Ny viden
tekst Mads Brandsen
Fodbold er big business
BØGER /// For første gang på dansk er der skrevet en bog om dansk fodbold set ud fra et forretningsmæssigt perspektiv. Et underbelyst og måske netop derfor ganske interessant emne. Ikke mindst set med kommunale briller, for det står jo nærmest i kapitel 2 i den ikke-ekisterende borgmester-guide, at man selvfølgelig bakker den lokale fodboldklub op. Det eksemplificeres blandt andet ved FC Nordsjælland, hvis rolle for Farum blev manifesteret under Brixtoftes borgmesterperiode. Bogen er velskrevet og godt opbygget, men hvis man ikke er den helt store fodboldfanatiker, må man leve med endog ganske fyldige beskrivelser af, hvordan det er gået med klubberne gennem tiden.
Læs hele anmeldelsen på danskekommuner.dk.
Tre ud af ti virksomheder er først ovre krisen i 2022
ERHVERV /// Mens coronapandemien lige så stille løsner grebet om samfundet, er der i erhvervslivet stadig et stykke vej, før alt er som vanligt. 40 procent af medlemmerne af Dansk Erhverv forventer lavere omsætning i andet kvartal 2021 end før corona, og tre ud af ti siger, at de først i 2022 eller senere vil normalisere omsætningen. Det er særligt inden for turisme og oplevelsesøkonomi, at det ser skidt ud. Her melder 90 procent om lavere omsætning, mens hele 75 procent forventer, at der først er normale tal på bundlinjen i 2022. •
Årgang 2006 og 2007 blev hårdest ramt af nedlukning
CORONAVIRUS /// Det var særligt årgang 2006 og 2007, der i skoleåret 2019/20 gik i henholdsvis 6. og 7. klasse, der betalte prisen for nedlukningen af samfundet. Samlet set blev de undervist online i mere end et halvt skoleår. Helt præcist er der tale om mere end 769 timer svarende til 56 procent af skoleåret, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som den borgerligt-liberale tænketank CEPOS har regnet på. Tænketanken hæfter sig samtidig ved, at den videnskabelige evidens ifølge WHO og Unicef viser, at COVID-19 ikke udgør en stor risiko for børn, og at skoler heller ikke er afgørende for smittespredningen. •
Både gevinster og udfordringer ved Buurtzorg-model
ÆLDRE /// Borgerne oplever en bedre kontinuitet og bedre tværfagligt samarbejde med afsæt i borgerens behov, når hjemmeplejen og sygeplejen leveres efter den hollandske Buurtzorg-model. Det viser VIVE’s midtvejsevaluering af et forsøg med modellen i Bording og Engesvang i Ikast-Brande Kommune. I de to byer er det blandt andet lykkedes at reducere sygefraværet blandt medarbejderne, hvilket typisk har været højt og forårsaget, at de ældre møder mange forskellige medarbejdere. Økonomisk har modellen ikke været rentabel, idet kommunens samarbejdspartner Lokalpleje Danmark er gået konkurs i forsøgsperioden. •
Store forskelle i brug af fuldtid i dagtilbud
DAGTILBUD /// 60 procent af pædagogerne i landets børnehaver og vuggestuer arbejder på deltid, viser en ny analyse fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed. Tallene dækker over ganske store forskelle kommunerne imellem. Mens der kun er 9,9 procent af pædagogerne i Randers og Herning, som er på fuldtid, er tallet hele 88,6 procent på Langeland. Ifølge en analyse fra fagforbundet BUPL vil mange pædagoger gerne gå op i tid, hvis arbejdsmiljøet og normeringerne forbedres. Sker det, vil det kunne give 3.000 ekstra årsværk, vurderer BUPL. I 2030 vil der mangle 14.000 pædagoger i danske børnehaver og vuggestuer. •
Udlicitering af tøjvask kan give 1.100 medarbejdere
OFFENTLIG-PRIVAT /// På hvert eneste af landets knap 1.000 plejehjem bruges hvert år over 2.700 timer på vask og håndtering af borgernes tøj. Men hvis opgaven i stedet løses af professionelle vaskerier, kan plejehjemmene spare over 1.100 fuldtidsbeskæftigede og samtidig reducere risikoen for smittespredning, viser en analyse fra Dansk Industri. Det vil derfor være med til at løse den massive mangel på social- og sundhedspersonale, som ældreplejen har i de kommende år. Det er i dag færre end hvert tiende plejehjem, der får vasket beboernes tøj ude i byen. •