
Dragørs borgmester stopper: Vil være formand for Krifa
tekst Mads Brandsen
Efter 20 år med Søren Fibiger Olesen som formand for Kristelig Fagbevægelse (Krifa) skal organisationen have ny formand på repræsentantskabsmødet sidst i maj.
Fristen for at melde sit kandidatur er udløbet, og eneste kandidat til posten er Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V), der derfor regner med at blive valgt.
– Jeg er stor tilhænger af Krifas syn på arbejdsmarkedet – at arbejdstager og arbejdsgiver er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger. Jeg har i mit virke som borgmester set, hvad konflikter forårsager, og det er sjældent noget godt, siger Eik Dahl Bidstrup i en pressemeddelelse fra Krifa.
De seneste seks år har har han siddet i organisationens advisory board for god arbejdslyst. I en opdatering på Facebook skriver Eik Dahl Bidstrup, at beslutningen er truffet med blandede følelser.
– Igennem de sidste 7 år, har jeg som borgmester arbejdet med nogle af de mest spændende mennesker, jeg har mødt. Glæden ved at lære de mange borgere at kende og være i god dialog med jer, forvaltningen, lokalpolitikere og landspolitikere, er oplevelser jeg vil huske for evigt, skriver han.
Eik Dahl Bidstrup blev i 2014 den første Venstre-borgmester i den nuværende Dragør Kommunes historie. Et par år inde i valgperioden valgte byrådet at omkonstituere sig, så i dag står kun Det Konservative Folkeparti uden for konstitueringen.
Det er endnu uvist, hvem der skal efterfølge Eik Dahl Bidstrup på borgmesterposten. mdbr@kl.dk