
Leon Sebbelin: Derfor peger vi på Martin Damm som KL-formand
tekst Mads Brandsen
Siden kommunalvalget har Radikale Venstres kommunalpolitiske netværk drøftet, hvordan partiet ville stille sig til valget af formand i KL.
Valgresultatet betød nemlig, at grupperne til venstre og højre begge får otte mandater i KL’s bestyrelse, mens Radikale Venstres enlige mandat indtager den for partiet så velkendte rolle som tungen på vægtskålen.
Det har fået partiet til at overveje sin stilling nøje, fortæller Leon Sebbelin (R), der udover at være bestyrelsesmedlem i KL også er med i ledelsen af Radikale Venstres kommunalpolitiske netværk.
– Jeg tror godt, både Socialdemokratiet og Venstre kendte vores ønsker. Vi er optaget af politisk indflydelse i form af poster, og der skulle altså et målfoto til for at afgøre det. Tilbuddene var så godt som ens, siger Leon Sebbelin.
Derpå fulgte en intern drøftelse i netværket, og det er den, der har været udslagsgivende for valget af Martin Damm (V) frem for Jacob Bundsgaard (S). Ifølge Leon Sebbelin er der tale om en vurdering af, hvem der som formand vil gøre det bedst.
Er det bedre med en venstremand, fordi han kan lægge mere kant til regeringen?
– Nej. Jeg har oplevet Martin som formand, og jeg oplever ikke, at han agerer forskelligt efter regeringsfarven. Det har ikke spillet ind på vores valg, siger Leon Sebbelin.
Selv betegner Martin Damm (V) sig som ”farveblind”, når det kommer til at tale kommunernes sag overfor den til enhver tid siddende regering.
Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KL frem til valget til marts, er ikke overrasket over Radikale Venstres valg.
– Det er valgets resultater, og det skal man have respekt for. Det er mange år siden, at de radikale har peget på Socialdemokratiet i KL. Jeg tror, vi skal tilbage til 1998, så det er ikke sådan helt usædvanligt. Det tager vi selvfølgelig til efterretning, siger han til Politiken. mdbr@kl.dk