Fra verdensmål til landsbymål
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Cirka 10 kilometer uden for Skanderborg ligger Jyllands hjerte. I hvert fald hvis det står til landsbyen Stjær, der har gjort det til sit slogan. Og måske er der noget om det.
Landsbyen ligger som så mange andre omgivet af marker og har hjemme et godt stykke fra rådhuset. Byen har flere indfaldsveje, og fra dem snor der sig mindre veje ud mellem de lidt over 1.000 landsbyboeres huse og hjem. I hvad der kan kaldes for byens centrum, ligger den lokale brugs, en kirke og en børnehave, hvor børnenes leg og sjov er en gennemgående del af det daglige lydbillede. Stjær har to ladestandere til elbiler, en folkeskole med klasser op til niende og en populær boldklub.
Det er rammen for stedet, der er Årets Landsby 2021. En pris, der bliver kåret af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Temaet for konkurrencen skifter fra år til år, og denne gang ville man hædre ”den nytænkende landsby”, som Stjær med grønne handleplaner og et særligt fællesskab nu kan bryste sig af at være. Og det er tilmed kopierbart for andre byer, hvilket dommerne også lagde mærke til.
Idéen om at melde sig til konkurrencen startede i det små. Det var hos Helene Simoni Thorup, der er formand for borgerforeningen, at ideen om at melde sig til konkurrencen startede, men hun var alligevel lidt i tvivl, om der overhovedet var noget at komme efter. Der kom dog stille og roligt flere mennesker ind over idéen, og så tog det ellers fart.
– Det var et stort holdarbejde at få skrevet ansøgningen. Vi var pludselig rigtig mange, der begyndte at fortælle til ansøgningen, og som fortællingerne skred frem, rykkede vi nærmest et bevidsthedsniveau op. Vi begyndte at reflektere, og processen om at kunne fortælle sin egen historie var faktisk meget givende, siger Helene Simoni Thorup, der har boet i landsbyen i 17 år.
##ContentBoxStart##265057##ContentBoxEnd##
Velkommen til landsbyen
Ansøgningen gav pote, og landsbyen blev nomineret, hvortil der blev meldt ud, at dommerne ville lægge et tretimers visit den 21. august. En sommerferie var lidt i vejen, men godt to uger før besøget mødtes borgere i Stjær for at planlægge den vigtige dag.
– Vi brainstormede, og folk skrev løs. Alle stod på nakken af hinanden for at byde ind, og vi fik lagt et helt fantastisk program, der var bygget op om de frivillige og de aktive, som vi har i alle byens afkroge, siger Helene Simoni Thorup og fortæller, at det var også vigtigt for dem, at der ikke var én bestemt person eller få individer, der skulle stå for fremvisningen, men at det var dem alle som landsby, der skulle vise det.
– Jeg, som formand for borgerforeningen, sagde noget i ni minutter. Resten af de tre timer pitchede byen bare til dommerne. Folk skulle have lov til at komme frem og fortælle, hvad de havde at byde på. Hvis vi ikke kunne fortælle vores egen historie, så kunne det jo være lige meget, siger hun.
Da dagen kom og, komitéen for Årets Landsby skulle se, hvorfor Stjær egentlig skulle ende med at vinde, var stort set halvdelen af byen mødt op. Mange af dem, fordi de var en del af programmet, og resten, fordi det bare skulle ses, og selvom der var lagt et stramt program, var det ikke, fordi hverdagen er meget anderledes i Stjær.
– Alle gjorde, hvad de plejede at gøre, men bare på samme tid. Vi havde op mod 300 mennesker ude den dag, og det gav en helt vild energi, så himlen løftede sig. Det var den bedste dag, faktisk også bedre end den dag vi vandt, fordi vi tænkte, at hvis vi vinder, så er det virkelig en fælles sejr. Det var rart at kunne gøre det på den måde, og vi indså, at vi virkelig kan noget sammen, siger formanden for borgerforeningen.
Programmet var lagt med minutpræcision, og dommerne fik lov at opleve alt fra juletoget i den lokale brugs og fællessang i butikken til en sportshal fyldt med babyer, landsbyens famøse boller i karry og en tur i elbil. Alt sammen mens borgerne på skift pitchede og fortalte dommerne om alt det, Stjær nu engang kan, mens komitéen i relativ høj hast skulle hele landsbyen rundt.
Store ambitioner
Da Stjær skulle skrive sin ansøgning, var der et krav om, at den højest måtte fylde to sider. Det kan være svært for en by, der mener, at de har alverdens at byde omverdenen på. I landsbyen uden for Skanderborg ved de godt, hvad der ligger til grund for, hvad de selv føler, de kan, og som dommerkomitéen i sidste ende også viste sig at være enige i.
– Vi er er rigtig mange frivillige og aktive, og det, tror jeg, er superkraften. Det er der, man skal starte, og så kan man alt. Vi er ikke bange for at tænke ud af boksen, drømme stort og lægge planer. Også selvom det tager mange år at nå i mål, siger Helene Simoni Thorup, der var med til at starte op på de grønne planer tilbage i 2020. For byen var det i starten lidt ukonkret med, hvordan man kunne komme med på den grønne bølge. De kunne en masse ting, men de ville også gerne se på deres eget klimaaftryk. Derfor startede de en informationskampagne til landsbyboerne, der skulle hjælpe dem alle med at komme et skridt nærmere det at være en grøn landsby.
