Kirstine Bille vejrer morgenluft
tekst Mads Brandsen
Det er ikke, fordi der er noget i vejen med meningsmålingerne på landsplan. Ifølge Berlingskes vægtede snit af alle institutternes målinger ville 9,3 procent af vælgerne sætte krydset ved SF, hvis der var folketingsvalg i dag.
Men ét er målinger til Folketinget – noget helt andet er, hvordan det går lokalt.
– Vi har et andet udgangspunkt end landspolitik, lyder det fra SF’s spidskandidat i Syddjurs, Kirstine Bille, der var borgmester fra 2010 til 2013.
Nu står hun i spidsen for en af SF’s største byrådsgrupper, der i denne periode tæller fem mandater. Kommunens borgmester, Ole Bollesen (S), takker af, mens en anden erfaren eksborgmester, Claus Wistoft (V), prøver igen.
– Jeg vejrer morgenluft. Det er klart, når vi skal have ny borgmester. Vi skal have en rød borgmester, og det skal helst være mig, siger Kirstine Bille, der foruden den klassiske velfærdsdagsorden går til valg på bedre ledelse og økonomistyring af kommunen.
Sidste år blev kommunaldirektøren fyret, og i 2019 blev budgettet overskredet med hele 134 millioner kroner. Kirstine Bille overtog i 2010 en kommune, der var i en umådelig ringe forfatning økonomisk.
– Det var ikke sjovt. Vi var sat under administration, og jeg måtte stå på mål for nogle besparelser, der mildt sagt ikke var særlig SF-agtige. Der er vi heldigvis ikke nu. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at overtage en økonomisk ruin, siger hun.
Også på Langeland har borgmester Tonni Hansen (SF) en god mavefornemmelse.
##ContentBoxStart##264852##ContentBoxEnd##
Han vurderer, at borgerne har mærket, at han har kæmpet for dem. Nok mest markant, da udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) ville placere et udrejsecenter på øen. Sådan gik det ikke, for Langeland sagde nej – med opbakning fra alle andre partier i Folketinget end Socialdemokratiet.
Den dag i dag kan han stadig få en klump i halsen ved at gense valgresultatet fra KV17, hvor SF på Langeland præsterede en sensationel fremgang på 28,8 procent, så partiet nu har 32,9 procent af stemmerne.
– Vi håber, vi kan fastholde den opbakning. Vores håb er, at vi fortsat har seks medlemmer af kommunalbestyrelsen. Det bliver ikke en valgkamp, hvor vi lover så meget, for det er økonomien ikke til, men det, vi lover, holder vi til gengæld, smiler Tonni Hansen. • mdbr@kl.dk
Der er langt fra de 340 byrådsmedlemmer, SF fik valgt i 2009, til de 126, partiet fik i 2017. Selv om SF er et solidt forankret kommunalt parti, bliver det aldrig noget stort kommunalt parti. Heller ikke ved dette valg.
Partiets sikreste kort er Langelands borgmester, Tonni Hansen, der fik så mange personlige stemmer, at han hev flere mandater med ind. Han har givet kommunen opdrift, og han har talt Christiansborg midt imod i sagen om udrejsecentret.
Fælles for ham, Kirstine Bille og tidligere SF-borgmestre som Mette Touborg fra Lejre er, at de ikke er så ideologiske, men derimod konsensus-kommunale og dygtige til at lave konstitueringer. Det har været opskriften på succes for partiet, når det kommer til at få magten.
Den allermest spændende SF’er ved dette valg bliver dog Villy Søvndal, der stiller op som borgmesterkandidat i Kolding. SF har i dag tre mandater, men kan det lykkes Villy Søvndal at overbevise vælgerne om, at han vil noget med byen? Har han stadig Villy-effekten? Selv om han er yngre end USA’s præsident Joe Biden, er der noget gammel rockstjerne over Villy. Af den slags, der lige tager en turné til.
Analyse: Findes Villy-effekten endnu?
Tom Ekeroth, tidligere redaktør, Danske Kommuner