
Fredericia-skandale giver bekymring for medarbejdere
tekst Anna Törnqvist Jensen
I kølvandet på afsløringer om Fredericias tidligere borgmester, Jacob Bjerregaard (S), og tidligere kommunaldirektør, Annemarie Zacho-Broe, har Fredericia befundet sig i lidt af en mediestorm. Det giver nu anledning til bekymring for de kommunalt ansattes arbejdsmiljø, efter nuværende borgmester Steen Wrist (S) i sidste uge fik et par bekymrende mails i sin indbakke. Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge kommunen kom den ene mail fra Fredericias hovedudvalg og den anden fra Dansk Socialrådgiverforening. Begge parter udtrykte bekymring for den tiltagende kritiske tone i den offentlige debat, også fra politisk side.
– På den ene side bliver jeg berørt af, at medarbejderne bliver så påvirket af tonen i den offentlige debat. Der er ingen, der skal have ondt i maven ved tanken om, hvad pressen skriver om arbejdspladsen og kollegerne. På den anden side er jeg taknemmelig for den åbenhed og tillid, som henvendelserne også viser. Det betyder nemlig, at vi som politisk ansvarlige kan handle på det, så Fredericia Kommune også er et godt sted at arbejde i fremtiden, siger Steen Wrist i pressemeddelelsen.
Økonomiudvalget har besluttet at indkalde kommunens hovedudvalg til en dialog om samarbejdet og tonen i pressen ovenpå henvendelserne.
Kritik skal ikke på Facebook
I et brev til politikerne skriver kommunens hovedudvalg, at der er en landsdækkende tendens til, at tonen i den offentlige debat er blevet hårdere, og at budskaber ofte går helt tæt på de offentligt ansatte, både i artikler og kommentarspor. Og det er ikke blevet lettere i lyset af den mediestorm, Fredericia har befundet sig i.
– Vi har oplevet en periode med meget negativ presseomtale af vores arbejdsplads, og også eksempler på udtryk for mistillid til organisationen tegnet af nogle politikere i pressen. Derfor bliver jeg glad på medarbejdernes vegne for, at vores bekymringer bliver taget alvorligt, og at økonomiudvalget inviterer os til dialog om tonen på vores fælles arbejdsplads. Vi ser frem til en konstruktiv dialog om gode løsninger, siger Marlene Svane, næstformand i kommunens hovedudvalg.
Steen Wrist håber, at det fælles fodslag om at gøre noget ved tonen kan gøre en forskel og ikke mindst sikre, at dialogen mellem politikere og forvaltning sker ad de rette kanaler og ikke nødvendigvis i pressen.
– Der er så mange dygtige og stolte ansatte i Fredericia Kommune og de fortjener på ingen måde at skulle hænges ud. Det er ligegyldigt, om man arbejder med omsorg for ældre, byggesager eller støtte til sårbare børn og unge. Det vil jo i sidste ende påvirke kvaliteten af vores service til borgerne, hvis ikke man som ansat er tryg på sit job, siger han.
Borgmesteren understreger også, at han har en forventning om, at hvis der fremover er brug for en konstruktiv dialog mellem politikere og forvaltning, så er den velkommen, men ikke til rette vedkommende og ikke i avisen eller på Facebook.
Forvaltningen har ifølge kommunens pressemeddelelse allerede haft et møde med Dansk Socialrådgiverforening om arbejdsmiljøet i Familieafdelingen, der er påvirket af negativ presseomtale og grove kommentarer på sociale medier. Sideløbende vurderes der juridisk på, om konkrete tilfælde er så grove, at de skal politianmeldes. antj@kl.dk