Unge uden uddannelse: Det evige problem?
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
20 procent af de unge har ikke en ungdomsuddannelse, når de er 25 år. Mange af dem ender som ufaglærte, og selvom en del af dem klarer sig udmærket resten af livet, er der en tung restgruppe, der har svært ved finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i livet som sådan.
Andelen af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, har egentlig ikke været voksende de seneste årtier. Men der er bare ikke de samme job for ufaglærte i dag, der var tilbage i tiden.
Nina Smith er professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet og formand for reformkommissionen, der skal komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan Danmark skal løse store fremtidige rekrutteringsudfordringer. Hun var taget til jobCAMP21, en KL-konference om arbejdsmarked og beskæftigelse, for at informere og være i dialog med kommunerne om kommissionens arbejde.
Danmark lykkes i dag bedre med alle de videregående uddannelser, men ifølge Nina Smith er gruppen, der ender med kun at have grundskolen al for stor. Og gruppen af uuddannede får stadig mere komplekse problemer.
– Vi kan se, at flere får angst og psykiske diagnoser, og der er flere, som får spiseforstyrrelser. Alle de her ting tilsammen gør, at det er en rigtig svær gruppe at arbejde med, også menneskeligt set. Det er også samfundsøkonomisk en stor belastning, hvis vi ikke løser det, siger Nina Smith.
Anbefalingerne på ungeområdet er sat til at komme ved udgangen af 2022 som den sidste i en række af problemstillinger på arbejdsmarkedet. Ifølge Nina Smith er dette tilfældet, blandt andet fordi de unges uddannelsesproblemer er en af de hårdeste knuder at få bundet op.
Det evige problem
Omkring 900 kommunalpolitikere, kommunale ledere, medlemmer af De Regionale Arbejdsmarkedsråd og andre interessenter på beskæftigelsesområdet var samlet til jobCAMP21 i Aalborg Kongres og Kultur Center for at blive klogere på og gøre klogere på, hvordan vi i Danmark får bugt med de store rekrutteringsudfordringer, vi står med.
Formanden for Kommissionen for 2. generationsreformer eller reformkommissionen, som de har omdøbt sig selv, Nina Smith, fortalte om deres arbejde, og hvilke udfordringer de er sat til at løse. Blandt andet det efterhånden evige problem, at andelen af unge, der tager en erhvervsuddannelse, er faldet markant de seneste 30 år.
– Det er kendte problemer, der er forsøgt løst, men immervæk stadig er uløst, som hun selv formulerede det.
Det er udfordringer, der har eksisteret i årtier. Men hvordan skal de løses? Det håbede kommissionen at kunne komme et skridt nærmere. Og de vil gerne have de forsamlede i Aalborg til at komme med input til løsningen.
Forståelse gennem inddragelse
Noget, der lignede 100 deltagere, pressede sig ind i et aflangt lokale, hvor Per B. Christensen stod klar og ventede. Han er medlem af reformkommission og formand for Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelser om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og uddannelser, samt Danske SOSU-skoler. Han stod for session ét, der havde navnet ”Unge med uforløst potentiale”.
Denne session var et af flere værktøjer, som kommissionen bruger i deres arbejde, og ifølge Nina Smith er det et af de vigtigste.
– Det er fuldstændig essentielt for det arbejde, vi laver i kommissionen, at komme ud og snakke med alle mulige aktører. Det her sted (jobCAMP21, red.) er lige præcis hjertet, hvor virkelig mange af dem, der sidder i praksis og arbejder med det eller leder folk, der arbejder med det, befinder sig, siger formanden for kommissionen.
Hun tilføjer også, at den inddragende proces er vigtig for, at man ikke kommer til at få løsninger, der minder om folkeskolereformen i 2013. De synes ikke om en metode, hvor beslutningerne udelukkende skal tages top-down, for hvis reformer skal virke, skal folk forstå, hvorfor man gør, som man gør. Det gør de, hvis de har været med til at udforme det.
– Jeg kan godt forstå, at kommunerne og folkeskolen er reformtrætte. Derfor bliver det også vigtigt, at man får folkeskolen inddraget i, hvordan vi kan gøre det, og der oplever jeg en utrolig imødekommenhed, siger Nina Smith.
Per B. Christensen ser også det vigtige i, at kommissionen søger hjælp fra praktikkerne, der arbejder med udfordringerne i hverdagen.
– Nogle derude sidder måske allerede med løsningen, siger han.
Cirka en tredjedel af den gruppe, hvor man ser udfordringen, viser ikke nogen egentlige forklaringer i statistikken på, hvorfor de ender uden uddannelse. De har ikke nogen egentlige diagnoser eller andet, der skulle forhindre dem i at uddanne sig, og til den del af gruppen er der især brug for, at de, der har fingrene i arbejdet, kan komme med nogle mulige løsninger.
