Kort nyt
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Regionsrådsformand stopper før tid
KV21 /// Sophie Hæstorp Andersen (S) forlader formandsstolen i Region Hovedstaden med udgangen af juli. I stedet vil hun bruge sine kræfter på at gøre klar til kommunalvalgkampen, hvor hun er Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København. Hun fortsætter som menigt medlem af regionsrådet, indtil årets udgang. Socialdemokratiet i Region Hovedstaden og resten af konstitueringspartierne har peget på Lars Gaardhøj (S) som ny formand. Formelt skal han vælges på et regionsrådsmøde den 22. juni. •
KL og Danske Regioner i opråb
SUNDHED /// KL og Danske Regioner (DR) vil allerede i årets økonomiforhandlinger tale om, hvordan der bliver skabt bedre sammenhæng mellem det nære og det regionale sundhedsvæsen. Det sagde KL-formand Jacob Bundsgaard (S) og DR-formand Stephanie Lose (V) på Danske Regioners generalforsamling i sidste uge. Her pegede Bundsgaard på, at tiden er ved at løbe fra os alle, hvis der skal ske noget med sundhedsvæsenet. Derfor vil KL og DR have regeringen til at komme med på reformvognen, sagde Stephanie Lose ved samme lejlighed.
– For at vise vejen vil jeg foreslå, at vi allerede i dette års økonomiforhandlinger laver fælles aftaler mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Aftaler, som viser vejen til bedre sammenhæng for borgerne. Vi er klar til at samle alle parter ved samme bord for første gang nogensinde ved økonomiforhandlingerne, sagde hun. •
Vil besøge selvhjulpne ældre
VISIT /// Hvis man bor i Ringkøbing-Skjern og er over 65 år, så kan det meget snart banke på døren. Men det er bare kommunen, der gerne vil høre, hvordan det går. Formålet er at lave en forebyggende indsats, som skal sikre ældre borgeres sundhed og velvære. Derfor vil kommunen kontakte de ældre over 65, som ikke modtager pleje eller hjælp fra kommunen. Bare for at få en snak om, hvordan det går, og hvordan fremtiden skal se ud. Det kan nemlig være svært at få fat i de ældre, der sjældent af sig selv henvender sig til kommunen. •
5,5
milliarder kroner foreslår KL, at regeringen afsætter til kommunerne over en årrække, så de kan løfte socialområdet.
Borgmestermodstand mod udrejsecenter
FLYGTNINGE /// Det er noget ”bras”, at regeringen vil placere et udrejsecenter for kriminelle, afviste asylansøgere på Langeland. Det mener i hvert fald Langelands borgmester Tonni Hansen (SF), der frygter, at det vil ødelægge kommunens turismestrategi. Centeret skal stå klart i 2022 og erstatter det nuværende udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger i Ikast-Brande Kommune. Her har der i længere tid været problemer med utryghed blandt naboerne til centret. Tonni Hansen peger på, at man ved at flytte de udviste, kriminelle asylansøgere blot flytter problemerne et andet sted hen. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at Langeland lige skal tage en dyb indånding, og han forklarer desuden til TV 2, at regeringen er klar med penge til tryghedsskabende initiativer – heriblandt flere penge til Fyns Politi og kompensation til virksomheder, der får brug for at ansætte vagtpersonale for at forhindre smårapserier. •
Sygeplejestrejke afblæst
OK21 /// Et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen har indtil videre afblæst konflikten mellem KL, Danske Regioner og sygeplejerskerne. Forslaget blev fremsat tirsdag eftermiddag, efter parterne havde forhandlet i forligsinstitutionen. Forslaget indeholder ikke højere løn end det OK21-forlig, som parterne indgik tidligere på året, og som både Dansk Sygeplejeråds og Radiografrådets medlemmer forkastede. Alligevel har de to organisationers ledelse valgt at underskrive mæglingsforslaget, som skal godkendes af medlemmerne. Forslaget indeholder et nyt introduktionsforløb for nye sygeplejersker og en opfordring til regeringen om at undersøge lønstrukturerne på det offentlige område. Sygeplejerskerne mener nemlig, at de og andre kvindedominerede fag med tjenestemandsreformen i 1969 blev indplaceret for lavt og derfor har lidt under et lønefterslæb lige siden. •
Afslører underbetaling
SOCIAL DUMPING /// Underbetaling, manglende ferie og lange arbejdsdage. Det er, hvad Københavns Kommune har afdækket hos en leverandør. Det drejer sig om Intervare A/S, der levere dagligvarer til ældre og handicappede i Københavns Kommune. Undersøgelsen har afdækket, at seks chauffører i en periode på tre måneder er blevet underbetalt med i alt 419.000 kroner. Undersøgelsen satte Københavns Kommune i gang efter mediedækning af arbejdsvilkårene hos Intervares ejer nemlig.com. •
Nul rygning i nye boliger
RØGFRI /// Et splittet byråd i Odense har givet deres velsignelse til, at Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) kan bygge 95 nye boliger, hvor der både i den enkelte lejligheder og på fællesarealerne i området vil være rygeforbud. Beboerformanden i FAB forklarer til Fyens Stiftstidende, at boligselskabet tager menneskeligt ansvar ved at bygge røgfri boliger. Et mindretal i byrådet var meget imod, at boligselskabet og kommunen på den måde griber ind i folks private hjem. Derfor stemte både K, EL, DF og De Lokalnationale nej til forslaget. •
Tidligere cykelrytter vil i byrådet
Jesper Skibby kiggede sig jævnligt over skuldrene, når han som cykelrytter lå i udbrud på Europas landeveje. Nu vil han i stedet til at kigge direkte ned i budgetter og dagsordener. Han stiller nemlig op til kommunalvalget i Gribskov for listen Nyt Gribskov. Hvis han bliver valgt ind, vil den meriterede cykelrytter have fokus på erhvervspolitikken og samspillet med kulturlivet som drivkraft for oplevelsesøkonomien. Desuden er han optaget af unges muligheder i kommunen, foreningslivets vilkår og et værdigt ældreliv, lyder det i en pressemeddelelse fra Skibbys nye parti. Jesper Skibby vandt som professionel cykelrytter sejre i både Tour de France og Giro d’Italia, der er to af verdens største cykelløb. Siden karrierens udløb har han ernæret sig blandt andet som foredragsholder. Han bor med sin familie i Gilleleje. •