
Forsyningsdirektør mistænkes for svindel med kreditkort
tekst Anna Törnqvist Jensen
Kammeradvokaten har sat kreditkortforbruget i Hillerød Forsyning under lup og undersøger, om der er sket misbrug af Hillerød Forsynings kreditkort. Podcasten Visbys Verden, som er lavet af Hillerød-borgeren Rasmus Visby, har offentliggjort screenshots af kontoudtog, der viser, at et Mastercard udstedt til forsyningsselskabets tidligere affaldsdirektør Peter Maltha Larsen har været i brug i en chokoladeforretning, en vinhandel, en restaurant i København, på færgen til Tyskland og på flere tankstationer i Tyskland og Schweiz.
Til Frederiksborg Amts Avis siger tidligere administrerende direktør i Hillerød Forsyning, Søren Støvring, at han ikke har haft et firmakreditkort, mens Peter Maltha Larsen ikke ønsker at udtale sig.
Sidste år blev først affaldsdirektøren Peter Maltha Larsen og siden den administrerende direktør Søren Støvring fyret, efter Hillerød Forsyning gennem længere tid havde været i vælten om høje direktørlønninger og dyre firmabiler.
Direktører i dyre biler
For nylig kom det frem, at netop firmabilerne har givet ekstra udgifter til forsyningsselskabet, fordi bilerne tilsyneladende konsekvent blev skiftet ud efter kun to år, selvom kontrakterne gjaldt fire år, og der blev kørt for mange kilometer i forhold til det aftalte.
Hillerød Forsynings nye direktion har indledt en intern undersøgelse, og over for Ekstra Bladet vurderer Lars Bo Langsted, som er professor emeritus ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet med speciale i økonomisk kriminalitet, at firmabiløvelserne kan være ulovlige.
– Hvis direktøren bilder bestyrelsesformanden ind, at leasingkontrakten er indenfor rammerne af lønaftalen, selvom direktørerne ved, at de kører flere kilometer end omfattet af kontrakten, afleverer dem før tid, og at de derved påfører selskabet et formuetab, så kan der være tale om bedrageri fra en eller begge direktørernes side, siger Lars Bo Langsted til Ekstra Bladet. antj@kl.dk