
Ole Birk Olesen spår svært valg for Liberal Alliance
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##265112##ContentBoxEnd##
Senest trak Liberal Alliance overskrifter, da byrådsmedlemmer i tre sydjyske kommuner gik og smækkede med døren, mens en spidskandidat blev ekskluderet.
I Kolding blev Pernille Schwaner smidt ud, da den lokale bestyrelse mente, at hun modarbejdede det organisatoriske arbejde. I Vejen og Vejle blev partiet helt udraderet, da hele den lokale bestyrelse i Vejen samt byrådsmedlem Martin Boye forlod partiet, mens partiets byrådsmedlem i Vejle ligeledes meldte sig ud sammen med store dele af Liberal Alliance i Vejles bestyrelse. I stedet har de stiftet lokallisten Liberal Borgerliste Vejle.
– Vi er en flok politikere i Vejle, der med blødende hjerter i dag har meldt os ud af Liberal Alliance, der ellers har været rammen omkring vores politik igennem mange år. Vi mener, at topstyring og administrative korrektheder fylder så meget i partiet, at kreativiteten og virkelysten hæmmes af snærende bånd, skrev listen i en pressemeddelelse.
Ole Birk Olesen (LA), folketingsmedlem og spidskandidat til Borgerrepræsentationen i København, medgiver, at sådanne historier giver ”nogle skvulp” op til kommunalvalget.
– Altså, der har været nogle organisatoriske uenigheder i Sydjylland, hvor nogle tillidsfolk i Sydjylland har haft bøvl med andre tillidsfolk i Sydjylland. Det har stået på gennem nogle år, og nu har hovedbestyrelsen besluttet, at der måtte trækkes en streg i sandet. Det giver nogle skvulp, men omvendt er det også sådan, at hvis man kun tænker kortsigtet, så får man ikke langsigtede, positive effekter, siger han.
I København tror han til gengæld selv på, at han vil opnå valg.
– Jeg regner bestemt selv med at komme ind, og jeg håber også, jeg kan være med til, at flere bliver valgt ind for LA. Hvis vi kun får valgt én, er det lidt skuffende. Får vi valgt to ligesom ved sidste valg, er det tilfredsstillende, og får vi flere, er det fantastisk, siger Ole Birk Olesen, der efter at have boet halvdelen af sit liv i København nu betegner sig som københavner og er drevet af en lyst til at arbejde for hovedstaden.
– Og så sender vi det signal, at vi tager København meget alvorligt, idet vi har sat en af vores profiler i spidsen. Med LA får man også et parti, hvor der ikke er nogen modstrid mellem den kommunale spidskandidat og moderpartiet på landsplan, siger han.
Får det svært
Til gengæld tror han, Liberal Alliance generelt får det svært ved det kommende valg. Med meningsmålinger, der ikke vidner om den store opbakning til partiet, 13 færre byrådsmedlemmer end ved valget i 2017 og et fatalt folketingsvalg i 2019, der skar partiets folketingsgruppe fra 13 til fire medlemmer, har Liberal Alliance et andet udgangspunkt end ved det seneste kommunalvalg.
– I øjeblikket ligger vi lidt lavere i de landsdækkende målinger. Det betyder, at hvis man gør det lige så godt som sidst lokalt, så må man forvente en tilbagegang. Hvis man omvendt gør det bedre end sidst, kan man godt fastholde resultatet fra sidst eller måske endda levere et bedre resultat, siger Ole Birk Olesen, der mærker en god gejst hos de lokale kandidater rundt om i landet.
Når han alligevel forventer en tilbagegang på landsplan, skyldes det også, at partiet har valgt at fokusere kræfterne. I kommuner, hvor partiet traditionelt har det svært og ikke har haft etablerede, gode kandidater, har man ikke brugt kræfter på at finde lokale folk, der vil stille op.
– Vi har tidligere haft en forholdsmæssig styrke i de store byer, hvor der er mange unge og mange
med en videregående uddannelse. De steder skal vi ikke forsømme. Samtidig er der også steder, hvor vi har en lokal kandidat, der bare passer rigtig godt ind, siger Ole Birk Olesen og peger på Norddjurs, som er det eneste byråd i landet, hvor LA’s byrådsgruppe tæller to mandater.
– Men det skyldes jo Jens Meilvang (byrådsmedlem, red.), og det er ene og alene hans fortjeneste, fordi han gør det rigtig godt, og folk godt kan lide ham.
Opnår Ole Birk Olesen valg til Borgerrepræsentationen, er det planen, at han samtidig vil fortsætte i Folketinget.
Liberal Alliances formand og politiske leder, Alex Vanopslagh, har ikke ønsket at medvirke. • antj@kl.dk
Analyse: Op ad bakke er en underdrivelse
tekst Mads Brandsen
Det tjener Ole Birk Olesen til ære, at han siger det lige ud.
KV21 bliver ikke nemt for Liberal Alliance. Den store uro i partiet kombineret med et tydeligt fravær af lokale profiler, der kan brænde igennem, vil betyde, at partiet ryger ud flere steder, hvor der ellers burde være stemmer nok til et mandat.
Og netop det med et mandat er en selvstændig del af problemet for LA. Der er ganske enkelt ikke mange talenter at tage af i et parti, der med en eneste undtagelse kun har et mandat i hvert af de byråd, det er valgt ind i.
Rollen som borgerlig vagthund, der bjæffer skattelettelser og effektiviseringer, hver gang venstrefløjen råber om skattestigninger og flere ansatte i kommunen, har Liberal Alliances byrådsmedlemmer spillet godt mange steder i landet, men når målingerne er dårlige, og partiet befinder sig i forskellige grader af nedsmeltning rækker det bare ikke helt.
KV21 kan meget vel blive valget, hvor LA nærmest forsvinder fra det kommunalpolitiske landkort. Med undtagelse af Norddjurs.