
Fagchef fra Syddjurs bliver direktør i Struer
tekst Mads Brandsen
Jakob Bisgaards efterfølger som teknik- og kulturdirektør i Struer Kommune er fundet.
Valget er faldet på Rune Asmussen, der kommer fra en stilling som chef for de syv afdelinger, der udgør det tekniske område i Syddjurs Kommune.
Det oplyser Struer Kommune i en pressemeddelelse.
– Jeg har i mit møde med Struer Kommune tydeligt kunne mærke et gåpåmod og en entreprenørånd, der fortæller mig noget om, at her vil vi noget sammen. Vi ser fælles ”projekter” frem for individuelle ”opgaver”. Her vil jeg især se frem til at bidrage til helt konkrete projekter omkring udviklingen af havnen, styrkelse af erhvervsindsatsen i kommunen og samspillet med kulturlivets aktører, siger Rune Asmussen.
Han kommer med 20 års ledererfaring i den kommunale sektor i bagagen, først og fremmest i Randers Kommune, hvor han har bestridt forskellige leder- og chefstillinger gennem 17 år.
Kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller ser frem til at byde den nye direktør velkommen.
– Der er ingen tvivl om, at hans ledererfaring og dialogsøgende tilgang vil bidrage til at sætte handling bag vores vision om en kommune, der både inddrager og samskaber med det omgivende samfund og samtidig understøtter vores byråd i at føre de politiske ambitioner ud i livet.
Rune Asmussen tiltræder i sit nye job 1. januar. mdbr@kl.dk