
Corona rammer rocker- og bandeindsats
tekst Anna Törnqvist Jensen
Coronanedlukningen har haft konsekvenser for Københavns Kommune rocker- og bandeindsats, og kommunen kan tydeligt mærke, at indsatserne er flyttet over på digitale platforme frem for fysiske møder. Det fortæller Jes Arlaud, der er leder af Københavns Kommunes specialenhed målrettet borgere med relationer til rocker- og bandemiljøet, til TV2 Lorry.
– Det betyder jo, at det arbejde, vi laver med borgerne, de relationer, der er så vigtige både fra vores side og leverandørens side, det er i et eller andet omfang blevet spildt. Vi skal starte forfra. Borgeren skal igen have opbygget et nyt og sundt netværk, som kan gøre, at de kan komme i job eller uddannelse, og på den måde skabe sig en tilværelse uden for bandemiljøet, siger Jes Arlaud.
Beskæftigelsestilbuddene målrettet rocker- og bandemiljøet har en hårdere sanktionering end andre beskæftigelsestilbud, men nultolerancen er ikke lige så effektiv, når møderne med sagsbehandlerne foregår på skærmen.
– Nogle af de borgere, vi havde godt fat i før, har svært ved at medvirke, når de foregår på et digitalt medie. Det kan have konsekvenser for deres mulige udvikling, hvis ikke vi kan danne den gode cirkel omkring dem, som vi har opbygget, siger Jes Arlaud til TV2 Lorry.
Allerede i starten af januar rettede beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) henvendelse til både Beskæftigelses- og Justitsministeriet for at gøre opmærksom på problematikken. Først nu har hun ifølge TV2 Lorry fået svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Han anerkender problematikken, men siger, at det på grund af smittespredningen har været nødvendigt at suspendere de fysiske møder. Han har dog bedt sit embedsværk om at undersøge mulighederne på området. antj@kl.dk