
Krisen kostede ham magten
tekst Mads Brandsen
Der var ikke meget betænkningstid, da Niels Viggo Lynghøj (S) blev borgmester første gang tilbage i 2005. Forgængeren, Leif Erik Sørensen, døde pludseligt som følge af komplikationer efter en hjerteoperation, og Niels Viggo Lynghøj trådte derfor til.
Efter at have været borgmester et halvt års tid tabte han magten i den nye Struer Kommune til Martin Merrild (V), men takket være kommunalreformen fortsatte han selv yderligere et år som borgmester i den gamle Struer Kommune.
– Det var helt pludseligt, at jeg blev borgmester. Jeg var beæret over at få lov, men det var ikke noget, jeg havde gået og planlagt. Så at jeg ikke vandt den valgkamp, var ligesom, hvad det var. Jeg fortsatte som byrådsmedlem, hvilket jeg jo havde været inden, husker Niels Viggo Lynghøj.
Men i løbet af 2006 fik han alligevel smag for borgmestergerningen. Det lykkedes ham at genvinde magten i 2009, men i 2013 tabte han igen. Denne gang til Venstres Mads Jakobsen.
– Det synes jeg selvfølgelig slet ikke var retfærdigt. Jeg synes, vi havde lagt mange gode sigtelinjer og spor ud til udviklingsprojekter, som vi nyder godt af den dag i dag. Det har betydet meget for mig, at vi har fået samlet by og havn, og vi har mere udvikling på vej på havnen, fortæller Niels Viggo Lynghøj, der straks finder en stor udviklingsplan frem.
##ContentBoxStart##263610##ContentBoxEnd##
Negativitet og nedsmeltning
Når vælgerne ikke kvitterede for den socialdemokratiske foretagsomhed ved at give Niels Viggo Lynghøj fire år mere i borgmesterstolen, skyldes det formentlig, at oppositionen kendte til det gamle, men gode råd om aldrig at lade en krise gå til spilde.
– Jeg tror, mit nederlag dengang hang tæt sammen med finanskrisen. Den var meget hård ved Struer, når det kom til arbejdspladser. Der var mange historier om virksomheder, der lukkede og arbejdspladser, der gik tabt. Det tog oppositionen fat i helt naturligt. Det gav en negativ fortælling omkring mig og Socialdemokratiet, og det fik ganske givet nogle vælgere til at stemme borgerligt i stedet, siger Niels Viggo Lynghøj.
Selv nøjedes Socialdemokratiet med at gå et par procent tilbage dengang i 2013, men med en halvering af SF til blot ét mandat kunne Niels Viggo Lynghøj umuligt tælle til de 11 mandater, der skulle til for at danne flertal.
De fire år i opposition brugte Niels Viggo Lynghøj på at være formand for det kommunalt ejede Struer Forsyning, ligesom han var medlem af økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget. Og derudover leder af oppositionen i byrådet.
– Vi prøvede at finde nogle ømme punkter, vi kunne trykke på. Men vi var også en konstruktiv opposition, der kom med noget selv. Det var vi meget bevidste om. Jeg synes, det er vigtigt, at borgerne kan se, at kommunen udvikler sig i en anden retning, hvis de stemmer på et andet parti ved næste valg. Alle partier har en velfærdsdagsorden, men der er forskellige prioriteter, og det er fint, at de kan ses og mærkes.
##ContentBoxStart##263609##ContentBoxEnd##
Længere ned på listen
I 2017 gik Socialdemokratiet i Struer til valg på en klassisk kampagne om at løfte serviceniveauet på velfærdsområderne. Der skulle ansættes mere social- og sundhedspersonale i hjemmeplejen og flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer. Det gik rent ind hos vælgerne i Struer.
Niels Viggo Lynghøj husker tydeligt gensynet med borgmesterkontoret dengang i januar 2017. Forgængeren havde ikke ændret meget ved indretningen, og Niels Viggo Lynghøj følte sig derfor straks hjemme.
– Jeg havde det, som om jeg var kommet tilbage fra weekend, siger han.
Nu føler han til gengæld, han har gjort sit med lidt over 10 år som borgmester, når man lægger de tre perioder sammen. Som han formulerer det, er han dog til at tale med, hvis Socialdemokratiet kan bruge en 66-årig kommende eksborgmester et stykke nede på opstillingslisten.
– Hvis jeg stiller op og bliver valgt igen, vil jeg gøre et seriøst stykke arbejde for borgerne i Struer, bruge de kontakter og det netværk, jeg har, og hjælpe den nye borgmester godt på vej i starten. Men bliver jeg ikke valgt, skal jeg til at finde ud af, hvad jeg skal lave. Så går det også, siger han.
Hvordan tror du, valget vil gå?
##ContentBoxStart##263611##ContentBoxEnd##
– Venstre står i samme situation nu, som jeg gjorde for fire år siden. Mads Jakobsen var borgmester, da jeg ikke var. Han har nu i fire år været oppositionsleder. Han skal se, om han kan lave en Lynghøj, griner Niels Viggo Lynghøj og kigger videre i krystalkuglen.
Det er ikke nogen nem disciplin i en kommune, der har fået tradition for at svinge mellem Socialdemokratiet og Venstre.
– Spørgsmålet er, hvor de, der ikke vil stemme på Venstre, så sætter krydset. Bliver det Konservative, Nye Borgerlige eller noget helt tredje. Jeg tænker, der kommer en bevægelse, der går over mod os i Socialdemokratiet. Vi har haft borgmesterposten i denne periode, og der er sket mange ting. Også på vores satsning på lyd og iværksætteri inden for lyd. Det vigtige er, at vi holder fast og ikke bliver svage i koderne, lyder det fra Niels Viggo Lynghøj. • mdbr@kl.dk