Rammevilkår spænder ben for kommunernes brug af sociale investeringsmodeller
Ikke desto mindre bliver velfærdssamfundet sat mere og mere under pres blandt andet som følge af demografiske forandringer. Der er lige nu akut mangel på arbejdskraft i blandt andet service- og omsorgssektoren, og der er flere eksempler på, hvordan det kommunale system kan have svært ved at omsætte de kompetencer, der er til stede i jobbanken til at matche behovet i de hungrende virksomheder eller offentlige institutioner.
I Fonden for Sociale Investeringer er første mål at hjælpe med at få de cirka 80.000 indvandrerkvinder, som p.t. står uden for arbejdsmarkedet, i arbejde. Vi har 10 års erfaring med målgruppen fra vores arbejde i Bydelsmødrene, og noget kunne tyde på, at den ekspertise med fordel kunne sættes i spil, når 80.000 kvinder endnu ikke er i job.
Men hvordan kan vi være en god medspiller for kommunerne, og hvordan kan vi hjælpe kommunerne til at se, hvordan de sociale investeringsmodeller bedst kan bidrage?
Kommunernes udviklingscenter Komponent har for nyligt meldt ud, at de vil forsøge at etablere en investeringsalliance, der kan give kommunerne mere mod på sociale investeringer. Baggrunden er blandt andet den seneste aftale om rammerne for kommunernes økonomi, som blev indgået før sommerferien af regeringen og KL, og som forventes at øge presset på kommunernes velfærdsindsatser.
En lignende konklusion er man nået i Københavns Kommune. Socialborgmester Mia Nyegaard (R) fortalte således for nyligt i et interview i Altinget om hovedstadskommunens planer om at arbejde mere med sociale investeringer.
I nogle kommuner og forvaltninger har man tradition for et stærkt tværsektorielt samarbejde med inddragelse af både private aktører, virksomheder og civilsamfund, imens man i andre kommuner og forvaltninger holder kortene tættere til kroppen og sætter en ære i at løse samfundsudfordringerne selv.
Der er ikke noget rigtigt og forkert, men helt grundlæggende er der, i hvert fald i forhold til sociale investeringsmodeller, brug for en åbenhed omkring det, at man med fordel kan være flere parter om at løfte større, komplekse problemer.
Det er vigtigt at forstå, at sociale investeringer først får flyvehøjde og rigtig effekt (impact), når der kommer skala på arbejdet. Når vi får lov at arbejde med større grupper af borgere, kan vi:
- Bedre måle på effekten (social impact)
- Bedre se, hvor indsatsen eventuelt skal justeres (større datagrundlag)
- Skabe fordele af vores fællesskab og peer to peer-tilgang
- Sikre forankring, bæredygtighed og fastholdelse ikke kun i den enkelte men også i lokalmiljøet
- Skabe større samfundsforandringer, som både kan mærkes på økonomien, og som også kan være med til at sætte gang i den sociale innovation
- Skabe succes og vise vejen mod et opgør med unødigt bureaukrati eller ikke-støttende styringslogikker, som kommunerne i mange tilfælde gerne selv vil af med
- Generere større besparelser, som kommer kommunen til gavn og gør investorerne interesserede i at putte deres penge i sociale formål osv.
Tænk langsigtet
På baggrund af ovenstående kræver det at arbejde med sociale investeringsmodeller ofte en beslutning på det strategiske niveau i kommunen.
Hvis ikke besparelsen kan udbetales fra det almindelige budget i den forvaltning, hvor investeringen foregår, så kan vi måske tilrettelægge forløbet som et forsøgs- og udviklingsprojekt, oprette et nyt budget med tilhørende konto eller bruge andre betalingsmodeller og herunder for eksempel ”payment by results”-modellen, som mange kommuner kender i forvejen. Der er mange muligheder for at justere.
Sociale investeringsprogrammer er ofte mere langsigtede indsatser, og kan derfor brede sig over flere budgetår. Det har vist sig at være en udfordring i kommunerne, som har en mere kortsigtet planlægnings- og investeringslogik.
På det operationelle niveau møder vi indimellem medarbejdere, som bliver bange for, at de eksterne leverandører tager deres arbejde, men med eksempelvis 80.000 indvandrerkvinder uden job er der helt sikkert ”nød nok til alle” og god brug for, at vi hjælpes ad. Og sådan er det også på andre velfærdsområder.
Sociale investeringer skal ikke ses som en erstatning eller kritik af alt det gode arbejde, der i forvejen bliver gjort i kommunerne for de udsatte og sårbare borgere. Det skal ses som et nyt værktøj, som kan tages i brug, når kommunens medarbejdere har nået deres maksimale kapacitet, og vi stadigvæk har masser af udsathed. Når vi er under pres og har store målgrupper, der skal findes en løsning for, og kommunen ikke har råd til selv at løbe risikoen i tilfælde af, at indsatsen ikke virker.
I den rene sociale investeringsmodel er kommunen 100 pct. fritaget for risiko og skal kun betale en del af den opnåede besparelse tilbage til serviceleverandøren, og først når besparelsen rent faktisk er i hus. Det burde være win-win.
Hvad skal der til?
Der er noget, der tyder på, at hvis vi for alvor skal få gang i de sociale investeringer, skal der primært tre ting til:
1. Der skal træffes en strategisk beslutning i kommunen om, at man vil lave sociale investeringsprojekter, og der skal afsættes midler i en forholdsvis fleksibel ramme til at udbetale en del af besparelsen til leverandøren. Det må aldrig være en barriere, at vi lykkes med vores indsats.
2. Mere oplysning og samarbejde imellem kommunerne og praktikerne, som allerede er i gang, så vi kan lære af hinandens erfaringer. I Fonden for Sociale Investeringer vil vi rigtig gerne bidrage.
Det er også vigtigt, at vi får talt om den eksterne leverandørs rolle i forhold til kommunen. Vi kommer ikke for at spinde guld på de udsatte, og vi kommer heller ikke for at overtage nogens arbejde – vi kommer for at samarbejde om at hjælpe, og der er som sagt ”nød nok til alle”.
I Fonden for Sociale Investeringer er vores forretning anlagt i en almennyttig model, som tvinger et eventuelt overskud i cirkulation for at opnå endnu flere sociale resultater.
3. Kommunen må invitere en mere fleksibel og eventuelt tværgående økonomisk tænkning indenfor og sørge for, at besparelserne bliver synlige på det kommunale budget. Synlige besparelser vil uden tvivl omdirigere debatten om de sociale investeringer til et mulighedsperspektiv frem for det nuværende
problemperspektiv.
Og der er sikkert meget mere, vi sammen kan gøre for at få gang i de sociale investeringer. Det vigtigste er, at det ikke er teknikken eller rammevilkårene, som bremser udviklingen.
Det vigtigste er borgeren, den arbejdsløse, udsatte eller syge, og for deres skyld bør vi sammen kunne finde nye veje.