
Nye Borgerlige får sit ottende byrådsmedlem
tekst Anna Törnqvist Jensen
Laila Sortland, medlem af byrådet i Syddjurs Kommune, repræsenterer nu Nye Borgerlige. Siden efteråret, hvor hun forlod Dansk Folkeparti, da hun blev vraget som spidskandidat til kommunalvalget, har hun været løsgænger. Men fremover kan hun altså kalde sig byrådsmedlem for Nye Borgerlige, som hun også vil stille op for ved det kommende valg.
– Jeg er helt tilfreds med, at jeg er blevet godkendt af hovedbestyrelsen, og at der er kommet styr på, at jeg kan repræsentere Nye Borgerlige i byrådet og være kandidat til kommunalvalget, siger hovedpersonen selv til Adresseavisen Syddjurs.
Laila Sortland sikrer dermed også Nye Borgerlige det ottende byrådsmedlem på landsplan. Udover byrådet på Syddjurs er partiet repræsenteret i Haderslev, Næstved, Rebild, Fredericia, Hillerød kommuner. I Vordingborg har partiet to mandater i byrådet.
Tidligere har Nye Borgerlige meldt ud, at partiet går efter at sikre valg til 10 byrådsmedlemmer på landsplan ved det kommende kommunalvalg. antj@kl.dk