
Borgmester: De overordnede principper er gode, men jeg er alligevel betænkelig
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Der er hvide pletter på landkortet, når det handler om ungdomsuddannelser. 29 byer med over 10.000 indbyggere har ikke en ungdomsuddannelse eller har ikke alle typer ungdomsuddannelser i dag, kan man læse regeringens udspil Tæt på II. Vel at mærke udenfor de større byer. Det skal der rådes bod på mener, regeringen.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mindedes på dagens pressemøde onsdag, hvordan hun i sin ungdom måtte stige på bussen i Skælskør og køre 18 kilometer for at komme i gymnasiet.
– Det er nogle år der betyder meget for de unge, men det betyder også meget for lokalsamfundet, sagde hun på pressemødet.
Regeringen lægger op til, at de 29 byer, som de har udpeget, får etableret ungdomsuddannelser.
En af de udpegede byer, der tjener som eksempel i regeringens udspil, er Sæby i Frederikshavn Kommune.
Betænkelig borgmester
Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) begynder med at erklære sig enig i de overordnede principper i regerings udspil.
– Afstand har da stor betydning for ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser. Princippet om at lave uddannelser i hele Danmark er godt, siger hun.
Men hun har også betænkeligheder. Hun påpeger, at der ikke er brug for et nyt alment gymnasium, HHX eller HTX i Sæby.
– Med de gymnasiale uddannelser skal vi passe på med ikke at udhule de tilbud, der er i forvejen. Der skal være kritisk masse, altså nok elever til, at man kan lave de studieretninger, de unge gerne vil på. Ellers kommer vi til ikke at lave noget ekstra, men lave nogle halve uddannelser. Den dialog skal vi som kommuner være med til, siger Birgit S. Hansen.
Hun påpeger, at der kun er 12 kilometer fra Sæby til Frederikshavn Gymnasium.
– Det skal jo ikke udhules. Pas på med ikke at lave noget for princippets skyld. Kunsten er at placere uddannelser i hele Danmark, hvor det styrke og kvalitet, som det er værd at rejse efter, siger Birgit Hansen.
Giv os klimaerhvervsuddannelse
Noget nyt, der ifølge borgmesteren ville gavne Sæby og den sydlige del af kommunen, ville være hvis man kunne få den nye klima-erhvervsuddannelse, som regeringen tidligere har foreslået.
– Vi vil i Sæby gerne byde ind på klimaerhvervsuddannelsen. Det ville være spot on. Vi er et billede på den virkelighed, der handler om den grønne omstilling og klimadagsordenen. Vi har masser af virksomheder, der kan stille en virkelighed til rådighed i form af praktikpladser. Det er at komme med et uddannelsestilbud, som vi ikke har i forvejen. Der kunne måske komme elever fra hele landet. Vi skal have en dialog om, hvad der er det rigtige at lave de steder, som regeringen har udpeget, siger Birgit S. Hansen.
Diskussionen om uddannelsestilbud er noget der fylder lokalt.
– Det er absolut noget der fylder i valgkampen og mellem valgene. Noget af det der kan styrke et område er uddannelser. I Sæby går man i gymnasiet i Dronninglund, Frederikshavn eller Aalborg. Men det er ikke et nyt gymnasium, man taler om. Når vi taler teknisk gymnasium og erhvervsuddannelse har vi EUC Nord, med satellitter i Frederikshavn og i Hjørring. Nogen tager også til Aalborg. Men det, der er efterspurgt i den sydlige del af kommunen er mere den overordnede dagsorden. Hvad har vi på hylden og tilbyde de unge, så de ikke nødvendigvis altid skal forlade os for at få en uddannelse, siger Birgit S. Hansen.
Hun så gerne at uddannelsesinstitutionerne tænkte på at etablere uddannelsessteder udenfor de store byer.
– Jeg kan ikke forstå, at der ikke er en turismeuddannelse i Skagen. Det kunne jo være Professionshøjskolen UCN, der skulle lave sådan en. Jeg kan så også godt forstå, at det ikke er det første uddannelsesinstitutionerne tænker på, når de står op om morgenen. De tænker det er dyrt at drifte på flere adresser og så videre. Men det må man så diskutere politisk, siger Birgit S. Hansen.
KL: Det kræver tæt dialog
Fra KL's påpeger man, at det er vigtigt, at placeringen af uddannelser skal ske i tæt dialog med kommunerne.
– At sikre lige adgang til uddannelse for alle unge i hele landet er en uhyre vigtig problemstilling, og det er derfor godt, at regeringen tager fat på det. Men det er helt afgørende, at placeringen af ungdomsuddannelser ikke tager afsæt i statistikker, men i en tæt dialog med kommunerne, så det flugter med de strategier, man har lokalt, og det kendskab man lokalt har til, hvor de unge er og færdes, siger Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg. tkn@kl.dk
##ContentBoxStart##265706##ContentBoxEnd##