
Vejle henter ny beredskabschef hos Falck
tekst Gitte Johansen
Det er en erfaren beredskabschef, som nu skal stå i spidsen for opgaven med at opbygge et helt nyt Vejle Brandvæsen. Thomas Dietz kommer fra et job som brandchef i Falck Vest, hvor han har været driftsansvarlig for Falcks brandvæsener i Jylland og på Fyn, som blandet andet omfatter 97 brandstationer og et uddannelsescenter.
Thomas Dietz har haft ansvaret for en turnaround af alle Falcks samlede brandforretninger i Danmark. Blandt de vigtigste resultater er skabelsen af én samlet brandledelse og ét driftsområde i Vest med fælles kultur og værdigrundlag og sammenlægning af to brandvagtscentraler til én brandvagtscentral i Aalborg.
Den nye beredskabschef har arbejdet i Falck i 28 år og har siden 1999 været ansat i en række chefjob. Han er oprindelig uddannet brandmand, og har siden taget blandt andet en diplomuddannelse i ledelse.
Borgernært brandvæsen
Den 51-årige Thomas Dietz ser frem til at være med til at skabe et helt nyt, robust og borgernært brandvæsen i Vejle Kommune.
– Det er en utrolig spændende opgave i en unik kommune, der venter. Der er ikke mange, der får et sådan tilbud, og derfor er jeg også rigtig glad, stolt og ydmyg over at skulle stå i spidsen for et "nyt" Vejle Brandvæsen, siger Thomas Dietz. gij@kl.dk