
Jagten på Villyeffekten
tekst Thomas Kokholm Nielsen
– Jeg håber Villy vinder. Han har i hvert fald fået min stemme, selvom jeg nok ville stemme noget andet til folketingsvalg. Men når vi har sådan en stærk kandidat her, så stemmer jeg på ham, siger Sophie Schmidt, der giver udtryk for, at hun er træt af Venstredominansen i Kolding.
Vi møder den unge børnefamilie, der består af Sophie Schmidt, Mikkel Hørbye og børnene Edith og Inger i klapvogne, udenfor valgstedet på Skolen i Sønder Bjert. En landsby på omkring 1.000 indbyggere omkring seks kilometer fra Kolding by. Det er her, Villy Søvndal har boet siden 70’erne. Og det var her, han selv stemte i morges.
Det virker som det rette sted at starte, hvis man vil have en fornemmelse af Villyeffekten. Det var den, man talte om, da Villy Søvndal som formand for partiet i 2007 gav SF en uhørt fremgang ved Folketingsvalget og også ved kommunalvalget i 2009. Den var også i live i 2017, da han blev valgt ind i Regionsrådet i Syddanmark med over 8000 personlige stemmer. Spørgsmålet er, om den kan flytte nok stemmer i Kolding i dag. Der skal nogle hen over midten, hvis magten skal skifte i Kolding.
Et særligt sted
– Sønder Bjert er et særligt sted, siger Mikkel Hørbye.
Han fortæller, familien flyttede ind i et af byens fire bofællesskaber i sommer, der består af 15 huse. Faktisk det bofællesskab Villy Søvndal i sin tid var med til at starte.
At Sønder Bjert er noget særligt, er alle, vi spørger, ved valgstedet enige om.
– Og surdejsbageren lægger bare brødet ud i en kasse foran brugsen om morgenen, og så mobilepayer folk, fortæller Brian Andersen, der er ansat i hallen, hvor folk strømmer til for at stemme.
Han er i gang med at fortælle om Bjert Gamle Brugs.
– Da Brugsen lukkede, var der en, der overtog og lavede vinbutik, vinbar, spillested, tapasarrangementer og så videre. Det er lidt historien om humlebien, der ikke kan flyve. Den gør det bare. Der er mange kreative typer, iværksættere her i byen, der får ting til at ske. Og der er høje indkomster. Man kan godt sige, at vi er et ressourcestærkt sted, siger Brian Andersen.
Han fortæller også, at landsbyen for et par år siden fik sin egen festival kaldet Blue Bridge Festival.
Inde i hallen er Erik Lund valgtilforordnet. Han hilser hjerteligt på alle. Han har selv siddet i Kolding Byråd for Socialdemokratiet fra 2005 til 2013. Han beskriver også Sønder Bjert som et smørhul.
– Mange her er da vilde med Villy. Han er social og omsorgsfuld og meget vidende. Men jeg tror da ikke alle stemmer på ham, siger Erik Lund og tilføjer:
– Eva Kjer Hansen er jo også en dygtig politiker. Og Venstre fylder meget i Kolding Kommune, siger han.
Selvom Villy Søvndal sikkert får et godt valg i Sønder Bjert, så er spændingen intakt i Kolding, hvor optællingen skal til at i gang. tkn@kl.dk