Fire ud af ti lærere arbejder uden for folkeskolen, men formanden for lærerne er sikker på udviklingen kan vende med de nye tiltag og politiske vinde
tekst Thomas Kokholm Nielsen
En ny analyse, som AE-rådet har lavet for Danmarks Lærerforening viser, at fire ud af 10 læreruddannede i 2020 arbejdede uden for folkeskolen. Ud af i alt 71.200 uddannede lærere på arbejdsmarkedet i 2020 var de 28.400 ansat uden for folkeskolen. Det er en stigning på 1900 lærere siden 2017.
Det er et problem, når der samtidig mangler mangler uddannede lærere på mange af landets folkeskoler.
– Det er et stort problem, at uddannede lærere i den grad fravælger folkeskolen. Det er en bekymrende udvikling, der desværre har stået på i en lang årrække. Tallene peger på, at mange læreruddannede starter deres arbejdsliv i folkeskolen, men så falder fra. Det er derfor afgørende, at folkeskolen formår at fastholde lærerne - gerne hele arbejdslivet, siger formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen i en pressmeddelelse.
10.000 på privatskoler
Det er dog langt fra alle de uddannede lærere, som har forladt folkeskolen, som har opgivet lærergerningen.
Analysen viser, at cirka 10.000 af de læreruddannede uden for folkeskolen arbejder på private grundskoler. I Danmarks Lærerforening er formand Gordon Ørskov Madsen dog sikker på, at udviklingen vil vende i takt med en række forbedringer i de kommunale læreres arbejdsvilkår.
– Jeg er sikker på, vi kan vende udviklingen. I mange år har folkeskolelærerne været underlagt rigide arbejdstidsregler, som vi heldigvis har lagt i graven nu. Sidste år indgik vi en arbejdstidsaftale med KL, der kommer til at betyde klare forbedringer af lærernes arbejdsvilkår. Samtidig ser vi politisk vilje til at ændre folkeskoleloven og skabe et bedre samarbejde om skolen. Så med sikre skridt er vi godt på vej mod at indrette en folkeskole, der igen er en attraktiv arbejdsplads for Danmarks dygtige lærere, siger han.
Hørt på kongressen
Offentliggørelsen af undersøgelsen kommer på dagen, hvor Danmarks Lærerforening holder kongres i Tivoli Kongrescenter i København.
Her holdt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gæstetale. Den handlede naturligvis en del om aftalen ”Sammen om skolen”, der blev præsenteret i sidste uge af forligspartierne og folkeskolens parter, der blandt andet indbefatter DLF og KL.
– En stor del af hemmeligheden ligger i, hvordan vi nu sammen gør politik til virkelighed, sagde hun og rettede en tak til Gordon Ørskov Madsen og Danmarkslærerforening.
– Jeg tror, vi har fundet en ny måde at lave folkeskole på, og jeg tror på, vi er ude af et smertefuldt årti for folkeskolen, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Hun sluttede med at citere en af de store skabere af den danske skolemodel Kresten Kold.
– Han sagde, ”træd varsomt i skolen, for her bliver mennesker til.”
KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) var næste gæstetaler. Også han talte varmt om den nye samarbejdsånd der er om folkeskolen.
– Det er rart at være her blandt venner, sagde han med grin og klapsalver fra salen til følge.
– Vi har i fællesskab banet en vej, der er meget mere konstruktiv, end den har været nogle år tilbage, sagde Jacob Bundsgaard og understregede, at han har betragtet det som sin hovedopgave som KL-formand at få genskabt den gode relation til lærerne.
– Vi fik lavet en ny arbejdstidsaftale, der var langt bedre. Det var vigtigt, for hvis vi ikke har tilliden til hinanden, så kan vi ikke lave den folkeskole, vi gerne vil, sagde Jacob Bundsgaard. tkn@kl.dk