
Kommunaldirektør uforstående over for politianmeldelse
tekst Mads Brandsen
Fredag meddelte Fredericia Kommune på et pressemøde, at Sydøstjyllands Politi skal undersøge de mulige habilitetsproblemer hos tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.
Det skyldes, at der er mistanke om, at der har været tætte, private relationer mellem eks-borgmesteren og kommunaldirektøren, der er hjemsendt, og som kommunen vil indlede en afskedigelsessag mod.
Annemarie Zacho-Broe forstår imidlertid ikke, hvorfor kommunen har valgt at skride til politianmeldelse. Det meddeler hun gennem advokat Pernille Backhausen, der på vegne af fagforbundet Djøf bistår hende.
– Vi afventer nu et udspil fra Fredericia Kommune om den videre proces. Men vi har noteret os, at Advokatfirmaet Horten ikke i de materielle sager mener, at Annemarie Zacho-Broe har overtrådt nogle regler eller fundet dokumentation for en relation mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, der har medført problemer med habiliteten. Vi stiller os uforstående over for, at der nu indgives en politianmeldelse mod kommunaldirektøren, skriver Pernille Backhausen i en e-mail til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Hverken advokat Pernille Backhausen eller Annemarie Zacho-Broe har yderligere kommentarer til sagen. mdbr@kl.dk