Den hårde tone hærger i Hørsholm
tekst Anna Törnqvist Jensen
Om det var ”røvhul” eller ”røvbanan”, Glen Madsen (DF) kaldte borgmester Morten Slotved (K) ved sidste års budgetforhandlinger, kan Glen Madsen ikke huske den dag i dag. Men at han måtte trække borgmesteren til side efter forhandlingerne, hvor oppositionen ifølge Glen Madsen var blevet stillet et ultimatum om skattelettelser, husker han udmærket.
– Jeg kan ikke lide at få sat pistoler for panden. Og jeg prøvede virkelig at bide mig fast i bordet, men lige lidt hjalp det. Under budgetprocesserne er det virkelig kommet frem, hvordan tingene foregår. Det er: Tag det hele eller tag intet. Der er ingen dialog eller imødekommenhed, fortæller Glen Madsen.
Han er et af de 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Hørsholm og tilhører sammen med Venstre og Liberal Alliance oppositionen. Til sammen har de tre partier seks mandater, mens konstitueringspartierne Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokratiet har 11 mandater.
Hørsholms borgmester Morten Slotved husker episoden som ”rystende”, og faktum er ifølge Thorkild Gruelund (Lokal), der har været medlem af kommunalbestyrelsen i over 25 år, at stemningen aldrig har været så dårlig, som den er nu.
– Jeg har aldrig oplevet før, at vi var i nærheden af det, jeg vil kalde uvenskab. Det, synes jeg, er problematisk, siger Thorkild Gruelund.
For Glen Madsen er langt fra den eneste, som har ladet sit temperament løbe af med sig. På et udvalgsmøde i december bad viceborgmester Henrik Klitgaard (R) Venstres spidskandidat Ann Lindhardt om at holde sin kæft. Det affødte en klage over viceborgmesterens opførsel om krænkende adfærd både fra Ann Lindhardt selv og Liberal Alliances medlem Jakob Nybo, som også ringede til Berlingske og fortalte om episoden.
Og på kommunalbestyrelsesmødet i december brugte politikerne en time på at diskutere rimeligheden i, at kommunens forvaltning registrerer, hvor meget tid den bruger på at besvare skriftlige spørgsmål fra politikere. Oppositionen beskrev tidsregistreringen som ”krænkende adfærd”, ”mobning”, ”politisk chikane”, som noget, der ”skaber demokratisk ubalance”, og som et værktøj, flertallet bruger mod dem.
Dem og os
Glen Madsen går i dag så vidt som at sige, at samarbejdet mellem flertallet og mindretallet i kommunalbestyrelsen er ikke-eksisterende.
– Der er ingen tillid, og jeg kan føre bevis for, at jeg har prøvet at række hånden frem virkelig mange gange, og i løbet af meget kort tid efter det er jeg blevet hældt af brættet på den ene eller den anden måde. Så må man nå til den erkendelse, at det er svært at have tillid til nogen, som ønsker en hen, hvor peberet gror, siger han.
Samme oplevelse har Jakob Nybo (LA), der sammen med Dansk Folkeparti og Venstre står uden for konstitueringen.
– Der er skabt en retorik, der hedder ”dem og os” om valggruppe 1 og 2. Det er drænende for ethvert samarbejde. For mig er det vigtigste, at man er åben og lydhør, men jeg oplever, at sagerne er handlet af på forhånd, så demokratiet de facto er sat ud af spil i Hørsholm, fordi det hele bliver en skueproces. Den politiske kultur i Hørsholm lider i høj grad af konservativ magtsyge. Det er udelukkende et spørgsmål om at have magten og udøve den, og det beror på en arrogance og en selvfedhed, som er kvalmende og ubehagelig, siger han.
Også Ann Lindhardt (V) mener, at demokratiet er under pres, fordi oppositionen ikke bliver hørt. Hun ser det netop som oppositionens vigtigste opgave at stille spørgsmål, men oplever, at spørgsmålene opfattes som provokation.
– Det har jeg svært ved at forstå. Jeg tror, de bedste løsninger er de brede løsninger, men der bliver fokuseret meget på de 10 procent, vi er uenige om, fremfor at fokusere på de 90 procent, vi er enige om, siger Ann Lindhardt, som efterlyser mere lederskab fra borgmesteren.
– Der sidder én for bordenden, og det er en borgmester. Vi har alle sammen et ansvar i det her, men det er ham, der har det største ansvar, siger hun.
##ContentBoxStart##262449##ContentBoxEnd##
Der er ingen forbrydere
På den anden side af bordet oplever konstitueringspartierne derimod ikke oppositionen som samarbejdsvillige. Tværtimod mener flere, at der er så meget fokus på at finde fejl og skyde med skarpt i den lokale presse, at det puster til det dårlige samarbejde.
