
Politiet skal efterforske borgmesterskandale
tekst Anna Törnqvist Jensen
Han var Socialdemokratiets redningskrans, da han i 2013 blev hentet hjem fra sin post i Folketinget og udnævnt til borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Fredericia. Jacob Bjerregaard (S) havde med egne ord ”været ked af at se på, at Fredericia ikke udnyttede sit potentiale bedre på grund af ustabilt lederskab”, efter Venstre-borgmesteren Thomas Banke måtte trække sig i utide, da det kom frem, at den daværende borgmester havde et misbrug af morfin og blev politianmeldt for at have brugt kommunens guldkort uberettiget. Sigtelsen blev frafaldet, men nu må politiet atter rette søgelyset mod Fredericias top, for denne gang er det Jacob Bjerregaard, der, ramt af skandalesager, har lagt borgmesterkæden og har to politianmeldelser hængende over hovedet.
Med alvorlige miner fremlagde nuværende borgmester Steen Wrist (S), viceborgmester Susanne Eilersen (DF) og fungerende kommunaldirektør Camilla Nowak konklusionerne på tre undersøgelser, som er lavet i kølvandet på afsløringer om eks-borgmester Jacob Bjerregaard og daværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe, på et pressemøde en fredag formiddag.
Både advokatfirmaet Hortens to undersøgelser om henholdsvis salget af en byggegrund og en efterfølgende byggetilladelse til Jacob Bjerregaard og relationen mellem Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe og det dertilhørende habilitetsspørgsmål kom her til offentlighedens kendskab, ligesom kommunens egen afdækning af forholdene i Fredericia blev lagt frem. Og alle tre undersøgelser peger på, at der er flere forhold i kommunen, som er dybt kritisable.
Ulovlig tilladelse til borgmesteren
Først og fremmest konkluderer Hortens redegørelse, at der var urent trav omkring salget af en byggegrund og en efterfølgende byggetilladelse til Jacob Bjerregaard. Sagen omhandler en grund på Argentinervej i Fredericia, som borgmesteren købte i 2016, men som, Horten finder, ikke var overensstemmelse med udbudsreglerne. Dernæst konkluderer advokatfirmaet også, at borgmesteren blev meddelt byggetilladelse på et ulovligt grundlag, fordi der blev givet en ulovlig instruks, som betød, at byggetilladelsen blev behandlet efter gamle byggesagsregler, selvom fristen var overskredet, og byggesagen skulle have været behandlet efter nye regler. Advokaterne har dog ikke fundet belæg for, at borgmesteren skulle have været involveret i forløbet omkring den ulovlige instruks.
Redegørelsen bruger også mange sider på at gennemgå kommunens behandling af aktindsigtsanmodninger og beskriver et forløb, hvor kommunaldirektøren ifølge flere deltagende i undersøgelsen skulle have kæmpet indædt imod, at notater vedrørende borgmesterens byggesag blev udleveret i forbindelse med en aktindsigt, og at flere måtte minde den daværende kommunaldirektør om at holde en armslængde til borgmesteren.
”Der er i flere interviews med forskellige ordlyd givet udtryk for, at kommunaldirektøren havde været rasende over, at der var blevet taget telefonnotater, og at notaterne var blevet journaliseret, og at hun havde skældt ud (…) Kommunaldirektøren har oplyst, at hun ikke havde bedt om, at akterne skulle flyttes eller slettes”, skriver Horten i redegørelsen.
Da en borger allerede har anmeldt grundsalget til borgmesteren til politiet, vil den sag nu blive efterforsket, og da Fredericia Byråd har besluttet at overdrage advokatundersøgelsen til politiet, vil den også indgå i politiets arbejde.
Politiet skal undersøge relation
Men det er ikke det eneste, politiet skal undersøge. For en – for offentligheden – fire sider lang rapport fra Horten kan vise sig at blive det mest sprængfarlige element. Den omhandler nemlig relationen mellem Jacob Bjerregaard og kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe, og om de to har været så tætte, at det udfordrer habiliteten.
”Afrapporteringen er i sin helhed ikke egnet til offentliggørelse”, skriver Horten, og derfor er det kun et sammendrag, der er offentligt tilgængeligt. Sammendraget adresserer de vedvarende rygter om, at borgmesteren og kommunaldirektøren skulle have en ”nær relation”. Det er i medierne løbende kommet frem, at flere har forsøgt at gøre opmærksom på relationen og habilitetsspørgsmålet, og at flere episoder har givet folk grund til at spekulere i forholdet mellem kommunaldirektøren og borgmesteren. I en video, som Ekstra Bladet har offentliggjort, danser Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe til tonerne af soundtracket fra filmen Dirty Dancing. Mens Jacob Bjerregaard nusser kommunaldirektøren på ryggen på dansegulvet, finder Annemarie Zacho-Broes hånd vej ind under borgmesterens blazer. Denne episode fandt sted på Generalen i Fredericia efter byrådets julefrokost i 2018.
