Min kone synes, jeg var lidt træls
tekst Mads Brandsen
Problemet ved at være borgmester er, at det bliver en livsstil. Det er meget mere end embedet. Så når man har været borgmester i en del år og pludselig ikke er det mere, skal man til at genopfinde sit liv. Det kræver, at man træffer en masse beslutninger af den ikke så lette slags.
Det kan Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) tale med om. Før kommunalreformen stod han i spidsen for Dronninglund Kommune, der blev sammenlagt med Brønderslev. Ud på valgaftenen i november i 2009 stod det klart, at det ikke var lykkedes ham og Venstre at bevare magten, og han måtte se sin politiske modstander Lene Hansen (S) overtage borgmesterposten med et flertal på 14 mandater mod de borgerliges 13 mandater i byrådet.
– Det kom i kølvandet på en tid, hvor vi spillede landskamp om samtlige beslutninger, og hvor det på mange måder var helt forståeligt, at vi tabte, fordi det ikke var nogen rare beslutninger, vi traf. Det havde faktisk været skønnere ikke at være borgmester i de år, siger Mikael Klitgaard i dag med et smil.
Der var nærmest ikke det tema, der ikke blev diskuteret i byrådssalen årene efter reformen, hvor møderne ofte sluttede klokken ét om natten. Der skulle findes et harmoniseret serviceniveau i den nye storkommune, hvilket ikke blev vel modtaget der, hvor det medførte forringelser. Der var diskussioner om nogle sandkasser på villavejene i Dronninglund, som ifølge flertallet skulle væk, hvis ikke også der blev sat tilsvarende op i Brønderslev. Og nå ja, efter blot tre måneder som Brønderslev-Dronninglund Kommune blev Dronninglund strøget fra navnet efter et forslag fra et byrådsmedlem. Alt i alt den perfekte opskrift på at blive uvenner med en hel masse borgere. Dertil kom, at fortællingen om det tidligere byrådsmedlem Lene Hansen havde noget nærmest eventyrligt over sig, fordi hun kom ”hjem” efter fire år i Folketinget og ”reddede” kommunen.
Efter valget blev de svære politiske beslutninger afløst af svære personlige beslutninger for Mikael Klitgaards vedkommende.
Ville ikke droppe politik
For hvad skulle han nu? Skulle han genopstille? Først var han faktisk mest til ikke at genopstille. Men så nåede han alligevel frem til, at han har mere politisk drive i sig.
– Det havde ikke været helt så problemfyldt at genvinde magten, griner Mikael Klitgaard, der er uddannet skolelærer, men gerne ville prøve noget helt andet professionelt.
– Jeg var til samtale flere steder, hvor de gerne ville have, at jeg opgav politik. Det ville jeg ikke, og det er ikke fremmende for karrieren, skulle jeg hilse og sige.
Efter nogen overvejelse blev han ansat som jobkonsulent i en privat virksomhed. Han tænkte, at han måske kunne få noget input til, om Brønderslev kunne drive beskæftigelsesindsatsen på en anden måde. Sideløbende med politikken havde han et landbrug, og da han samtidig var blevet formand for teknik- og miljøudvalget, var der faktisk nok at se til i de år.
– Jeg tror, min kone synes, jeg var lidt træls i den periode. Også meget mere, end jeg selv synes bagefter. Jeg var da skuffet, for jeg vil jo noget i politik, og jeg synes, vi gjorde meget godt i de år, siger han.
##ContentBoxStart##263398##ContentBoxEnd##
Plads til markeringer
Når nu landet lå som det gjorde, var der dog ikke andet at gøre end at markere sig politisk. Komme med nogle mærkesager og særstandpunkter for derigennem at blive synlige. Først og fremmest handlede det om at være konstruktive i oppositionsrollen. Der var nogle af Mikael Klitgaards partifæller, der havde lyst til at lave rav i den.
– Jeg kan ikke så godt lide politikere, der driller deres modstandere hele tiden. Derfor vil jeg heller ikke selv være sådan. Det gav da lidt kamp i partiet nogen gange, for der var nogle, der syntes, vi skulle drille Socialdemokratiet noget mere. Men når man ønsker det bedste for kommunen, giver det jo ikke mening at forsøge at sabotere det hele. Vi skulle hellere hjælpe så godt til, som vi kunne, siger Mikael Klitgaard.
Inderst inde følte han også, at han burde holde lav profil. Vælgerne havde udstyret en anden end ham med så mange mandater, at det gav flertal. Han ville gerne have indflydelse, men han ville ikke være byrådets tvære, gamle mand, der kritiserer alt og alle.
Hvordan reagerede du, da du tabte?
– Jeg har hørt nogen sige, at det tog dem lang tid, før de forstod det. Sådan havde jeg det ikke. Jeg sagde tillykke til Lene Hansen, så snart jeg kunne se, at det ikke gik. Det er jo som en fodboldkamp. Der er en vinder og en taber, og som politikere er vi her kun på vælgernes nåde og barmhjertighed. Det skal man huske, siger Mikael Klitgaard og fortsætter:
– Når man har prøvet at tabe, bliver man mere ydmyg. Det, synes jeg på mange måder, er godt. Siden har jeg tænkt meget over, at hvis jeg vil nå at føre noget ud i livet, skal det kunne gøres på fire år. Det har givet lidt mere travlhed, men det er sådan set meget sundt, at man tænker på den måde fremfor at tage lettere på det.
Fuld af gejst
##ContentBoxStart##263399##ContentBoxEnd##
Det har til gengæld ikke rokket ved gejsten. Den har Mikael Klitgaard intakt forud for efterårets kommunalvalg.
– Jeg har tænkt mig at blive ved længere end Joe Biden (USA’s præsident, red.). Andre spekulerer meget i alder, men det gør jeg ikke. Vi har mere, vi skal. Vi skal have midtbyen udviklet, vi skal være 100 år i gennemsnit i Brønderslev, vi skal have digitaliseret alle i kommunen, så vi bliver førende i Danmark, og vi skal flere virksomheder til at flytte deres hovedsæde til Brønderslev. Der er meget, vi skal nå, og det håber jeg, vælgerne også vil være med til. Vil de ikke det, må jeg se, hvad der så skal ske. Mit personlige liv går jo videre, men jeg vil da være ærgerlig, hvis jeg taber magten igen. • mdbr@kl.dk