Digitaliseringen skal være styret af formål og ikke effektivisering
tekst Thomas Kokholm Nielsen
GDPR-reglerne eller persondataforordningen er et misfoster opfundet af bureaukrater og jurister i EU, mener Thomas Terney. Han er cand.scient.soc. og datalog med ph.d. i kunstig intelligens. Og så er han forfatter og iværksætter.
– Når jeg siger det til et foredrag, får jeg stående klapsalver. Kommunerne er dødtrætte af det, siger han.
Han er et af de 14 medlemmer i KL’s teknologitænketank bestående af eksperter og praktikere, som er blevet bedt om at gruble over digitaliseringens muligheder og konsekvenser for den kommunale hverdag. I denne artikel tager vi udgangspunkt i anbefalingerne på børn- og skoleområdet.
Thomas Terneys bredside mod GDPR står for egen regning, men afspejler medlemmernes forskellige perspektiv på emnerne. For Terneys vedkommende understreger GDPR en af hans pointer i forhold til digitaliseringen. Han mener, jurister og bureaukrater, bakket op af medierne, har taget styringen på et felt, der burde handle meget mere om politiske valg.
– Jura er ikke de hellige tekster, hvis juraen ikke matcher det samfund, vi gerne vil have, så skal den tilpasses. Det er der en del, der glemmer på det her felt. GDPR er lavet som et EU-modsvar til tech-giganternes magt og indflydelse. Det betyder så, at hver gang min hustru, der er lærer, skal åbne en mail om, at et barn har en sygedag, så skal hun åbne den med NemID, fordi forældre har sat hak ved personfølsomme oplysninger. Kommunerne sidder og river sig i håret, mener Thomas Terney.
– Vi skal have nogle politikere, der er lidt længere fremme i bussen. De må så sige, okay vi har nogle regler om databeskyttelse, men vi synes, vi har et stærkere krav i forhold til de børn og unge, vi skal tage os af, siger han.
Man kunne sige, at hans modstykke i tænketanken på det punkt er Birgitte Kofod Olsen. Hun er jurist med en ph.d. og flere bøger i bagagen om persondatabeskyttelse. Hun er også forperson i Dataethics.eu.
– Databeskyttelsen, der er indskrevet i GDPR, er udtryk for sund fornuft. Vi står i en situation, hvor firmaer og myndigheder har adgang til rigtig meget data. På den ene side handler det om, hvordan vi kan udnytte det som vækstdriver. På den anden side har vi et EU-charter med grundlæggende borgerlige rettigheder, der skal virke i praksis. Hvordan trækker vi det ind i den digitale tidsalder? Det synes jeg sådan set, vi har opnået fint med GDPR, siger Birgitte Kofod Olsen.
Hvis tarv?
Som et eksempel på udfordringerne nævner Thomas Terney Gladsaxe Kommune, der tilbage i 2018 iværksatte et projekt, der handlede om tidlig opsporing af udsatte børn ved hjælp af data. Kommunen arbejdede ud fra ideen om, at udsatte børn har en række fællestræk, såkaldte risikoindikatorer. Indikatorerne er blandt andet børns udeblivelse fra tandplejen, fra sundhedsplejen, forældrenes psykiske lidelser, arbejdsløshed eller skilsmisse.
Men i medierne blev det til en historie om brud på persondatabeskyttelsen og overvågningssamfundets brug af kunstig intelligens.
– Projektet, der var et frikommuneforsøg, blev lukket rimeligt hårdt ned i pressen. Blandt andet fordi Politiken havde valgt side. Det handlede om, at digitale værktøjer var af det onde, og du er et ondt menneske, hvis du vil bruge dem. Regeringen lukkede det ned efter kritikken. Men vi bliver nødt til at tage de værktøjer i brug på sigt, mener Thomas Terney.
– Forestillingen er, at mennesker altid laver rigtige vurderinger og korrekte etiske valg, der er bedre end computerens. Men der er efterhånden en del data, der viser det modsatte. Det viser sig jo, at der er fejl i rigtig mange børnesager, siger Thomas Terney.
Han påpeger, at det ikke handler om at erstatte mennesker, men give dem et bedre grundlag for beslutninger.
– Når vi ser på brug af persondata på børneområdet, så må vi også stillet spørgsmålet: Hvem er det, vi beskytter? Er det barnets tarv, du beskytter mod misbrug eller vanrøgt, eller er det forældrenes? Det er et politisk valg, siger Thomas Terney.
Men her har Birgitte Kofod Olsen et helt andet perspektiv.
– Gladsaxe-modellen, peger hun på, det er et godt eksempel på, at selve muligheden for at bruge data giver uproportionale løsninger. Målet kommer til at hellige midlet, og det stemmer simpelthen dårligt med livet i et demokrati, siger hun.
Trods forskellighederne kom tænketanken frem til anbefalinger.
– Jeg er meget begejstret for ideen med tænketanken. Vi står over for nogle udfordringer lige nu i digitaliseringen. Vi er en god blanding af mennesker, og det giver gode konstruktive diskussioner, siger Birgitte Kofod Olsen.