– De bidrager med at sætte konkrete ord på, hvad det er for nogle håndtag, man skal vælge. Hvor kommunerne, politikerne og de fagprofessionelle ser at problemerne er i dag, og hvor de ser, at de allerede er i gang med at lave noget, der faktisk passer til den her gruppe, siger han.
##ContentBoxStart##265678##ContentBoxEnd##
Én udfordring og tre opgaver
Nu er det så tid til, at deltagerne skal på banen med deres tanker og ideer. På små runde borde ligger postkort med overskrifter som ”Fastholdelse i uddannelse”, ”Overgangen til ungdomsuddannelserne” og ”Alle godt ud af grundskolen”. Det er de tre kategorier, deltagerne skal gruble over.
Med store tuscher skriver deltagerne så konkrete løsninger ned, som de kan. Tidlige indsatser er et gennemgående emne for diskussion, og her er de fleste enige om, at folkeskoleeleverne ikke har den nødvendige viden om, hvilke uddannelsesmuligheder der egentlig ligger for fødderne af dem.
– De ved stort set ikke en kæft om erhvervsuddannelserne, lyder det fra en deltager, der sammen med sin gruppe skal diskutere, hvad der er det rette at gøre for at sikre de unges overgang til ungdomsuddannelserne, og alle er de enige om, at tidligere vejledning for folkeskoleelever er en nødvendighed.
Det understøtter noget, kommissionen i forvejen tænker i.
– Noget af det, der blev sagt i grupperne var, at erhvervene ikke er tydelige nok i folkeskolen. Eleverne har kendskab til gymnasiet, men har ikke kendskab til erhvervene og dermed ikke erhvervsuddannelserne. Et af forslagene var, at man skal kigge mere på praksisorientering og få erhvervene mere ind i skolen. De unge kan ikke vælge noget, som de ikke har kendskab til, siger Per B. Christensen.
Han pointerer også, at det er vigtigt, at de skoletrætte unge får et skoletilbud, der er mere praksisrettet end i dag. Det kunne for eksempel være ved at kombinere det at gå tre dage i skole med at være to dage på en virksomhed.
– Uddannelse er ikke målet, men midlet. Det skal de unge vide, lød det fra en anden deltager, der også var utilfreds med ordet ”uddannelsesparat”, fordi det netop antyder et mål frem for en vej.
Der nikkes rundt om ved bordene. Alle ser ud til at mene, at tankegangen om unge og deres tur igennem uddannelsessystemet trænger til en nytænkning.
En ændring af tankegangen er Per B. Christensen enig i, og han har efter sessionen også set flere forslag, der går på, at det fokus, man har på de unge, ligger det forkerte sted.
– Flere foreslog, at der skal mere fokus på de unges ressourcer og potentialer i stedet for altid at fokusere på problemerne, der er med de unge. Det var både signal til kommissionen, men også et signal til personerne indbyrdes, siger Per B. Christensen.
Det lange seje træk
Sessionerne er overstået, og kommissionen står nu med en masse kort med en masse nedskrevne ideer og forslag, som de i løbet af det næste år skal koge ned til nogle konkrete anbefalinger. Der er dog også nogle punkter, hvor man har svært ved at få det konkretiseret, fordi årsagen til problemet gemmer sig.
– Nogle af tingene kræver sikkert lovændringer, men andre ting kræver måske viden om, hvad man rent faktisk kan gøre, og der er det også vigtigt at have nogle kommuner som rollemodeller. At der er nogle, man kan lære af, og det kom der også ud af sessionerne, siger Per B. Christensen.
Han bider også mærke i, at flere har forsøgt at implementere tidligere indsatser for at kunne mindske udgiften til anbringelser eller andre sociale udgifter, men når kommunerne har forsøgt det, ser de ikke de resultater, som de håber på.
– De fleste kommuner, der har gjort det, har oplevet, at de i perioder både har haft stigende udgifter til forebyggende initiativer og til anbringelser samtidig, siger Per B. Christensen, der tror på, at en udfordring som denne slet ikke bliver løst over en nat med fem forskellige forslag.
– Jeg tror, der skal mange ting til. Der var nogle til sessionen, der lagde vægt på, at det er et langt, sejt træk, der dur. Det er jeg også selv tilhænger af. Jeg tror, vi skal tænke i, at det både er ændringer i lovgivningen, noget med vores indstilling og noget med at have troen på, at de ting, vi sætter i værk, de virker. De skaber forbedringer og kulturændringer i vores organisationer således, at de unge får et bedre afsæt, siger Per B. Christensen fra reformkommissionen. • marp@kl.dk