
Byrådskandidat må bruge to et halvt døgn på et byrådsmøde: Dybvad kommer hende ikke til undsætning
tekst Mads Brandsen
Selv om det for mange byrådsmedlemmer indebærer en del transport, når de skal deltage i møder på rådhuset, hører det alligevel til sjældenhederne at bruge to et halvt døgn på at deltage i et møde.
Men det bliver virkeligheden for byrådskandidat Birgitte Dahl Jeppesen (SF), hvis hun vælges til Norddjurs Kommunalbestyrelse tirsdag. Hun bor på Anholt og kan grundet færgens sejlplan ikke komme retur til den lille ø i Kattegat efter kommunalbestyrelsesmøderne, der holdes om onsdagen. Der sejler færgen nemlig slet ikke.
Hun har derfor sammen med SF’s lokalafdeling i Norddjurs Kommune spurgt indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) om man kan deltage i byrådsmøder virtuelt. Hans svar er nej, skriver Randers Amtsavis.
– For kommunalbestyrelsesmøderne, der som udgangspunkt er åbne for borgerne, er der derimod ikke mulighed for at afholde møder virtuelt eller med virtuel deltagelse, og det er heller ikke min opfattelse, at det generelt bør være en mulighed, skriver ministeren i et halvanden side langt svar til SF-kandidaten.
Han vil dog, oplyser han, arbejde for at ændre reglerne, når det gælder ekstraordinære møder i både byråd og regionsråd. Det sker efter en henvendelse fra Danske Regioner.
Birgitte Dahl Jeppesen erklærer sig tilfreds med svaret, fordi det ifølge hende er ”et skridt på vejen,” at der kan åbnes for virtuel deltagelse ved ekstraordinære møder. Hun vil i øvrigt overveje at arbejde for at flytte byrådsmøderne til mandage eller torsdage, hvor færgen sejler retur til Anholt. mdbr@kl.dk