
Arbejdsmarkedschef takker af efter næsten 20 år
tekst Gitte Johansen
Per Rasmussen har gennem årene stået i spidsen for beskæftigelessindsatsen i MIddelfart Kommune, og dermed også et af Danmarks stærkeste jobcentre. På snart sagt alle nøgletal dokumenteres det, at jobcenteret i kommunen gennem mange år har præsteret blandt de bedste.
Per Rasmussens fokus har været på et stærkt samspil med det lokale erhvervsliv, og derigennem at sikre arbejdskraft til virksomhederne, lav ledighed i kommunen og meningsfuldt arbejde for flest mulige.
Det er næsten 20 år siden, at Per Rasmussen begyndte som leder af arbejdsmarkedsafdelingen i den tidligere Ejby Kommune. Siden er der sket en enorm udvikling – både i kommunernes struktur og på arbejdsmarkedet. Især i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 betød reformer på arbejdsmarkedsområdet, at området fik et stærkt politisk fokus.
– Per Rasmussen har gennem mange år været en dygtig leder, som er fulgt med tiden og den udvikling, der er sket på området. Han er en ordentlig leder af sine medarbejdere og en dygtig chef med et særligt fokus på værdigheden for de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet, siger kommunaldirektør Willy Feddersen.
Rekrutteringen af en ny arbejdsmarkedschef igangsættes snarest. I mellemtiden konstitueres afdelingsleder for Job og Uddannelse, Jeanette Johansen, i stillingen som arbejdsmarkedschef. gij@kl.dk