
Minister: Jeg kan ikke forsvare at give Langeland mere
tekst Anna Törnqvist Jensen
Langeland er den kommune, der får flest penge per indbygger i særtilskud fra staten, slår indenrigsminister Kaare Dybvad (S) fast i et interview med Fyns Amts Avis, hvor han også forsvarer, hvorfor Langeland Kommune ikke får mere i særtilskud.
Det sker, efter Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) har kritiseret, at Langeland Kommune kun får 37 millioner kroner i særtilskud, selvom kommunen havde bedt om 69 millioner kroner. Det betyder nemlig, at der skal findes 32 millioner kroner i budgettet.
– Vi ser ind i en massakre på velfærden, hvis udviklingen fortsætter. Vi kan jo ikke lukke et plejecenter og regne med, at vores ældre forsvinder ud i den blå luft. Vi har ikke noget flødeskum, vi kan skære væk. Tværtimod har vi nogle helt nødvendige investeringer, har Tonni Hansen tidligere sagt til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Men borgmesterens dundersnak om velfærdsmassakre gør tilsyneladende ikke indtryk på indenrigsministeren. Han siger nemlig til Fyns Amts Avis, at Langeland er bedre stillet end langt de fleste af de kommuner, der har søgt.
– Jeg siger bare, at på Lolland fik man mindre i udligning, og man har hidtil fået mindre i det her særtilskud, og at jeg ikke synes, det ville give mening at give Langeland dobbelt så meget som Lolland. Det vil jeg ikke kunne forsvare – heller ikke, selvom det er det, Tonni beder mig om, og heller ikke selvom Tonni nu udlægger det her som en velfærdsmassakre, siger Kaare Dybvad til avisen. antj@kl.dk