
Dårligt samarbejde kan koste kandidater
tekst Anna Törnqvist Jensen
Skal jeg engagere mig i lokalpolitik, eller skal engagere mig i sejlklubben? Med et så dårligt samarbejdsklima, som der er i Hørsholm i øjeblikket, foretrækker flere sejlklubben. Det mener Jakob Nybo (LA), som oplever, at de mange slagsmål i den lokale presse og den tydelige eksponering af det dårlige samarbejde får mange til at ryste på hovedet.
– Jeg tror helt klart, det mindsker tilliden til det formelle demokrati, når folk betragter det som en børnehave. Det gør også, at folk har mindre lyst til selv at engagere sig, for hvis man skal finde sig i at blive kaldt idiot eller lignende, så vil man da hellere spille tennis eller være med i sejlklubben og engagere sig i det civile samfund, siger han.
Netop i disse uger har partierne travlt med at finde kandidater til efterårets kommunalvalg. Og det arbejde er ikke blevet lettere af, at der er iskold luft mellem opposition og konstitueringspartierne.
– Det får desværre folk til at sige, at det er en børnehave, og så er der ikke nogen, der har lyst til at stille op og være en del af vores demokrati. Der er nok også nogle, der tænker: ”Okay, hvis jeg kommer ind, og jeg ikke er enig med borgmesteren, så får jeg bare at vide, at jeg er plat og populist”. Og det er da ikke rart, siger Ann Lindhardt (V).
Dansk Folkepartis medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm, Glen Madsen, har i forvejen en stor opgave i at skaffe kandidater, fordi partiet traditionelt set ikke er stort i Hørsholm, og Dansk Folkeparti på landsplan også kæmper en brav kamp. Han kunne derfor godt undvære den ekstra modstand.
– Nej, klimaet er så sandelig ikke med til at gøre det bedre. Der er masser af mennesker, som tænker: ”Gider jeg være en del af det? Er det dét, jeg skal bruge min tid på”, fortæller Glen Madsen, som dog er fortrøstningsfuld.
Det samme er borgmester Morten Slotved (K), der kan mærke Konservatives medvind på landsplan. Men heller ikke han kommer uden om at tale om det dårlige samarbejdsklima med kommende kandidater.
– De spørger, om man bliver hængt ud. Der er mange, der er rigtig kede af, at tonen er blevet så svær i Hørsholm. Men hvis man ser, hvem der bliver hængt ud i pressen, så er det udvalgsformændene, borgmesteren og i nogle enkelte tilfælde gruppeformænd. Det er sjældent, at et almindeligt kommunalbestyrelsesmedlem bliver hængt ud i pressen, så det er ikke en bekymring, jeg deler, siger borgmesteren.
Fra den radikale viceborgmester, Henrik Klitgaard, er meldingen klar: Man skal kunne tåle mosten, hvis man vil være lokalpolitiker.
– Man skal ikke gå ind i det her game, hvis man ikke er relativt tykhudet. Det er ikke for tøsedrenge, siger han. • antj@kl.dk
##ContentBoxStart##262455##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-5-side-38.pdf