
Sydjyske borgmestre protesterer mod Arne-pension
tekst Mads Brandsen
Det kan ikke være rigtigt, at den lokale beskæftigelsesindsats skal medfinansiere regeringens prestigeprojekt, den såkaldte Arne-pension, der sikrer ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Det mener borgmestrene i Esbjerg, Vejle, Varde, Vejen, Billund, Fanø, Aabenraa, Tønder og Haderslev, der derfor har sendt et fælles brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor de har bedt om foretræde. Det skriver JydskeVestkysten.
For Esbjergs vedkommende betyder besparelserne, at jobcentret må nedlægge ni stillinger og spare seks-syv millioner kroner på indsatsen for unge ledige på uddannelseshjælp.
– Vi frygter for de urimelige konsekvenser, den her aftale har for de unge. Med delaftalen klipper regeringen kommunerne for et stort millionbeløb, så vi reelt ikke har andre muligheder end at skære ned på ungeindsatsen, hvis ikke vi vil lade andre velfærdsområder finansiere Arne-pensionen, siger Jesper Frost Rasmussen til avisen.
Han står bag initiativet. Netop Esbjerg har i budgetforliget for næste år afsat en pulje til at afbøde konsekvenserne. mdbr@kl.dk