
Fejl på stemmesedler får kandidat til at kræve omvalg
tekst Anna Törnqvist Jensen
Står det til Per Brændgaard, der er kandidat til kommunalvalget i København for Frihedslisten, er der ingen tvivl om, at det er bevidst, at der ud for fire af kandidaterne for Frihedslisten mangler en afkrydsningsboks på stemmesedlerne i København. I en video, han har delt på Facebook og sin hjemmeside, siger han, at han vil kræve omvalg.
– Det er en skandale, og jeg vil selvfølgelig gå videre og klage til Københavns Kommune og klage til Indenrigsministeriet med en påstand om, at hele valget i Københavns Kommune skal gå om. Det skal det, siger Per Brændgaard i videoen, hvor han også gør klart, at han ikke mener, der er tale om en fejl.
– Nogle vil kalde det en fejl. Jeg vil kalde det bevidst chikane, hvor man via ’nudging’, som er en manipulationsmetode, hvor man via arkitekturen og omgivelserne tilskønner folk til at gøre noget bestemt. Ved at fjerne et afkrydsningsfelt ud for mit navn, puffer man lige så stille og roligt folk til ikke at stemme på mig. Jeg klagede selvfølgelig derinde (på Per Brændgaards valgsted Remisen på Østerbro i København, red.), og det, jeg fik at vide, var, at det tæller med alligevel, når man har sat krydset. Jamen hvor skal man sætte krydset?
Over for DR beklager Københavns Kommune fejlen, som er på samtlige stemmesedler i hovedstaden.
– Jeg forventer ikke, at det får konsekvenser for kandidaterne. Stemmerne bliver talt med som gyldige, siger Solvejg Schultz-Jakobsen, der er leder af Rådhussekretariatet og pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, til DR og understreger, at alle stemmer vil være gyldige, så længe krydset er sat i den boks, der omkranser kandidatens navn.
På stemmesedlen til Region Hovedstaden og i Rudersdal Kommune optræder Bertel Rüdinger. Den 47-årige kandidat afgik dog ved døden tidligere på måneden, og derfor bliver vælgerne i Region Hovedstaden og i Rudersdal mødt af en seddel i stemmeboksen, der informerer om, at Bertel Rüdinger er afgået ved døden. antj@kl.dk