
Opposition vil have Tilsynet til at undersøge Greves borgmester
tekst Mads Brandsen
Det virker som om borgmesteren ikke følger op på tingene og ikke har styr på, hvad der bør gøres.
Sådan lyder kritikken fra Socialdemokratiet, Konservative og Enhedslisten i Greve Byråd, der i et åbent brev beder det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen om at se nærmere på borgmester Pernille Beckmanns (V) rolle i den såkaldte kreditkort-sag, der fældede kommunaldirektør Claus Thykjær i begyndelsen af august.
Det skriver TV 2 Lorry.
Konkret vil partierne have Tilsynet til at vurdere, om borgmesteren burde have erklæret sig inhabil i beslutningen om Claus Thykjærs fratræden samt om hun handlede i overensstemmelse med reglerne, da hun har afvist at besvare byrådets spørgsmål til sagen med henvisning til, at det indgår i politiets efterforskning.
– Der er nogle ting i den her sag, som er bekymrende, og der må jeg indrømme, at det virker, som om borgmesteren ikke følger op på tingene og ikke har styr på, hvad der bør gøres, og hvad hun skulle have gjort, siger byrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel (K).
Pernille Beckmann ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV 2 Lorry, at hun ”har lagt alting frem”.
– Både bilag og forklaringer, men jeg er kommet i klemme i kommunaldirektørens bilagssag, og det bruger oppositionen. De er velkomne til at melde mig til Tilsynet, for jeg har intet at skjule. Og nu vil jeg gerne opfordre oppositionen til, at vi taler politik og udviklingen af Greve Kommune, skriver hun. mdbr@kl.dk