
Når hjemløse skal vaccineres, må bjerget komme til Muhammed
tekst Anna Törnqvist Jensen
Det er langt fra alle de sårbare hjemløse, der er blevet tilbudt en coronavaccine i Slagelse Kommune, som har taget imod tilbud. Kommunen, der har det højeste antal hjemløse i Region Sjælland, har noteret, at en tredjedel har takket nej til vaccinen. Det skriver sn.dk. Karen-Marie Heltoft, der er forstander på Forsorgshjemmet Toften i Slagelse, siger til det lokale medie, at de fleste af de, der har takket nej, har gjort det, fordi de er imod vaccinen. Men der er også nogle, som ikke ønsker at opgive deres CPR-nummer.
– Flere lever et liv under radaren og har slet ikke lyst til at komme i kontakt med systemet. Det kan der være flere grunde til, siger Karen-Marie Heltoft til sn.dk.
Anderledes positivt ser det dog ud i Københavns Kommune, hvor der foreløbig er vaccineret omkring 400 sårbare hjemløse.
– Det skrider fremad. Mit personlige ønske er, at det gik stærkere, men det er jo ikke os som kommune, der bestemmer, hvornår vaccinerne kommer, siger socialborgmester Mia Nyegaard (R) til Nyhedmagasinet Danske Kommuner.
Københavns Kommune har omkring 1.300 sårbare hjemløse, og de bliver opsøgt både på gadeplan og på herberger. På herbergecentret Sundholm har kommunen haft succes med at vaccinere hjemløse.
– Der er pædagogisk hjælp til stede, som sørger for at huske dem på, at de skal komme og følge dem derhen, og de minder dem også om, at de skal komme igen. Det fungerer rigtig godt at gøre det der, hvor de er, for hvis de skulle til at transportere sig et andet sted hen af sig selv, så var de simpelthen ikke kommet derhen. Samtidig tror jeg, det betyder meget, at det er kendte ansigter, de møder, siger Mia Nyegaard.
Samme fremgangsmåde har også været en succes i Aalborg Kommune, hvor 100 sårbare hjemløse foreløbig har fået det første stik. Kommunen anslår, at der i alt er omkring 200 personer i målgruppen.
– Der skal en håndholdt indsats til. Bjerget skal komme til Muhammed i det her tilfælde. Og så samarbejder vi på kryds og tværs for at få det til at lykkes, for det er jo netop en målgruppe, som ikke er det samme sted lang tid, og som måske har en psykisk sygdom eller et misbrug og ikke ønsker at blive registreret nogen steder. Når det så er lykkedes så godt for os, at da vi fik 100 doser, så gav vi 100 doser, så er det fordi, vi har et godt samarbejde på tværs af både kommunen, NGO’er, regionen og PLO, som bygger på stor fleksibilitet og et ønske om at lykkes, siger Tina Maria Larsen, centerleder i Center for Sociale Indsatser i Aalborg Kommune.
Både København og Aalborg Kommuner oplever umiddelbart stor tilslutning til vaccinen.
– Man skal ikke underkende, at det også er fordi, vi i hverdagen lykkes med at arbejde sammen, og at det er kendte ansigter, borgerne møder også i denne her proces, så det hele er trygt og genkendeligt for dem. De stoler på de medarbejdere, de kender, siger Tina Maria Larsen.
Mia Nyegaard vil dog godt understrege, at ingen bliver tvunget til at tage imod vaccinen.
– Da jeg selv var ude på Sundholm, mødte jeg kun folk, som var utroligt glade, men der kan selvfølgelig være nogle, som ikke ønsker at blive vaccineret, og der er selvfølgelig helt frit valg, siger hun.
Når Aalborg Kommune fortsætter med at vaccinere målgruppen, vil kommunen blandt andet vaccinere der, hvor hjemløse med langvarigt misbrug normalt kommer og henter deres substituionsmedicin.
– Vi laver vaccinesteder der, hvor vi ved, borgerne kommer. Og hvis de kommer og henter deres substitutionsmedicin klokken 8, så nytter det ikke noget, at vi er klar klokken 11, for de kommer ikke igen. Det var det samme, da vi vaccinerede de 100 første. Vaccinerne var egentlig planlagt til at komme om fredagen, men det var lønningsdag, og vi vidste, at det ikke ville komme til at fungere. I samarbejde med regionen lykkedes det at flytte det til dagen før, for der er ikke noget, der må være tilfældigt her. Vi skal kende målgruppen rigtig godt og vide, hvornår vi kan samle dem og sørge for, de medarbejder, de kender, er der, så de kan føle sig trygge, siger Tina Maria Larsen. antj@kl.dk