Slinger i valsen
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##263571##ContentBoxEnd##
De fleste husker nok Ritt Bjerregaards ganske simple valgløfte fra kommunalvalget i København i 2005: 5.000 boliger til 5.000 kroner.
Det viste sig at være mere end almindelig svært at opfylde. I løbet af hendes fire år på overborgmesterposten blev der blot opført 12 billige boliger, mens der sidenhen er kommet nogle tusinde til.
Den dag i dag er netop den mislykkede boligplan det, der ærgrer hende mest. Det fortæller hun i det fjerde og afsluttende bind af hendes erindringer, ”Ovenpå”, der udkom i sidste uge.
– Det er afgørende for en hovedstad, at de mennesker, vi er afhængige af som samfund, også har råd til at bo i byen. Hvis lærere, politibetjente og pædagoger flytter ud af byen og ud i omegnskommunerne eller længere væk, så tager de selvfølgelig jobs der. Så udhuler man det, der får en by til at fungere, siger Ritt Bjerregaard.
Når der ikke blev bygget flere billige boliger, skyldes det kort sagt, at projektet løb på allehånde problemer.
– For det første skal man indregne markedsværdien af den grund, der bliver bygget på. Kommunen må ikke stille en grund til rådighed. Kommunen kan bestemme alt fra lejlighedernes størrelse, hældningen på taget og farven på facaden, men kan ikke pålægge bygherrer, at halvdelen af et byggeri skal være billige boliger og den anden halvdel dyre, forklarer Ritt Bjerregaard.
De gule mappers tyranni
Noget af det første, hun gav sig i kast med, da hun rykkede ind på overborgmesterkontoret), var at rydde op på rådhuset. Sådan helt bogstaveligt og praktisk. I bogen skriver hun, hvordan der lå breve fra borgere, notater og andre papirer og flød rundt omkring.
– Der var eksempler på henvendelser fra borgere, der burde have været behandlet hurtigt, men som bare lå i en bunke. Rådhuset havde et dårligt ry i forvejen. Det var derfor, det passede så godt med, at jeg førte kampagne under sloganet ”Ingen slinger i valsen”. Men der var i den grad slinger i valsen. Bare det at få lavet et system, der betød, at inden en sag kom op til overborgmesteren, så havde den været hos den, der var ansvarlig for det område og hos den administrerende direktør, tog lidt tid. Det, tror jeg, lykkedes, og jeg tror, at administrationen blev strammet voldsomt op til stor gavn for både byen og rådhuset.
Hvordan tager systemet den opstramning?
– Meget forskelligt. Der var nogle, der kaldte det ”de gule mappers tyranni” og lukkethed og sådan noget, fordi man ikke bare kunne stikke hovedet ind til overborgmesteren. Andre kunne godt se, at det var nødvendigt og udtrykte tilfredshed over, at der kom styr på det. Jeg havde også meget blik på, at økonomiudvalgets sager var ordentligt forberedt. Hvis ikke bilagene er der, må det vente til næste møde.
Allerede under oprydningen fik hun en forsmag på, hvordan samarbejdet med embedsværket kan være. Ritt Bjerregaard tøver ikke med at betegne det som ”politiseret”.
– Det bliver det, når du har en borgmester fra et bestemt parti. I min periode sad Venstre på borgmesterposten i kultur- og fritidsforvaltningen. Da jeg midt i alle problemerne med Ungdomshuset spørger forvaltningen om, hvor vi kan placere et nyt ungdomshus, får jeg det svar, at der ikke er nogen muligheder. Der går en uge eller to, hvorefter kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) går ud og siger, at han ikke kan forstå, jeg leder efter et hus, for der er da hele fem muligheder. Jeg river mig i håret, for jeg har jo spurgt. Fra forvaltningen får jeg at så vide, at man ikke opfattede, at det var det, jeg spurgte om. Det var vilkårene, sukker Ritt Bjerregaard, der i det hele taget ikke har det store til overs for Martin Geertsen, der i dag sidder i Folketinget. I bogen skriver hun, at han opfører sig som en VU’er, og at han mangler fremsyn.
