
KL vil indføre plejeløfte for alle nyuddannede i ældreplejen
tekst Gitte Johansen
"Jeg lover at pleje borgerne med værdighed."
Sådan kan det komme til at lyde, når nyuddannede sosu’er i fremtiden modtager deres eksamensbevis. I en ny handleplan opfordrer KL staten til at indføre et plejeløfte, som alle nyuddannede social-og sundhedsassistenter og -hjælpere skal aflægge, når de er færdige med deres uddannelse.
– Plejeløftet skal tydeliggøre, hvad faget handler om, og hvor vigtigt faget er. Det skal være med til at løfte den faglige stolthed, og det skal tydeliggøre de forventninger, vi har til en værdig og god ældrepleje, siger Michael Ziegler (K), formand for KL’s løn- og personaleudvalg.
Ideen om et plejeløfte er inspireret af lægeløftet, som alle nyuddannede læger aflægger, og KL foreslår, at løftet fokuserer på det store relationsarbejde, som faggrupperne udfører samt faglig stolthed og ansvar. Hos FOA er formand for social-og sundhedssektoren i FOA, Torben Klitmøller Hollmann, glad for idéen.
– Et plejeløfte kan få en kæmpe signalværdi. Tænk blot på den festivitas, der er, når nyuddannede læger skal afgive deres lægeløfte. Hvis vi på samme måde højtideliggør plejeløftet, kan det være med til at iscenesætte vigtigheden af det arbejde, som de ansatte i ældreplejen udfører hver eneste dag og give et fagligt rygstød til de nyuddannede, siger han.
Plejeløftet skal alene indeholde etiske forpligtigelser, som de nyuddannede påtager sig ved at afgive løftet.
– Der er sikkert nogle af vores medlemmer, som i første omgang vil synes, at løftet er hat og briller, men med tiden tror jeg, det kan være med til at skabe en større faglig stolthed, siger Torben Klitmøller Hollmann.
Han understreger dog, at der med et plejeløfte også bør følger krav til arbejdsgiverne.
– Muligheden for at bruge plejeløftet skal også være til stede, når man rammer arbejdspladsen, og der kan jeg godt blive lidt nervøs. Med løftet lover man, at man til enhver tid vil gøre det bedste man overhovedet kan og sørge for, at de ældre har det godt. Det giver faglig stolthed, men hvis man så ikke får lov til at udføre det, når man kommer ud, så giver det bagslag, siger han.
Flere hænder
Plejeløftet er en del af en større strategisk indsats, der skal være med til at øge respekten for sosu-faget. En indsats som i høj grad bakkes op af formanden for Danske SOSU-skoler, Lisbeth Nørgaard.
– Det er utvivlsomt nødvendigt at skabe større faglig stolthed både på skolerne, men også blandt de uddannede. Eleverne må ikke føle, at de næsten skal undskylde, at de går i gang med en sosu-uddannelse. Min største drøm er, at vi får skabt en faglig stolthed, der gør, at de mennesker, der er i faget med stolthed i stemmen, kan sige til tante Odas fødselsdag, at de er social- og sundhedsassistenter, siger Lisbeth Nørgaard.
Også Lisbeth Nørgaard fremhæver, at rekrutteringsdagsordenen ikke kan løses uden at samtidig at se på den virkelighed, som møder eleverne, når de kommer i job.
– Vi bliver nødt til at se på kvaliteten i ældreplejen, så vi får sikret os, at den sektor, vi uddanner eleverne til, er attraktiv. Hvis fagligheden står stærkt, og kommunerne kan tilbyde et spændende arbejdsmiljø, så går rekrutteringen lettere, siger Lisbeth Nørgaard. gij@kl.dk