
Solrød er klar til at sortere tøj og mælkekartoner
tekst Gitte Johansen
Sidste år besluttede et bredt flertal i Folketinget, at kommunerne før sommerferien skal være klar med sortering af fødevarekartoner, mens der skal sorteres tekstiler fra januar 2022.
Den korte tidsfrist giver dog problemer i mange kommuner. I februar viste en Momentum undersøgelse, at hele 83 procent af kommunerne ikke forventer at blive klar til tiden, hvilket fik KL til at foreslå, at regeringen skubber tidsfristen.
Men der er også kommuner, som er klar til løse opgaven. Det gælder blandt andre Solrød Kommune. På det seneste byrådsmøde besluttede politikerne at sende et nyt regulativ for husholdningsaffald i høring, som skal sikre, at borgerne kan komme af med både mælkekartoner og aflagt tøj til tiden.
– Den grønne omstilling er vor tids største udfordring, og det er derfor også nødvendigt, at vi i endnu højere grad tænker affald som en ressource. Derfor er det også super dejligt at opleve solrøddernes store engagement, og jeg er overbevist om, at solrødderne også kommer til at tage ændringerne med sortering af fødevarekartoner og tekstiler til sig, siger borgmester Niels Hörup (V).
Til trods for at borgerne nu skal sortere i ti fraktioner i stedet for otte, medfører ordningen ikke, at borgerne får flere affaldsspande, da fødevarekartonerne skal sorteres sammen med plast, mens tekstilerne indsamles i poser, som stilles ved fortovet.
Solrødderne er gode til at sortere
Flere borgere i Havdrup og Solrød Strand har allerede prøvet kræfter med regeringens nye sorteringskrav i en succesfuld forsøgsordning.
– Borgerne har taget ordningen til sig, og erfaringerne er, at det har været intuitivt at sortere både fødevarekartoner og tekstiler. De praktiske erfaringer, vi har fået med den nye måde at sortere affald på, gør, at vi som nogle af de første i landet bliver klar til at sortere i de nye fraktioner, siger Niels Hörup.
En analyse af kommunens nuværende affaldsordning viser, at genanvendelsesprocenten er steget fra 31 procent i 2019 til 57 procent i slutningen af 2020. Solrød Kommune ligger altså allerede i dag over den nationale målsætning om at genanvende 50 procent af danskernes husholdningsaffald senest i 2022. gij@kl.dk