Anbefaling #1
Data og teknologi skal løse problemer – ikke skabe dem.
Det kan de fleste nok være enige om. Men hvad har tænketanken tænkt på med den formulering?
– Det handler om, at når man indfører teknologi for at løse et kendt problem, så kan det være, at man uforvarende skaber nogle nye problemer. Det vigtigste er, at man ikke starter med at tænke effektiviseringsgevinster, når man tænker digitalisering. Man skal tænke, hvad er det for en opgave, der skal løses til glæde for borgerne og de ansatte. Udgangspunktet må ikke være, hvordan kan vi reducere sagsbehandlingstiden eller antallet af medarbejdere. Det rigtige spørgsmål er: Hvordan kan vi forbedre livet for børnene?, mener Thomas Terney.
Anbefaling #2
Lad formålet være afgørende for omfanget af databrugen.
Under den overskrift pointerer
tænketanken, at når vi taler om vidensdeling, er databrugen ikke bekymrende, men i det øjeblik, vi taler om datadeling, så er det. Birgitte Kofod Olsen uddyber meningen med den formulering.
– Det handler om at høre på de mennesker, der er rundt om børnene. Hvad er det for udfordringer, de ser? Man skal afgrænse formålet med indsatsen sammen med de fagprofessionelle, så det bliver driveren i udviklingen, siger hun.
Også hun påpeger, at man skal passe på med at gøre effektiviseringsdagsordenen til den styrende.
– Digitaliseringen af de offentlige systemer blev i udgangspunktet iværksat for at effektivisere systemerne, ikke for at hjælpe borgerne. Men vi er kommet ind i en anden fase nu, hvor det handler om at få fokus på indholdet, og hvordan vi kan bruge data til borgernes bedste. Det handler om at være formålsstyret frem for effektivitetsstyret, siger Birgitte Kofod Olsen.
##ContentBoxStart##264880##ContentBoxEnd##
Anbefaling #3
Lad ikke databrug i indsatserne over for børn og unge stå alene.
Data må ikke skabe negative og determinerende effekter i forhold til, hvordan barnet kommer til at klare sig, lyder det i forklaringen.
– Bekymringen er at hvis data og kunstig intelligens kommer til at fylde for meget, så bliver børnene brændemærket for tid og evighed af en fejlagtig konklusion i det kommunale sagssystem, hvor der ikke har været en reel faglig stillingtagen fra en medarbejder, siger Thomas Terney.
Birgitte Kofod Olsen roser, at tænketanken under denne anbefaling har foreslået, at KL skal være med til at oprette innovationsfællesskaber, der skal afklare løsninger.
– De såkaldte ”sandboxes” og innovationsfælleskaber er en god ide og noget, man bruger en del i Norge og England. Så sidder man sammen med datatilsyn og eksperter og kan finde frem til løsninger indenfor lovgivningens rammer, siger hun.
Anbefaling #4
Udviklingen af digitale løsninger bør tage udgangspunkt i børnenes læringsbehov – ikke tech-giganternes.
Digitale læringsmidler i skolerne er i kraftig udvikling og vækker ofte debat. I samtalen med Thomas Terney falder samtalen på, dengang kommunerne købte stort ind af iPads.
– Det var jeg stor modstander af. Læringsværktøjerne er virkelig dårlige til iPads. Det handlede om kommunalpolitikere, der skulle vise handlekraft. På den anden side, hvis vi går ind i det her med en forestilling om, at vi hele tiden kan træffe de rigtige valg, så dør vi på forhånd. Der må være en erkendelse af, at det er en ny verden for alle. Vi kommer til at købe systemer, der er forkerte, siger han.
Lige nu bruges tech-giganternes løsninger, fordi de er der. Men hvis man tror, at der står en masse virksomheder klar til at udvikle løsninger til folkeskolen, så mener Thomas Terney, at man skal tro om igen.
– Jeg oplever ikke, at startuppere og investorer er glade for at være i den danske uddannelsessektor. Jeg har selv prøvet. Er du klar over, hvor svært det er? Du skal igennem et kommunalt nåleøje. Det tager år og dag. En kommune køber ikke noget, medmindre en anden kommune har gjort det. De har ingen budgetter til innovation og har ikke politisk villighed til at tage chancer. Men jeg har sådan set stor tiltro til den danske folkeskole, for der sidder nogle megapassionerede lærer, og der begynder at ske noget, mener Thomas Terney.
Spørgsmålet er bare, hvordan man får udviklet på tingene.
– Tech-giganternes produkter er der og er lette at bruge. Men vi har allerede fået afgørelser fra det norske datatilsyn og det franske, der siger, at brug af Google-systemerne i skolerne er ulovligt. Det opfylder ikke kravene til persondatabeskyttelse. Hvad gør vi så? Skal ministeriet og kommunerne så i gang med at udvikle? Det er en stor udfordring. Vi mangler en diskussion på det politiske niveau af, hvordan skolernes it-infrastruktur skal være. Derefter kan man sige til leverandører, hvad man vil have, mener Birgitte Kofod Olsen. • tkn@kl.dk