
Afgørelse om samarbejde med udskældt vareleverandør skudt til hjørne
tekst Anna Törnqvist Jensen
Hvad der nærmest skulle have været en formsag for socialudvalget i København på et møde i udvalget onsdag aften, endte helt anderledes end forventet.
På forhånd havde kommunens sundheds- og omsorgsudvalg nemlig besluttet, at København skal stoppe samarbejdet med Intervare den 1. november, hvis firmaet ikke inden den dag efterbetaler manglende løn til de chauffører, som har bragt varer ud for kommunen. Men i socialudvalget valgte den Radikale borgmester Mia Nyegaard sammen med Konservative og løsgænger Kåre Traberg Smidt altså at blokere sagen og henvise den til behandling i Borgerrepræsentationen den 7. oktober.
– Jeg har hele tiden syntes, at sagen har haft et uskønt forløb. Jeg er bekymret for, at vi har 2100 borgere, som ikke kan få mad i fire uger, hvis Intervare vælger at kontraophæve kontrakten med Københavns Kommune, siger Mia Nyegaard til TV 2 Lorry om sagen.
Konflikten mellem Københavns Kommune og Intervare har stået på siden foråret, hvor Københavns Kommune lavede en undersøgelse Intervare, der afslørede underbetaling og dårlige arbejdsforhold. Det fik Københavns Kommune til at give Intervare til 3. september til at rette op på forholdene.
Intervare har foreslået en ny distribution, så samarbejdet med kommunen kan fortsætte.
– Vi tilbød i sidste uge at lægge vores distribution i København om, så det i fremtiden bliver nogle større transportvirksomheder, som skal stå for udbringningen af varer. Disse transportvirksomheder vil så have ansatte chauffører, der vil være omfattet af arbejdsklausulen, som kan forestå udbringningen af dagligvarerne til Københavns Kommunes ældre og udsatte. Vores tilbud til Københavns Kommune skal på ingen måder ses som en anerkendelse af Københavns Kommunes synspunkt om, at vi har overtrådt arbejdsklausulen, hvilket vi klart fastholder, at vi ikke har, men mere som udtryk for, at vi gerne vil skabe tryghed for de flere tusinde borgere, vi hjælper med indkøb hver uge, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Intervare, i en pressemeddelelse.
Intervare opfordrer desuden, at striden mellem selskabet og Københavns Kommune skal afgøres i retten.
– Vi vil i den sammenhæng endnu en gang gerne opfordre Københavns Kommune til, at vi får en domstolsafgørelse i forhold til vores uenighed, og vi så fortsætter samarbejdet i det nye setup med chauffører, som rent faktisk er ansat i de enkelte transportvirksomheder. Domstolene er nu en gang det bedste sted at få afklaret juridiske uenigheder i et retssamfund, siger Mikkel Pilemand i pressemeddelelsen. antj@kl.dk