– Jeg oplever som viceborgmester, og Morten som borgmester, at de skyder på os hele tiden med udsagn, som ligger på kanten af det sandfærdige. Det har frembragt en stemning af, at vi, der har flertallet, udnytter det til vores egen vinding og ikke fortæller sandheden. Jeg bruger halvdelen af min politiske debattid på at tilbagevise de løse udsagn, som oppositionen kommer med. Og det giver ikke noget godt samarbejdsklima, siger Henrik Klitgaard (R), der også fremhæver, at 11 ud af de i alt 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer opnåede valg for første gang i 2017.
– Man kan sætte fire hunde sammen, som leger fantastisk, og så kan der komme en femte hund derind, som får hele banden til at slås. Det er ikke til at forudse, konstaterer han.
Også i Socialdemokratiet mener man, at oppositionen har for travlt med at lede efter fejl, som ikke er der.
– Der er for mange detektiver og ingen forbrydere. Der er gået folketing i den, og der er for mange, der leder efter fejl og har travlt med at skyde andre dårlige motiver i skoene. Jeg har tidligere været borgmester i Fredensborg-Humlebæk, hvor det foregik mere elegant, og folk så hinanden på kryds og tværs. Nu bliver indlæggene meget skarpe, på grænsen til det injurierende, og det er svært at sidde og hygge sig bagefter, hvis man er blevet beskyldt for at stjæle af kassen, siger Svend Erik Christiansen (S).
Hans partifælle, Marcus Guldager (S), mener, at borgerne i Hørsholm med god grund kan få opfattelsen af, at kommunalbestyrelsen er en ren børnehave.
– Jeg kan godt forstå, at det indtryk eksisterer. Det underminerer borgernes tillid til, at vi forvalter tingene på den bedst mulige måde. Og der skal være tillid til, at det samarbejdende folkestyre i kommunalbestyrelserne rent faktisk samarbejder, siger Marcus Guldager.
##ContentBoxStart##262450##ContentBoxEnd##
De udstødte
Markante partihop har også fyldt i kommunalbestyrelsen i Hørsholm i denne valgperiode, da først Thorkild Gruelund, der var medlem af Det Konservative Folkeparti i 58 år, blev ekskluderet og siden startede sin egen lokalliste. Og Annette Wiencken, der har været Venstres borgmesterkandidat ad flere omgange, forlod partiet og smækkede med døren. De er de udstødte, som Thorkild Gruelund betegner sig selv og Annette Wiencken.
– Det giver jo ikke den hjerteligste atmosfære, konstaterer han, mens han dog understreger, at han personligt har et godt forhold til de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsesmedlemmer. Han mener, der er plads til forbedringer på begge sider af bordet.
– Jeg tror, man skal give fra begge sider, og det er vigtigt, at flertallet ikke er bange for at give mindretallet noget. Det er vigtigt, at alle får nogle succeshistorier. Jeg har altid sagt, at man skal behandle mindretallet ordentligt, for man kan selv risikere at blive en del af det en dag, lyder det fra den drevne politiker.
Annette Wiencken, der i dag er løsgænger, mener, der skal en bredere konstituering til, hvis samarbejdsklimaet i Hørsholm skal forbedres.
– Jeg tror, at den kommende borgmester skal lukke alle ind, og så må vedkommende sætte sig for, at det bliver et stort arbejde, men det er den eneste måde, man kan sætte vægt bag ordene. På den anden side kan jeg godt forstå, det ikke altid lykkes med de brede forlig i den nuværende situation. Der er grænser for, hvad man kan tillade sig at sige og så stadig regne med, at man er velkommen. Det er svært at være overmenneskelig nok til at tage folk ind, hvis de står og siger, de gerne vil samarbejde, og når man så slår op i avisen næste dag, så bliver man svinet til over tre spalter, siger Annette Wiencken.
Glen Madsen tror også på, at en bredere konstituering vil være et godt skridt på vejen.
– Morten har alle muligheder for at få verdens fedeste kommunalbestyrelse og sidde fuldstændig sikkert i sadlen, mener han.
Han ønsker sig også mindre manipulation og mere ærlighed.
– Demokratiets vilkår er, at flertallet bestemmer, men det ville være bedst for alle, hvis flertallet også vil stå på mål for de beslutninger, de træffer. De grimme sider i politik eksisterer i fuld flor i Hørsholm, og jeg har oplevet flere gange, at der bliver stormanipuleret med tingene, og at fejlene altid er alle andres skyld. Jeg synes, der mangler en smule ydmyghed.
Og i sidste ende er det borgernes tillid til politikerne, der er på spil, mener flere.
– Jeg har blandt andet læst borgmesteren kalde Glen Madsen for plat og populistisk i en gruppe på Facebook. Det, tror jeg, desværre får folk til at få det indtryk, at det er en børnehave, og at det hele er lidt useriøst. Folk gider ikke høre på andre, der skændes, siger Ann Lindhardt, mens viceborgmester Henrik Klitgaard tilføjer:
– Der er ingen tvivl om, at det bidrager til politikerleden. Folk holder jo op med at tro på os, konstaterer han. • antj@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-5-side-34-36.pdf