
Lejre vil gøre livet lettere med faste møder
tekst Anna Törnqvist Jensen
Temamøder, udvalgsmøder, borgermøder, gruppemøder og kommunalbestyrelsesmøder. Det er ikke svært at få fyldt hullerne i kalenderen ud som kommunalbestyrelsesmedlem.
Men nu vil kommunalbestyrelsen i Lejre tage et opgør med de mange møder ved at ændre i styrelsesvedtægten og lave én fast ugentlig mødedag. Foreløbig har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om principper og en mødeplan, som skal danne grundlag for et egentligt forslag til ændring af styrelsesvedtægten. Allerede i forbindelse med konstitueringen ved sidste valg var der i Lejre bred enighed om, at kommunalbestyrelsen i valgperioden skulle justere i styrelsesvedtægten, og nu er det planen, at ændringen skal være trådt i kraft, når det nye byråd tiltræder den 1. januar næste år.
– Vi er opmærksomme på, at noget af det, der tager så ekstremt meget tid som kommunalbestyrelsesmedlem, det er, at man skal stå til rådighed på mange forskellige tidspunkter på mange forskellige dage. Derfor forsøger vi nu at arbejde med, at én dag om ugen, som er reserveret til arbejdet i kommunalbestyrelsen, og udgangspunktet er, at alt, der har relation til kommunalbestyrelsen, skal planlægges til den tid. Intentionen er, at det forhåbentlig minimerer noget af tidsforbruget, siger borgmester Carsten Rasmussen (S).
Carsten Rasmussen blev første gang valgt ind i kommunalbestyrelsen i 1990, og han er ikke i tvivl om, at møderne over årene er blevet flere og flere.
– Jeg plejede gerne at have det billede tidligere, at man skulle deltage i et udvalgsmøde én gang om måneden, ét kommunalbestyrelsesmøde en gang om måneden, og så var der nogle gruppemøder, man skulle deltage i. Men nu er der kommet mange flere møder ind. Da jeg startede i politik, var der slet ikke dialogmøder og borgermøder i samme omfang. I dag holder vi for eksempel borgermøde, før vi sender en lokalplan i høring, mens vi har en lokalplan i høring og efter høringen. Samtidig holder vi dialogmøder med samtlige interessenter og brugerbestyrelser, og dem er der jo også kun blevet flere af, fordi vi er blevet en tre gange så stor kommune, fortæller borgmesteren.
En kontrakt med familien
##ContentBoxStart##262710##ContentBoxEnd##
Et af de kommunalbestyrelsesmedlemmer, som mærker arbejdspresset, er Thomas Bisgaard, der repræsenterer Radikale Venstre ene mand. Derudover er han far til fire børn, hvoraf to er flyttet hjemmefra, og har også et aktivt arbejdsliv.
– Når først hverdagen er i gang, er det forstyrrende hele tiden fortløbende at skulle forholde sig til ændrede mødetider. Det ville klart være nemmest for mig, hvis jeg vidste, at hver mandag har jeg møde i kommunalbestyrelsesregi. Det ville også gøre det nemmere at melde mere entydigt ud i forhold til familien, siger Thomas Bisgaard, der mener, at engagementet i lokalpolitik kræver en kontrakt på hjemmefronten.
– Den kontrakt skulle man gerne have landet, inden man stiller op, men det her vil jo gøre det lettere at forudse nogenlunde, hvor meget tid man kommer til at bruge på det. Vi er en aktiv gymnastikfamilie, og der er jo en masse logistik forbundet med det, som er afhængigt af, at man får aftalt mødekadencen. Inden jeg blev valgt ind, havde jeg svoret, at vi ikke skulle have to biler, men jeg måtte sande, at det måtte vi bare have, hvis det overhovedet skulle hænge sammen.
Det, der kom mest bag på Thomas Bisgaard, da han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen ved valget i 2017, var alle de møder, der ikke fremgår af den officielle kalender.
– Jeg er blevet overrasket over, hvor mange timers forarbejde der ligger i at gå til et møde, og at der er en lang række af formøder inden kommunalbestyrelsesmøde. Det fremgår ikke af nogen dagsordener, og det er møder, som bliver aftalt efterhånden, som der opstår et behov, og så må man sommetider ringe hjem og sige: ”Ved du hvad, jeg kommer ikke hjem”, fortæller han.
Thomas Bisgaard er dog overbevist om, at en fast mødedag også vil gøre det lettere at tiltrække nye kandidater.
– Det er i hvert fald nemmere at kommunikere ud på forhånd, at hvis du stiller op, så skal du vide, at her er du forpligtet til at varetage det kommunalpolitiske arbejde, siger han.
Samme intention har borgmester Carsten Rasmussen, som håber, at en ændring i styrelsesvedtægten kan skabe en kommunalbestyrelse med mere diversitet.
– Hvis man nogenlunde kan sige: ”Ved du hvad, du skal bruge en eftermiddag og/eller aften om ugen. Det er det, der er i det.” Så tror jeg bedre, folk kan danne sig et indtryk af, om de kan se sig selv i det eller ej. Det er ligesom, hvis du søger et nyt job. Så er det også rart at vide, hvor mange timer skal jeg bruge på det her, og hvornår går jeg på arbejde. Specielt, hvis det er kandidater med yngre børn, så er det fornuftigt at kunne planlægge, og alle er jo enige om, at det godt kan være lidt svært at tiltrække andre grupper end pensionisterne. Det er almindelig kendt, at kandidaterne ikke står i kø, og en del af forklaringen på det kan være arbejdsbetingelserne. Der kan vi gå ind og sige, hvad gør det attraktivt at være en del af det lokale demokrati, og arbejdsbetingelserne er altså en del af det, siger Carsten Rasmussen. • antj@kl.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-6-side-44-45.pdf