##ContentBoxStart##263572##ContentBoxEnd##
Det gode valg gav modstand
Men det var ikke kun de politiske modstandere, der gav Ritt Bjerregaard modstand. Også i de forvaltninger, hvor borgmesteren var fra et af de partier, der pegede på hende, mødte hun modstand. Eksempelvis børne- og ungdomsforvaltningen, hvor Bo Asmus Kjeldgaard (SF) regerede.
– Jeg kunne ikke mødes med lærerkollegerne på folkeskolerne. Jeg kunne godt besøge skolen. Det kunne de ikke forhindre, men borgmestrene mente, at når jeg var ude og se på noget af det, de havde ansvaret for, så blandede jeg mig i deres forvaltning. Men det er er en overborgmester jo nødt til.
Det lyder til, at det ikke kun er selve systemet, den er gal med, men at det også handler om en reel manglende vilje til at finde nogle løsninger fra dine politiske modstanderes side?
– Det tror jeg. Det er nok ikke en fordel at få så overvældende et godt valg, som jeg fik. Der er aldrig nogen, der har fået så mange personlige stemmer i København, som jeg fik. Det giver jo en skævhed, og det giver også en modstand. Hun skal ikke tro, hun bare kommer her med al sin viden, siger Ritt Bjerregaard og fortsætter:
– Man kan sammenligne det lidt med, hvad der sker for Mette Frederiksen nu, hvor hun tog hul på coronakrisen med, at det er hende, der styrede det hele, mens hun nu skal leve med demokratiet og inddrage partierne, som hele tiden konkurrerer om, hvem der kan forlange størst mulig åbning af samfundet.
##ContentBoxStart##263573##ContentBoxEnd##
Hvor tidligt går det op for dig, at det er svært at navigere på rådhuset?
– Jeg får en forsmag på det allerede ved konstitueringen, hvor folk simpelthen hopper rundt for at finde ud af, hvor de kan få mest ud af det. Jeg taber simpelthen to mandater (Winnie Berndtson og Finn Rudaizky, red.). Det er folk, som overhovedet ikke har stemmer til deres eget mandat, men som er kommet ind på partiets og mine stemmer. De hopper ud, og jeg mister en borgmesterpost.
Vidste du ikke, hvad du gik ind til?
– Nej, jeg var ikke klar over, hvor stor enerådighed den enkelte borgmester har. Jeg tænkte i regeringsmodeller, hvor man kan skifte borgmestre ud, hvis de ikke holder linjen. Men sådan er det slet ikke. Hvis de ikke gider samarbejde, kan jeg ikke stille noget op. Jeg kan ikke lave en helhed. Jeg kan godt lave budgetforlig, men det løser ikke alle problemerne i løbet af et år. Søren Pind er også klar over, at den er gal, så han foreslår, at hvis Socialdemokratiet og Venstre får flertal sammen, skulle vi arbejde for at lave det om. Han kan jo også se, at det er en håbløs konstruktion, siger Ritt Bjerregaard.
Kunne du selv have gjort noget anderledes?
– Det tror jeg, jeg prøvede undervejs. Jeg lavede både et budgetforlig med alle partier, et med mine støttepartier og et kun med de borgerlige partier. Jeg prøvede de forskellige modeller af efter, hvad der kunne fungere bedst det år. Der kom noget forskelligt ud af det, siger hun.
I foråret 2009 konkluderer Ritt Bjerregaard endeligt, at hun ikke vil søge genvalg, når københavnerne skal til valgurnerne i november samme år. I dag understreger hun, at hun ikke fortryder, hun sagde ja til at blive overborgmester.
– Jeg synes, det var både sjovt og spændende. Jeg synes også, at det var rigtigt set, at jeg ville kunne noget andet end andre overborgmestre, fordi jeg havde den fortid, jeg havde. Jeg synes også, jeg nåede noget i de fire år. Men fire år er for lidt til at ændre styreformen. • mdbr@kl.dk
Danske Kommuner har tilbudt Martin Geertsen (V) at kommentere Ritt Bjerregaards kritik, men han har ikke svaret på vores henvendelse.