Ny viden
tekst Mads Brandsen
En øjenåbner om fremtidens arbejdsliv
BØGER /// Vi har aldrig haft så mange teknologiske muligheder som i dag. Og aldrig har vi levet længere, end vi gør nu. Men trives vi? Bruger vi teknologien rigtigt, og er det lange liv egentlig et godt liv? Eller lurer angsten for, om vores job bliver ved med at eksistere, og hvornår vi kan gå på pension? Hvis der overhovedet er noget, dser hedder pension om 20 år, anfører udgiverne måske lidt provokerende for os velfærdsdanskere. Det er teamet i denne bog, som foreslår, at vi bytter den klassiske opdeling af arbejde og fritid ud med et liv, der består af mange flere faser. Ved hjælp af tre konkrete principper, fortæl, udforsk, relatér, præsenterer forfatterne en ny måde at forme livet på. Nogle steder skyder bogen ved siden af, men ideerne bør diskuteres blandt kommunale beslutningstagere.
Læs hele Per B. Christensens anmeldelse på danskekommuner.dk
Byrødder vil bruge nye penge på børn og ældre
POLITIK /// Hvis der skulle blive flere penge at gøre godt med i form af øget bloktilskud fra staten, er det kernevelfærd som ældre, folkeskole og dagtilbud, som byrådsmedlemmerne vil prioritere. Det viser en undersøgelse, som VIVE har foretaget op til kommunalvalget blandt 799 byrådsmedlemmer. Skoler og ældre topper listen over områder, politikerne helst vil prioritere med 17 procent til hvert område, mens andenpladsen deles af dagtilbud samt udsatte børn, der hver får 13 procent. Bliver bloktilskuddet derimod reduceret, vil politikerne helst finde pengene på beskæftigelsesområdet, veje og administration samt kultur og fritid. •
200.000 jobannoncer er et nyt højdepunkt
ARBEJDSMARKED /// I løbet af de seneste seks måneder til og med september er der opslået 200.000 jobannoncer i Danmark. Det er det højeste tal i 14 år, viser nye tal fra Dansk Industri, der bygger på et udtræk fra Jobindex. Tallet er udregnet som et sæsonkorrigeret seksmåneders glidende gennemsnit. På månedsbasis er september 2021 en foreløbig rekord med over 30.000 jobannoncer. Det tal har ikke været så højt siden august 2015, og man skal helt tilbage til højkonjunkturen i 2007 for at finde et tilsvarende niveau for jobannoncerne over et seksmåneders forløb. •
Ni ud af ti kommuner har indført arbejdsklausuler
UDBUD /// I løbet af de sidste fire år har flere og flere kommuner indført arbejdsklausuler i deres udbuds- og indkøbspolitik. Det viser en undersøgelse af kommunernes udbud, som fagforbundet 3F har gennemført blandt 78 af landets kommuner. Mens det i 2017 var det godt hver anden kommune, der brugte arbejdsklausuler inden for alle områder, er det i 2021 ni ud af ti. Arbejdsklausulerne stiller krav til, at alle medarbejdere, der udfører arbejde ikke må have vilkår, der er ringere end den mest repræsentative landsdækkende overenskomst inden for området. Mens staten er underlagt arbejdsklausuler, er det frivilligt for kommunerne. •
Hvert femte byrådsmedlem er blevet krænket
CHIKANE /// Hvert femte af landets byrådsmedlemmer har oplevet grænseoverskridende adfærd i form af stødende kommentarer om krop, udseende eller køn, viser en ny undersøgelse, som VIVE har foretaget blandt 799 af landets byrådsmedlemmer. Cirka fem procent oplyser, at de har oplevet uønskede berøringer i forbindelse med deres politiske arbejde. Det er særligt kvinderne, der er udsat for krænkelserne. Mens 17 procent af de kvindelige politikere har modtaget uønskede billeder af seksuel karakter, gælder det samme kun for to procent af mændene. •
Flertal: Private må gerne tjene penge på velfærd
OFFENTLIG-PRIVAT /// Det er helt i orden, at private virksomheder tjener penge på at levere velfærdsydelser til borgerne. Det mener mellem 52 og 67 procent af danskerne alt efter, hvilket velfærdsområde der er tale om. Det viser en meningsmåling, som analyseinsituttet Norstat har foretaget for Dansk Erhverv. Opbakning til de private virksomheders profit er størst (67 procent), når det kommer til hjemmehjælp, og mindst, når det handler om forebyggende indsatser for udsatte børn og unge samt deres familier. Mellem 24 og 35 procent af danskerne er imod, at private tjener penge på velfærdsydelser. •