at gå.
Kommunalbestyrelsen har blåstemplet en fratrædelsesaftale med direktøren. Hvad årsagen konkret er, melder en kortfattet pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune ikke noget om. Her står blot, at kommunen ønsker en fællesforvaltningsdirektør ”med en anden profil”.
Stabschef Kim Bruun Nielsen er konstitueret fællesforvaltningsdirektør, indtil en ny er fundet. Kommunaldirektør Christian Bertelsen vil desuden være tættere på forvaltningens øverste ledelse i den kommende tid, skriver kommunen. mdbr@kl.dk