
KL vil arbejde for en løsning i Jomfru Ane Gade
tekst Gitte Johansen
Smitten stiger i Aalborg Kommune. Seneste er Budolfi Sogn lukket ned. Her ligger blandt andet Aalborg Katedralskole, Klostermarkskolen og Aalborg Teater, som alle skal lukke i mindst en uge. Derimod må Jomfru Ane Gade, byens festgade, som også ligger i Budolfi sogn, stadig holde åbent, hvilket frustrerer borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
"Giv os et større lokalt råderum til at begrænse smitten. Hvis man skal lukke ned, ville jeg ønske, at man kiggede på, hvor det vil gøre en forskel," skriver han i et Facebook-opslag.
I KL forstår administrerende direktør, Kristian Wendelboe, godt frustrationen og lover at bringe budskabet videre allerede i morgen, hvor der er møde i Epidemikommissionen.
– Når der er en kommune, som har et meget udtalt ønske, så bærer vi det naturligvis ind i Epidemikommissionen. Her vil vi prøve at gøre, hvad vi kan for at hjælpe Aalborg, siger Kristian Wendelboe, der selv er medlem af Epidemikommissionen.
Når en hel kommune kommer over incidensgrænsen og lukker, er der hjemmel til at lukke det private erhvervsliv og altså også barer og værtshuse. Men når blot et enkelt sogn er lukket ned, gælder reglerne om nedlukning ikke det private erhvervsliv.
– Det er jo i langt de fleste tilfælde meget fornuftigt, fordi borgerne bare kan gå til frisøren to gader længere væk. Men her får vi et problem, fordi der midt i sogn med et kraftigt udbrud ligger en festgade, hvor der er proppet med unge mennesker i weekenden, og det er helt klart en smitterisiko, som der ikke er hjemmel til at gøre noget ved, siger Kristian Wendelboe.
De unge bærer smitten
I Aalborg Kommune er 80 procent af de nysmittede i alderen 16 til 30 år, og ifølge borgmester Thomas Kastrup-Larsen har Styrelsen for Patientsikkerhed gentagne gange gjort opmærksom på, at mange af de smittede har været i Jomfru Ane Gade.
– Det er jo lidt absurd, at man ikke må gå på museum eller i skole, men man må godt gå og kysse på hinanden nede i Jomfru Ane Gade. Vi bliver nødt til at finde en løsning, hvor vi kan håndtere den her helt specielle situation. Men jeg kan ikke sige præcist, hvordan en løsning kan se ud, siger Kristian Wendelboe.
Når liberale barer og butikker bliver pålagt at lukke ned, har de mulighed for at søge kompensation. Men kommunerne har altså ikke i dag lovhjemmel til lukke for eksempel barer i et sogn.
–Vi var oprindeligt tilhænger af, at erhvervslivet ikke var med i sognemodellen, fordi man blot kan gå på cafe et par gader væk, og så spreder vi faktisk smitten. Men det særegne i Aalborg er, at stort set alt natteliv er samlet i en gade i et sogn med et meget højt smittetryk. Den situation er der simpelthen ikke taget højde for, og nu bliver det vores opgave at finde en juridisk holdbar løsning på den udfordring, som Aalborg Kommune står med, siger Kristian Wendelboe. gij@kl.dk