Året efter oplevede Susanne Eilersen også en episode mellem de to i ”festligt lag” under Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. Det bekymrede Eilersen, der derfor orienterede kommunens økonomi- og personalechef, som flere personer ifølge mediernes beskrivelser har forsøgt at gøre, men uden et resultat. Mens Horten ikke er nået til bunds i relationen mellem Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe, retter advokaterne skarp kritik af, at økonomiudvalget og byrådet ikke tidligere blev orienteret om de bekymrede henvendelser, og konkluderer, at det må være en sag for politiet at undersøge relationen nærmere.
Et enigt Fredericia Byråd har overdraget sagen til politiet og samtidig indledt en afskedigelsessag mod Annemarie Zacho-Broe.
– Jeg ved ikke, om der har været en nær relation. Hverken Horten, jeg eller andre i byrådet hævder, at vi ved, der har været en nær relation. Men byrådet har kendt til rygterne, som har svirret længe, og jeg fortryder i dag, at jeg ikke har reageret tydeligere og tidligere på rygterne, sagde borgmester Steen Wrist (S) på pressemødet og tilføjede, at man havde set et forløb, hvor meget tydede på, at der var ”taget usaglige hensyn”.
Udover afskedigelsen af kommunaldirektøren er der ligeledes indledt en personalesag mod kommunens økonomi- og personalechef, Tommy Abildgaard.
##ContentBoxStart##262645##ContentBoxEnd##
Kommunen skal rydde op
Endelig har Fredericia Kommune i sin egen redegørelse fundet, at kommunen ikke i alle tilfælde har overholdt de embedsmæssige forpligtigelser. Kommunen har undersøgt, om der har været tilstrækkeligt politisk beslutningsgrundlag, om der har været hjemmel til stede, og om kommunens økonomistyringsprincipper har været overholdt.
– Desværre viser vores afdækning, at vi som kommune i en række sager ikke har haft orden i penalhuset. Det gælder i nogle konkrete sager i forhold til indhentning af tilbud, indgåelse af aftaler med eksterne samarbejdspartnere og betaling af uspecificerede regninger. Konklusionen er, at vi som kommune i nogle tilfælde ikke har haft styr på interne processer. Det er beklageligt og utilfredsstillende, sagde Steen Wrist på pressemødet.
Blandt andet har afdækningen vist, at Fredericia Kommune har betalt et eventfirma en million kroner om året uden at have en aftale om, hvad der skulle leveres. Det er i strid med økonomistyringsprincipperne i kommunen, og det konflikter også med reglerne i udbudsloven, konkluderer den interne afdækning, der også peger på, at der ikke i alle tilfælde er udvist lovmedholdelighed, god embedsmandsadfærd eller forsvarlig økonomisk forvaltning. Samtidig tyder afdækningen på, at embedsværket har været under pres fra Jacob Bjerregaard.
”Direktionen vurderer, at skillelinjen mellem forvaltningen og den tidligere borgmester har været uklar. Det ses for eksempel i de situationer, hvor dagsordenspunkter bliver fjernet fra dagsordner, når der ændres i beslutningsgrundlaget i dagsordenspunkterne, og de fagligt funderede anbefalinger eller bilag fjernes”, konkluderer kommunens egen afdækning.
16 tidligere chefer har i medierne anonymt berettet om dårligt arbejdsmiljø og topstyring under Bjerregaards ledelse. Siden 2014, hvor han blev borgmester, har 20 topchefer forladt kommunen, og ifølge flere tidligere chefer var der en særledes konfrontatorisk tone i Fredericia, hvor Jacob Bjerregaard talte grimt til folk, ikke brød sig om modargumenter og ville være en del af alle beslutninger på alle niveauer. Over for TV Syd har Jacob Bjerregaard kritikken.
Forstår ikke politianmeldelse
Både Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe har tidligere afvist rygterne om deres nære relation, og ingen af dem har offentligt kommenteret de tre undersøgelser. Gennem sin advokat har Annemarie Zacho-Broe dog gjort klart, at hun ikke forstår politianmeldelsen, da hun ikke har overtrådt nogle regler.
– Vi har noteret os, at Advokatfirmaet Horten ikke i de materielle sager mener, at Annemarie Zacho-Broe har overtrådt nogen regler eller fundet dokumentation for en relation mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, der har medført problemer med habiliteten. Vi stiller os uforstående overfor, at der nu indgives en politianmeldelse mod kommunaldirektøren, skriver advokat Pernille Backhausen, der på vegne af Djøf bistår Annemarie Zacho-Broe, i en mail til Danske Kommuner. • antj@kl.dk