– Det, vi forsøger at gøre, er at omsætte det svære til noget konkret og gøre verdensmål til landsbymål. Vi prøver at gøre det til noget konkret og håndgribeligt, og vi får vendt det fra, hvad man selv får ud af det, til at være noget, vi gør sammen. Vi kan tale om det over hækken, og alle de små skridt bliver til fælles skridt, siger hun.
Den grønne vej
For at klæde folk på til den grønne omstilling i landsbyen, stablede de en masse foredrag på benene, der rørte ved emner inden for bæredygtig energi i egen bolig, forbrug, affald, transport og biodiversitet i haven. Corona var et bump på vejen, men landsbyen fik sat et studie op i forsamlingshuset, hvor der kom gæster ind for at fortælle og informere, og de endte med at have op mod 5.000 visninger på foredragene. Landsbyen fik før informationskampagnen tildelt nogle penge fra Landdistriktspuljen til de grønne handleplaner. Det har givet dem mulighed for at prøve nogle forskellige ting af, og et af de steder, hvor de har gjort det, er på transportområdet.
– Vi fik fremskaffet nogle elcykler, som man kunne låne i en uge for at se, om man eventuelt kunne skifte den ene bil ud med sådan en. Det har resulteret i, at rigtig mange nu har elcykler, siger formanden for borgerforeningen, der også fortæller, at elbiler er et emne, der er kommet på alles læber. Flere og flere får anskaffet sig en elbil, og byen har samtidig planer om få lavet nogle blaffestoppesteder også for at styrke sig på transportsiden af den grønne omstilling.
Gennem de penge, landsbyen har fået tildelt, har 50 familier fået en grøn handleplan. Der er til hver familie kommet en rådgiver ud for at hjælpe familierne med at finde deres 2030-vision, og rådgiveren har hjulpet familierne med at se på, hvor i dagligdagen de kan tage smartere valg, og hvilke ting de kan spare på, hvis der er nogle andre ting, de gerne vil.
Byen har også haft besøg af en konsulent fra RenoSyd, fordi de indledte et forsøg på at reducere deres restaffald. Konsulenten besøgte nogle forsøgsfamilier, inklusive Helene Simoni Thorups, hvor de smed affaldet ud på jorden for at kigge på, om der var noget, der ikke hørte til i skraldespanden.
– Jeg troede, at jeg vidste, hvordan man sorterer affald, men det gjorde jeg bare ikke. Det er ikke så let endda, og man bliver hurtigt i tvivl. Det handler bare om at lære det, og selvom det er lidt kedeligt at sortere affald, kan man hurtigt få det til at være en rutine. Vi fik reduceret restaffaldet med 38 procent, og det var bare ved rådgivning, siger hun.
I Stjær skal de også snart i gang med et større projekt i samarbejde med blandt andre Aalborg Universitet. Landsbyen skal se på, hvordan de bliver selvforsynende med energi. Det er bare et samarbejde ud af flere, de har og har haft, fordi de som landsby åbner op omkring tingene.
– Når vi som lokalsamfund begynder at italesætte lysten til at arbejde med klimadagsordenen, både med hinanden, med kommunen og andre, så er der lige pludselig nogle, der gerne vil lege med os, siger Helene Simoni Thorup.
##ContentBoxStart##265058##ContentBoxEnd##
Foreninger og frivillige
Noget af det, Stjær selv lagde vægt på i konkurrencen om at blive Årets Landsby, var, at de driver forening på en ny måde til gavn for byens mange foreninger.
– Vores borgerforening er en paraply med et kasserer-team, der servicerer en række af foreningerne. De sørger for, at der er styr på alt det praktiske, så foreningerne kan gøre det, der er sjovt, uden at holde ret mange møder, siger Helene Simoni Thorup, der også fortæller om et organ i byen, som gør det muligt for landsbyboerne at gøre det, de synes er spændende, med meget lidt administration.
– Vi har en udviklingsafdeling med 88 medlemmer, og den byder ind fra sag til sag. Der er masser af kapaciteter i byen, der gerne vil være med til at arrangere et eller andet. Det er en åben gruppe, der fungerer som en slags borgerpanel, hvor vi har sørget for, at der sidder repræsentanter for hele foreningslivet. Så kan man bruge det forum til at trykprøve ideer, siger hun.
Den bestemte form for foreningsstruktur, som Stjær gør brug af, er noget, dommerne til Årets Landsby også var imponerede over. Byen ser også selv det hele som et sammenhængende organ, hvor man løfter i fællesskab.
– Foreninger er tit, som når gæs flyver i en spids, med en formand, der kæmper forrest. Når så formanden er nedslidt, så må personen om bag i rækken, og en ny må tage over – indtil han eller hun er nedslidt. Vi ser mere os selv som sort sol. Et mylder af frivillige, foreninger og aktive. Vi har en meget decentral struktur. Folk kender hinanden og kan sætte samtaler i gang foreninger i mellem, siger formanden for borgerforeningen, der var den første til at få beskeden om, at Stjær var Årets Landsby 2021, og som med stolthed ser tilbage på den 21. august, hvor landsbyen satte sig selv på Danmarkskortet.
– Vi vil hædre alle dem, der byder ind. Stort eller småt, så er det hele bare vigtigt, og det er det, der giver den sorte sol, som vi gerne vil vise. Det fik vi gjort den dag, siger Helene Simoni Thorup. • marp@kl.dk