Ny viden
tekst Mads Brandsen
Skuffende beretning fra autocamperen
BØGER /// Lars Løkke er en rigtig god fortæller. Derfor har man store forventninger til den flittige forfatters nyeste skud på stammen, ”Ud af det blå”. Det flyder sådan set også meget godt, når vi stiger ombord i autocamperen, og Løkke drager ud i sit elskede Danmark, hvor han møder påfaldende mange mennesker, der bedst kan betegnes som fans, og som er utålmodige. De vil snart høre mere om hans nye politiske parti, Moderaterne. Det vil vi andre også, men Løkke giver ikke ved dørene i sin nyeste bog. Vi må pænt vente. Drypvist møder Løkke folk, der kommenterer den politik, han har stået for gennem årene. Det dvæler han lidt ved. Men man må undvære de dybere refleksioner over det skete. Det ville ellers klæde bogen, som uden den refleksion bliver en slags roadmovie på skrift, man glemmer igen.
Læs hele anmeldelsen på danskekommuner.dk
Borgmestre, der har bygget vindmøller, bliver straffet
VALG /// Hvis man som borgmester har været med til at opføre vindmøller på land, venter der kontant afregning ved kasse ét ved det førstkommende kommunalvalg. Og det endda så meget, at taburetten kan begynde at vakle. Den første vindmølle, der sættes op i et område, koster nemlig i gennemsnit borgmesterpartiet 9,5 procentpoint i opbakning på valgdagen, viser ny forskning fra Aarhus Universitet. Studiet viser samtidig, at folketingspolitikerne stort set går fri. De bliver kun straffet med en tilbagegang på 0,2 procent. •
Andelen af ældre vokser på landet
BOSÆTNING /// Mens storbyerne fortsætter med at vokse, og de byer med 20-50.000 indbyggere stagnerer, er befolkningstallet i de landdistrikter og byer med under 1.000 indbyggere faldet med 5,3 procent fra 2010 til 2020.
Det viser en større analyse om befolkningens udvikling, som Dansk Industri har udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Samtidig med udviklingen er gennemsnitsalderen i landkommunerne steget mere end gennemsnitsalderen i byerne. Fra 2008 til 2020 er der befolkningen i landkommunerne blevet 3,3 år ældre i gennemsnit, mens befolk-ningen i storbykommuner kun er blevet 0,6 år ældre i gennemsnit. •
Investorer kan klemme livet ud af landsbyer
LANDDISTRIKTER /// Det betyder noget for trivslen, hvem der ejer jord og ejendomme i og omkring landsbyen og hvorfor. Det viser en ny rapport fra Center for Regional- og Turismeforskning, som Landdistriktspuljen har finansieret. Rapporten peger på, at beboerne i landsbyer føler, at de bor i udkanten, når ejere af ejendomme ikke selv bebor dem, men lejer både dem og jorden ud. Denne passive investeringstilgang er slet og ret med til at dræne landsbyerne for liv, viser rapporten, der er blevet til via interviews med repræsentanter fra borgerforeninger, landmænd og investorer. •
Den offentlige beskæftigelse stiger markant
ARBEJDSMARKED /// Den offentlige sektor er vokset mærkbart under coronaens hærgen, viser tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet, som DI har regnet på. Fra fjerde kvartal 2019 – før coronakrisen indtraf – til andet kvartal 2021 er der kommet 24.200 flere ansatte i den offentlige sektor. Tallet dækker både over sundhedspersonale og sagsbehandlere til at håndtere kompensationsordninger og må således formodes at dække over en del midlertidige ansættelser. Alligevel lægger regeringen med sin økonomiske politik kun op til at reducere antallet af offentlige ansatte med 9.000 frem mod 2023, viser grundlaget for udgiftslofter fra Finansministeriet. Udover de ansættelser, der umiddelbart er midlertidige præg, er antallet af medarbejdere indenfor offentlig administration, forsvar og politi også steget under coronakrisen. •
Blot tre landsdele driver rekordhøj beskæftigelse
ARBEJDSMARKED /// Selv om beskæftigelsen i Danmark i disse måneder befinder sig på det højeste niveau nogensinde, er opsvinget ikke jævnt fordelt over landet. Langtfra, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistik. Kun de tre landsdele Københavns Omegn, Østsjælland og Østjylland har rekordhøj beskæftigelse, mens eksempelvis er København ikke kommet sig efter coronakrisen. Beskæftigelsen er her cirka 10.000 lavere end før krisen. Mosdsat til finans-krisen, hvor Jyl-land, Fyn og Vest- og Sydsjælland hang i bremsen. •