
Ikke politisk flertal for at flytte handicapansvar fra kommunerne
tekst Anna Törnqvist Jensen
Mens flere partier bakker op om det borgerforslag, der vil tage handicapområdet fra kommunerne, er der stadig ikke politisk flertal for at flytte området. Det står klart efter førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget onsdag.
Her indledte social- og ældreminister Astrid Krag (S) med at gøre klart, at hun ikke mener, en flytning af området vil løse de problemer, som på det seneste har udløst en massiv kritik af kommunernes håndtering af handicapområdet.
– Regeringen er enig i intentionen bag forslaget. Vi skal styrke området, og vi skal sikre, at børn, unge og voksne med et handicap får den rette hjælp og støtte fra start. Regeringen mener dog ikke, at en opgaveflytning vil løse de reelle udfordringer på området. Der er risiko for, populært sagt, at aben bare flytter med. En flytning af opgaverne kan også betyde, at indsatserne bliver mindre helhedsorienterede og sammentænkte med øvrige lokale velfærdsindsatser i kommunerne, sagde Astrid Krag og fortsatte:
– Det er et bærende princip for socialområdet, at vi som samfund skal møde borgernes sociale behov i tæt sammenhæng med borgernes øvrige behov, f.eks. i forhold til beskæftigelse, skolegang, fritidsliv osv. En opgaveflytning og en adskillelse af visitationskompetencen og finansieringsansvaret vil herudover bryde med princippet om, at den kommune, der betaler ydelserne til en borger efter serviceloven, som udgangspunkt også skal være den, der træffer afgørelserne – et princip, som bidrager til styring på området, så vi sikrer, at de samlede midler på socialområdet bliver anvendt bedst muligt til hjælp for vores mest sårbare borgere.
Ministeren pointerede også, at regeringen har iværksat en omfattende evaluering af det specialiserede socialområde og lovede politiske drøftelser på den baggrund i efteråret.
Folketingets næststørste parti, Venstre, fejede også en flytning af området af bordet.
– Ansvaret er kommunernes. Derfor er det også både relevant og legitimt, at vi har en politisk diskussion om det – en diskussion, som vi i Venstre meget gerne tager. Men er svaret på problemet så at flytte handicapområdet væk fra kommunerne? Det er vi ikke overbeviste om i Venstre, sagde partiets ordfører Marlene Ambo-Rasmussen og fremhævede, at også Venstre afventer resultatet af evalueringen af området med spænding.
– For det andet har jeg fortsat tillid til, at kommunerne kan komme dertil, hvor de løfter området tilfredsstillende. Det er dog en tillid, der er udfordret, konstaterede hun.
Konservative meldte sig også på det hold, der gerne vil lade området blive i kommunerne.
– Vi tror ikke, løsningen er at flytte området over til hverken regionerne eller staten. At flytte området organisatorisk udløser ikke i sig selv flere penge eller mere specialiseret viden. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, og jeg kan også se, som jeg også var inde på tidligere her til aften, at formanden for Danske Handicaporganisationer heller ikke peger på det som løsningen, lød det fra Mette Abildgaard (K).
Heller ikke Enhedslisten mener, at en flytning af området kan løse udfordringerne på handicapområdet.
– Men løsning af problemerne på handicapområdet er ikke blot at flytte opgaver fra én offentlig myndighed til en anden. Der er brug for langt mere omfattende ændringer, og vi har derfor sidste år igangsat den grundige evaluering, som allerede er nævnt en række gange i debatten i dag, og som også Enhedslisten er enig i vi skal afvente resultatet af, før vi lægger os endelig fast på vores bud på løsninger. Vi ønsker en grundlæggende reform, og derfor skal det, vi gør, også være gennemtænkt og fremtidssikret bedst muligt, sagde Jakob Sølvhøj (EL).
SF’s ordfører Charlotte Broman Mølbæk gjorde klart, at SF er parat til at flytte dele af området fra kommunerne.
– Der findes ikke en nem og hurtig løsning på problemerne, men vi skal have fat på flere store værktøjer for at ændre den urimelige situation, som mange borgere med handicap står i. At flytte hele området væk fra kommunerne vil ikke løse det i sig selv, fordi regionerne ikke er, som amterne var. Men det giver rigtig god mening, at regionerne får en langt mere central rolle og langt flere opgaver på handicapområdet, sagde hun, mens Dansk Folkeparti erklærede fuld støtte til borgerforslaget.
– I Dansk Folkeparti deler vi fuldstændig intentionerne, og jeg er enig i, at der skal handling til. Vi behøver ikke at afvente en afdækning på det specialiserede område, for at vi kan rette op på de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der er for mennesker med handicap. For hvis der er vilje herinde fra Folketingets partiers side, så kunne vi jo allerede i fællesskab rette op på de punkter nu, sagde Karina Adsbøl under den flere timer lange debat i folketingssalen og tilføjede, at det vigtigste for Dansk Folkeparti ikke er, hvor ansvaret for området ligger.
– Det, der er vigtigt, er, at man får den hjælp, man har behov for og er berettiget til, og det sker ikke i dag. Det er jo det, der handler om. For mig er det vigtigt, at det ligger et sted, hvor det bliver varetaget ordentligt og korrekt, at vi ikke ser kæmpestore forskelle, i forhold til hvordan man læser og tolker den servicelov, vi har.
Både Nye Borgerlige, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Alternativet udtalte ligeledes deres støtte til borgerforslaget. antj@kl.dk